Anne Mette hørte ikke fra sin mand i 19 timer: Nu er der endelig godt nyt
Anne Mette Hesselberg Christiansen hørte ikke fra sin mand i 19 timer, efter han var landet i motorvejskørsel grundet uvejret. I de timer nåede hun at frygte det værste.
Opdatering:
Artiklen er opdateret klokken 13.30. Anne Mette Hesselberg Christiansens mand kom hjem klokken cirka 13.15.
- 6 procent strøm. Elsker jer skat... er ked af at jeg er endt her... det beklager jeg virkelig. Men håber at se jer i morgen.
Sådan står der i den sidste besked, Anne Mette Hesselberg Christiansen i går klokken cirka 17.30 modtog fra sin mand.
Siden da har der været tavshed.
Anne Mette Hesselberg Christiansens mand tog onsdag fra parrets hjem i Mejlby til Lystrup, hvor han arbejder, klokken 5 om morgenen.
Klokken 14 vendte han atter mod hjemmet, men han er endnu ikke nået hjem.
- Jeg ved, han forsøgte to veje, hvor han måtte køre om, og så kørte han på motorvejen i håb om, den var mere fri. Men der gik ikke så lang tid, inden han også holdt i kø der, fortæller Anne Mette Hesselberg Christiansen.
En masse katastrofetanker
Hun er bange og nervøs for, om der er sket hendes mand noget, siden hun ikke har hørt fra ham i nu 19 timer.
Snestormen har taget til i Østjylland siden i går, og mange har siddet fanget i utallige timer på motorvejen.
- Vi havde jo ikke været så smarte at pakke bilen med en masse. Det kom bag på os, hvor voldsomt det var. Han har hverken fået vådt eller tørt siden i går.
Anne Mette Hesselberg Christiansen undrer sig over, hvorfor hun intet har hørt fra sin mand.
- Han kan mit telefonnummer i søvne, men jeg har intet hørt, fortæller hun.
Og den manglende kontakt er det værste.
- Der er en masse katastrofetanker, der kommer væltende. Jeg har stort set ikke sovet i nat. Hver eneste lyd, jeg har hørt, har jeg tænkt, 'nu kommer han hjem'.
- Jeg frygter, han sidder i bilen og måske er blevet så kold, at han er besvimet eller det, der er værre, siger Anne Mette Hesselberg Christiansen grædende.
Børnene spørger efter far
Anne Mette Hesselberg Christiansen og hendes mand Claus har været sammen i 15 år, og de har sammen tre børn på 4, 8 og 10 år. Og for børnene er det heller ikke nemt at forstå, at far ikke kommer hjem.
- Jeg sidder som hustru med tre børn, der også hele tiden spørger, 'hvor er far henne?'. Min ældste datter stod op længe efter hendes sengetid, fordi hun troede, hun hørte ham. I morges vågnede hun tidligt for at tjekke, om han var kommet hjem, siger Anne Mette Hesselberg Christiansen.
Hun fortæller, at hun har kontaktet både politiet og vejdirektoratet - og har fået at vide, at hun skal væbne sig med tålmodighed på grund af den lange kø, der er på motorvejen.
- Jeg ringede til politiet i nat klokken 4. Jeg var så desperat. Til sidst sagde jeg, 'hvis der ikke sker noget, så kører jeg selv ud efter ham'. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Men det er en følelse af, at der ikke er nogen hjælp at hende nogen steder, siger hun.
Frygter det værste
Anne Mette Hesselberg Christiansen ved godt, at hendes mand højst sandsynligt blot sidder fast i trafikken natten over, som så mange andre i snestormen - men det er svært alligevel.
- Følelserne sidder helt ude på tøjet. Men jeg skal bevare smilet og troen på, at det værste ikke er sket, siger hun og fortsætter:
- Men frygten er der. For at han er kørt i grøften og er blevet dækket af sne og ikke kan signalere, han har brug for hjælp. Eller at han har tænkt, han ville gå hjem og så er blevet overrasket over, hvor koldt og uigennemtrængeligt det sne er. Hvis vi bare kunne få et livstegn.
Arbejder på sagen
Østjyllands Politi fortæller til TV2 Østjylland, at man gør alt, hvad man kan for hurtigst muligt at få bilister fri til at komme hjem til deres pårørende. Og så har de en klar melding til alle dem, der sidder fast:
- Vi vil gerne opfordre alle bilister i køerne til at kontakte deres pårørende. Hvis ens mobil er løbet tør, så gå frem til næste bil og lån en telefon. Det skaber selvfølgelig en bekymring ved de pårørende, når man ikke hører noget, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
Det er dog endnu uvist, hvornår den lange kø på E45 vil være afviklet, og bilisterne igen kan vende hjemad.
- Vi arbejder så hurtigt, vi overhovedet, men vi har desværre ikke en tidshorisont lige nu, siger Jakob Christiansen.
Følg TV2 Østjyllands livedækning af vejrsituationen her: