Politiker går i flæsket på farsblanding
Danmarksdemokraternes Hans Kristian Skibby har som fødevareordfører stærke holdninger til Salling Groups produkt, der er en blanding af hakket oksekød og hakket kyllingekød.
|
'Anti-kød-segmentet blander sig nu igen igen i, hvad vi danskere skal spise (...) Man kalder det en grøn løsning, men lad os nu være ærlige: Det er jo bare et forsøg på at få os væk fra kødgryderne'.
Sådan lød kritikken på sociale medier fra politiker Hans Kristian Skibby, der er valgt i Østjylland for Danmarksdemokraterne, da Salling Group som de første lancerede et farsprodukt bestående af hakket okse- og kyllingekød.
Og den kradse kritik står han ved.
- Jeg synes, det er et dårligt produkt. Jeg synes ikke, at man skal begynde at lave alle de her blandingsprodukter for at få folk til at spise anderledes, siger Hans Kristian Skibby i TV2 Østjyllands politiske magasin Folketing og sager.
En del af markedsføringen af produktet gik på, at det sænker klimaaftrykket at skrue ned for oksekød og erstatte det med kylling.
Du kritiserer det, som du kalder 'anti-kødsegmentet' og 'kostpolitiet'. Hvad er der galt med at lave et produkt, hvor det er halv okse og halv kylling?
- Der er ikke noget galt med produktet. Der er noget galt med den verden, vi lever i, havde jeg nær sagt, i forhold til alle de typer af produkter, som man tilskynder folk til at spise for at nedbringe deres klimaaftryk på deres fødevarer, siger han.
Men synes du ikke, at er der ikke lidt langt at gå, at du som folkevalgt politiker er inde og kritisere et nyt produkt, bare fordi det er et blandingsprodukt?
- Nej, det er det ikke, for jeg er jo fødevareordfører. Og en fødevareordfører skal også have lov til at debattere, hvad kommer der af nye fødevareprodukter på hylderne. Og der er det her et glimrende emne at vælge, fordi jeg ved, at der har været stor debat om, om det her er noget, som folk skulle sige hurra til, eller om de skulle sige nej tak. Derfor synes jeg selvfølgelig, at det var helt på sin plads, at vi som politisk parti også giver et lille besyv med om, at folk kan godt selv sortere i deres fødevare. Det behøver man ikke nogen kloge hoveder til at sidde og pinde rundt i.
Men det er jo en virksomhed, der lancerer et nyt produkt. Jeg går ud fra, at du mener vel, at de må godt selv bestemme, hvad de har lyst til at sælge?
- Det må de, og folk er hjertens velkommen til at købe det. Det vil jeg ikke anfægte. Jeg vil bare have lov til at have en holdning til tingene.
Blandet fars skal inspirere
Kombinationen af hakket kylling og oksekød kan købes i både Føtex, Netto og Bilka. Og i forbindelse med lanceringen fortalte Nicolai Lykke, der er kategorichef for kød i Salling Group, at produktet var testet, og at der kun var kommet positive tilbagemeldinger på især smag og konsistens.
- Når vi udvikler nye produkter, skal vi altid inspirere og gøre kunderne nysgerrige. Samtidig skal produktet appellere og adressere nogle af de ting, der fylder hos vores kunder, såsom ønsket om at spise mere efter de officielle kostråd, og med det nye kødprodukt tilbyder vi nu et velsmagende alternativ til det klassiske hakkede oksekød, som er manges favorit. Vi håber, at vi har skabt en ny klassiker i de danske køkkener, sagde Nicolai Lykke i en pressemeddelelse.
Foruden okse- og kyllingekødproduktet, der er konventionelt produceret, er der siden også lanceret et blandingsprodukt bestående af oksekød indeholdende 35% ærteprotein.