Gartnerier hyrer polakker til halv pris
Fagforening går nu til kamp mod østjyske gartnerier, der hyrer polske medhjælpere til halv pris.
I den kommende uge vil 3F-medlemmer demonstrere foran gartnerier i Sabro og Malling ved Århus, fordi ejerne henter vikarer fra bureauet Baltic Workforce.
- Vi vil have dem stoppet. Det er vikarbureauet, der underbetaler medarbejderne, men det er gartnerierne, der scorer fortjenesten. Derfor fører vi konflikt mod begge parter, siger Thomas Møller, der er formand for den grønne gruppe i 3F Århus:
En af demonstrationerne går ud over Lars Kolling, som ejer gartneriet Nymarken ved Malling. Han er ked af balladen:
- Jeg har fået kontrakten godkendt i Dansk Arbejdsgiverforening, og 3F har set den. Det er fuldt lovligt, og derfor har jeg det dårligt med, at nogen står uden for gartneriet og siger, jeg er en skidt fyr, fortæller Lars Kolling.
Gartneren siger, han ville få underskud og styre direkte mod lukning, hvis han udelukkende ansatte danske medhjælpere til dobbelt løn.
Kilde: P4 Østjylland