Anders og Hector løber i ring: - Man glemmer lidt, at man sidder i fængsel
Inde bag murene i Enner Mark Fængsel var der skruet op for musikken og små flag blafrede i vinden, mens Anders og Hector løb i ring.
|
- Jeg har spist halvandet rundstykke med ost og marmelade, så jeg føler, jeg er klar.
Sådan lød det fra Anders Koster kort inden, han begav sig ud på en løbetur på omkring ti kilometer.
Han er indsat i Enner Mark Fængsel vest for Horsens, og torsdag deltog han og omkring 40 andre i Royal Side Run, som er små ”løbsarrangementer” i perioden op til Royal Run.
- Jeg synes, det er et fedt arrangement, og så sker der noget andet i vores hverdag, siger Anders Koster.
Løbet foregik naturligvis inde bag murene i fængslet, hvor indsatte og personale løb rundt i en ring på lidt over én kilometer.
Vi er jo også bare mennesker, der har trådt lidt ved siden af
Trådt ved siden af
Anders Koster sidder inde efter en sag, der ifølge ham drejede sig om "narko og våben", og det har han fået seks år for, fortæller han. Han klager ikke over hverdagen i fængslet.
- Den (hverdagen, red.) er fin, vi går på arbejde og laver de ting, vi skal, og ellers hygger vi og spiller kort, siger Anders Koster.
Hans løbemakker torsdag er Hector, som har et mål om at løbe fem kilometer.
- Jeg synes, det er et godt initiativ, siger Hector, som sidder inde i en sag om hash.
Nogen tænker måske, at du ikke skal have glæden ved at deltage i løb, fordi du sidder i fængsel, hvad tænker du om det?
- Det giver jeg ikke så meget for. Man kan sige, vi har jo også fritid i hverdagen, hvor vi for eksempel kan spille badminton i halvanden time ad gangen, så det er jo den samme tid, som vi bruger på det her. Så jeg kan ikke helt forstå, hvis man ser det på den måde. Vi afsoner, vi er straffet, og vi tager vores straf, siger Hector.
Det er Anders Koster enig i. For ham tjener løbet og andre aktiviteter i fængslet et større formål.
Hvorfor er det vigtigt, at der er nogle aktiviteter?
- Det er det for at blive resocialiseret. Vi er jo også bare mennesker, der har trådt lidt ved siden af, siger Anders Koster.
En normalisering
Ifølge enhedschef i Enner Mark Fængsel Lisbeth Feldballe, så har fængslet en lang tradition for at lave motionsløb inden for murene. Royal Run lægger vejen forbi Horsens 9. juni, og derfor mener hun, det er oplagt at lave et Royal Side Run.
- Det er også helt i tråd med Kriminalforsorgens ønske om, at livet inden for murene også afspejler livet uden for murene, så det er en del af en normalisering, siger Lisbeth Feldballe.
- Det her med at opstille et mål og træne op til noget og lykkes med det, det er jo også en vigtig del af arbejdet herinde. At man som indsat kan flytte sig og komme i mål med det man sætter sig for, siger enhedschefen.
Og Anders Koster er tilfreds med sin præstation til dagens løb.
- Det giver da en god følelse i kroppen, det er da dejligt, at man har nået et nyt mål - en ny personlig rekord, siger Anders Koster.
Undervejs i løbet var der vandposter og heppekor, og det hjalp ham på turen.
- Man glemmer lidt, at man sidder i fængsel, det er meget rart, siger Anders Koster.
Han løber også af og til rundt om fodboldbanen i fængslet, hvor man kan løbe seks gange om ugen, fortæller han.
Hector nåede sit mål på fem kilometer på en halv time.
- Det kunne godt have gået lidt hurtigere, siger han, men tilføjer:
- Jeg er glad for, at jeg gennemførte det.