Var i sommerhus, da deres hus brændte: - Vi har ikke noget at komme hjem til
Fredag eftermiddag brød der brand ud i Marianne Bundes Oxholm Madsens hus. Nu skal ægteparret genhuses.
|
Det var en almindelig feriedag for Marianne Bundes Oxholm Madsen og hendes mand, indtil telefonen ringede fredag, og politiet lød i den anden ende af røret.
En ferie og hyggelig tur i sommerhus tog derfra en drejning for ægteparret.
- De fortæller os, at der er brand i vores hus, og at de har reddet de ting ud, som de kunne, fortæller Marianne Bundes Oxholm Madsen.
Vi er taknemmelige for, at vi var på ferie, for hvis vi var på arbejde, ville hunden have været derhjemme alene.
Ægteparret, der bor på en villavej i Odder, var chokerede over meldingen.
- Det er uvirkeligt.
Branden brød ud i taget på huset fredag eftermiddag og havde så kraftig røgudvikling, at brandvæsnet opfordrede alle i området til at lukke i døre og vinduer.
Det tog flere timer, før branden var under kontrol.
Surrealistisk
Ægteparret befandt sig omtrent 150 kilometer væk ved Faaborg på Fyn, og kunne derfor kun følge med i flammernes kamp via sociale medier og videoer, deres venner sendte.
- Det er lidt som at se en brand i fjernsynet, men nu var det vores, fortæller hun.
Parret havde planlagt at tage hjem igen samme dag. Det virkede pludselig meningsløst.
- Vi valgte at blive en nat længere, fordi vi ikke har noget at komme hjem til.
Kunne have været meget værre
Selv om ægteparret var chokerede over nyheden, var der en lille trøst i, at de var på ferie i et sommerhus langt væk hjemmefra.
- Vi er taknemmelige for, at vi var på ferie, for hvis vi var på arbejde, ville hunden have været derhjemme alene.
Nu står ægteparret over for en ustabil boligsituation, da deres hjem efter branden er ubeboeligt. Meldingen lyder indtil videre på, at det vil det være i minimum et halvt år.
Derfor har Marianne Bundes Oxholm Madsen rakt ud via en lokal Facebook-gruppe og bedt om hjælp til at finde et sted til ægteparret og hunden Tiny. Og opbakningen har været stor.
- Det er rart, at man kan blive hjulpet i en krise. Jeg har før hjulpet andre, så det er rart, at det også kommer den anden vej, siger Marianne.
Parret overnatter hos en veninde i weekenden og har fået tilbudt at sove på hotel. Næste skridt er genhusningen.
- Vi håber, at vi kan være tæt på byen.
Østjyllands Brandvæsen kan endnu ikke sige noget om brandårsagen.