Færge omdirigeret: 140 efterskoleelever kan ikke komme hjem
Eleverne fra Gylling Efterskole var på vej fra Larvik i Norge til Hirtshals, men er nu på vej mod Kristiansand.
140 elever fra Gylling Efterskole syd for Odder skulle være ankommet til Hirtshals klokken 11.55 fra Larvik i Norge.
Men færgen fra Colorline har været nødt til at lægge ruten om og sejle mod Kristiansand på grund af dårligt vejr i Hirtshals.
TV2 Østjylland har set en besked, der er sendt ud til forældrene, hvor situationen er beskrevet.
Efterskolen har været på skiferie i Hemsedal den seneste uge.
Af hjemmesiden Marinetraffic.com fremgår det, at færgen Superspeed 2, der skulle sejle mod Hirtshals, har ændret rute og nu er på vej mod Kristiansand.
Af Colorlines hjemmeside fremgår det da også, at afgangen med Superspeed 2 fra Hirtshals 12.15 er aflyst.
Ifølge hjemmesiden sejler Superspeed 2 fra Kristiansand 16.30 med ankomst i Hirtshals 19.45.