60-70 ikoniske designerstole stjålet fra skole
60-70 Børge Mogensen-stole er natten til onsdag stjålet fra Molsskolen.
|
|
Molsskolen i Knebel har haft ubudne gæster, der har stjålet 60-70 designerstole fra lærerværelset og et tilstødende mødelokale.
Det fortæller Claus Peter Olesen, driftsleder på Molsskolen.
Tyveriet blev begået natten til onsdag formentlig i tidsrummet mellem 01-03.
- Det er mega træls, konstaterer Claus Peter Olesen.
Han fortæller, at indbrudstyven - eller tyvene - på en eller anden måde har fået åbnet en dør op til skolens 'lærergård' lige ved lærerværelset. Derfra er de båret ud og ifølge driftslederen kørt væk i en sølvgrå bil med en lukket trailer.
Claus Peter Olesen fortæller, at stolene, Børge Mogensen J39 - også kaldet Folkestolen - har været en del af skolen lige så længe, han kan huske, og formentlig stort set siden skolens begyndelse i 1965.
Indbruddet efterforskes lige nu af Østjyllands Politi, som bekræfter at have fået en anmeldelse onsdag morgen.
Hvis du har set eller hørt noget, der kan lede politiet på sporet af tyvene, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefonnummer 114.
Plastikstole som erstatning
På Molsskolen kan lærerne igen sidde ned i fraværet af deres vante stole.
- Vi havde heldigvis en masse ekstra stole. De er i plastik og har ikke nogen værdi, siger Claus Peter Olesen.
Hvorfor havde I som skole stole af så stor værdi?
- Hvis man kigger på det, har det nok været de billigste stole, vi har haft. Vi har haft dem meget længe, de har holdt godt, og så var de ikke så dyre dengang, siger Claus Peter Olesen.
Han fortæller, at indbrudstyve fremadrettet lige så godt kan blive væk:
- Der er ikke mere at komme efter. Stolene var det, vi havde af værdi, så der er ingen grund til at komme igen. Og vi kommer heller ikke til at anskaffe nye arkitekttegnede stole. Den tid er forbi, siger Claus Peter Olesen.