Bakken Bears gør comeback i Europa efter russisk udelukkelse
Russiske Avtodor Saratov er blevet smidt ud af international basketball, og det baner vejen for Bakken Bears.
Bakken Bears profiterer af, at den russiske klub Avtodor Saratov er blevet smidt ud af international basketball efter Ruslands invasion af Ukraine.
Den aarhusianske klub får således russernes plads i kvartfinalen i FIBA Europe Cup.
Det skriver Århus Stiftstidende med henvisning til Det Internationale Basketballforbund (FIBA), som bekræfter sagen på sin hjemmeside onsdag.
Læs også
Allerede tirsdag slog Fiba fast, at russiske klubber blev udelukket fra forbundets turneringer, og onsdag har man klarlagt konsekvenserne samt yderligere sanktioner.
Rusland fratages eksempelvis sit kandidatur til værtskabet af EM i 2025.
Bakken Bears røg ud af FIBA Europe Cup, da klubben måtte nøjes med tredjepladsen i gruppespillet.
Læs også
Aarhusianerne sluttede efter netop Avtaodor Saratov og tyrkiske Bahcesehir.
Men på grund af udelukkelsen af det russiske mandskab skal Bakken Bears nu møde rumænske Oradea i FIBA Europe Cups kvartfinale.
Den første af to kampe skal spilles allerede onsdag i næste uge, mens returopgøret i Rumænien er programsat til den efterfølgende uge.