Få historien læst op
Jeg ringer til min mor og siger, at jeg ikke kan magte at være her længere, og så bliver hun bange. Men jeg siger det egentlig højt, for at det ikke sker – tror jeg
Ordene kommer hviskende fra Liw Kaas, der sidder med øjnene fasttømret i jorden.
Hun lever ikke som alle andre jævnaldrende. Hun prøver at leve, mens hun kæmper for at overleve.
Det er en linedans, hvor et forkert skridt drager hende længere ned i en ond spiral af et Liw uden mad.
Liw er 22 år. Måler 161 centimeter og vejer 37 kilo.
Liw slynger sig i sin grå pallesofa med armen forlænget af mobilen.
Hendes mor, Liselotte Kaas, støtter sig til sin datter med en bekymringsrynke groet fast mellem øjenbrynene. Ved siden af dem ligger to kæmpe bamser fra Bilka. Den ene bamse er større end Liw.
Persiennerne er rullet for. Mormoren er her også. Hun sidder ved et spisebord skråt over for sofaen. Lidt på afstand.
Liw løfter kun blikket fra mobilen for at svare på spørgsmål.
- Jeg har lidt af anoreksi i cirka otte år, men jeg har altid haft det svært med min krop. Det eskalerede i 7. klasse. Jeg var på en lejrtur, hvor jeg fik et angstanfald. Hele den uge fik jeg kun et par lakridser og en sandwich. Det var det. Og så kunne jeg mærke, at det dulmede. Jeg tror, det var der, det startede.
Den måde, jeg bliver mæt på, er at kigge på varerne
Resten af samtalen med Liw, mor og mormoren drejer sig om Liw og anoreksien.
Stemningen føles som en tung dyne af en ulykkelighed, der bare venter på at kvæle luften i rummet.
Liw balancerer på kanten mellem liv og død. Både mormor og mor italesætter det flere gange, mens tårerne triller ned ad kinderne.
- Det er som om anoreksien står imellem Liw og mig. Jeg kan ikke komme ind til hende, fortæller moren.
Liw græder ikke en eneste gang. Det er som om, hun har vænnet sig til det.
- Jeg er vant til bare at lukke ned for mine følelser, siger Liw uden at løfte blikket.
Liw er en ung, reflekteret kvinde med et langt, smukt lyst hår. Når hun smider en joke afsted, glimter hendes øjne med et kækt løft på læben.
Sådan ser de fleste hende. Bare ikke hende selv.
Liw ser sig selv som tyk, grim og uduelig.
Misforholdet mellem Liws tanker og omverdens syn på hende gør hende så syg, at hun risikerer at dø af det, hvis hun ikke finder en udvej.
Hun er overbevist om, at andre ser hende, som hun ser sig selv. Uanset hvad hun får at vide.
- Jeg er altid bange for, at der en eller anden, der kommer med en kommentar om, at jeg er grim eller tyk.
Det vil jeg aldrig i min vildeste fantasi tænke om dig. Hvordan kan det være, at det er det, du tror, jeg tænker om dig?
- Fordi det nok er det, jeg selv ser. Det er egentlig mine tanker, jeg overfører på andre mennesker.
Hvad gør det ved dig, når jeg siger, jeg ikke ser dig som tyk?
- Jeg tror, du lyver.
Hvorfor er det, du tror, jeg lyver?
- For ikke at gøre mig ked af det.
Foran Nettos velkendte gule skilt står Liw. Hun har taget en stor termojakke og handsker på. Solen står højt, men blæsten er kold.
Hun stirrer på sine fødder – helt stille. Hendes tæer søger hinanden og danner en vinkel, mens blæsten får alt omkring hende til stille at bevæge sig.
Jeg tror, jeg er lidt bange - Ikke for mit helbred, men for vægten
Liw har indvilliget i at vise, hvad hun lægger i kurven, når hun handler. Men indkøbsturen bliver langt fra som forventet.
Undervejs fortæller Liw noget helt chokerende.
- Den måde, jeg bliver mæt på, er at kigge på varerne, og på den måde bliver jeg mættet med øjnene. Jeg kan for eksempel også godt føle, at når jeg kommer hjem fra en fest, så har jeg spist alt det, de andre har spist uden selv at have puttet mad i munden.
På vejen ud fra Netto fortæller Liw, at hun tit forlader en butik uden at købe noget, selv om det i første omgang er meningen, at hun skal fylde en pose med madvarer.
Det er også tilfældet i dag. En tom kurv, men stadig med følelsen af at være mæt.
Det er tirsdag omkring klokken 10.
Liw har taget sin sorte termojakke på og er på vej mod busstoppestedet foran sin lejlighed i Randers.
Det er samme procedure stort set hver uge. Hver tirsdag. Og det understreger meget godt, hvor alvorligt syg Liw er.
En gang om ugen får hun taget blodprøver.
En slags kontrol, der holder øje med, om hun skal indlægges eller ej. Om kroppen kan holde til det, eller om den lige pludselig siger fra.
- Jeg er én gang blevet hentet med en ambulance, fordi jeg skulle have mit kaliumtal op, fordi kalium kan gøre, at jeg kan få et hjertestop.
Turen til blodprøve føles mekanisk. Det er tydeligt at mærke, at det er blevet en del af dagligdagen for Liw. Hurtigt ind. Ærmet op. Ud igen.
Det handler ikke længere om at leve – det handler om at overleve
Men midt i det mekaniske står alvoren. Liws hjerte risikerer at stå af.
- Jeg tror, jeg er lidt bange. Ikke for mit helbred, men for vægten. Det er det, andre synes er så mærkeligt, fordi jeg burde være bange for, hvad jeg gør ved min krop, men jeg kan ikke selv se det – udover når vægten stiger.
Liws vægt svinger mellem 37 og 40 kilo – men om hun skal indlægges, fortæller svarene på blodprøverne senere samme dag.
Anoreksi og andre former for spiseforstyrrelse er svære at blive klog på. I Liws tilfælde er det tydeligt, at der er så mange kampe i kampen. Vægten. Vennerne. Familien. Maden. Helbredet. Ensomheden. Kontrollen.
Så mange ting, der gør det så svært for andre at forstå. For hvorfor kan noget, der virker så nemt som at spise, være så vildt svært?
For at komme tættere på en forståelse, kræver det adgang til alt det, der ikke kan ses med det blottede øje.
Det forsøger Liw at sætte ord på her.
Liw slap gennem blodprøverne denne uge og bliver i den grå pallesofa.
- Det handler ikke længere om at leve – det handler om at overleve. Ikke kun for Liw, men også for os, bævrer Liselottes stemme
Hendes mor og mormor kæmper en Sisyfos-kamp for at redde deres barnebarn og barn, der på en eller anden måde har givet op eller i hvert fald har mere end svært ved at finde en udvej.
Og det er klart. Otte år er lang tid i kampen for at blive bedre.
Men alligevel er der håb. Det må der være. For Liw får taget blodprøver, hun søger hjælp i vennerne og hos familien. Hun leder efter den udvej, der muligvis ikke gør hende rask, men gør hende i stand til ikke bare at overleve, men også i stand til at leve.
Spørgsmålet er bare, hvornår og hvordan det lykkes.
Hvad med fremtiden, Liw?
- Jeg tør slet ikke tænke på det, fordi det frustrerer mig bare. Altså, jeg kan håbe på, at jeg har fundet en kæreste og fået nogle børn. Men jeg vil helst ikke tænke på det, for jeg bliver bare irriteret og frustreret. Jeg vil hellere håbe på ingenting end at håbe på noget, for så bliver jeg ikke skuffet.
Går du med svære tanker?
Hvis du sidder med tvangstanker, der kunne tyde på en spiseforstyrrelse, eller hvis du kender nogen, som viser tegn på dette, så sig det højt.
Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 70 10 18 18 eller læse mere om det på www.lmsos.dk.
De er der for at hjælpe dig igennem det.
Tekst: Matias Grønborg og Line Schou Jensen
Fotos: Anders Madsen, Matias Grønborg og Line Schou Jensen
Redaktør: Asbjørn Andersen
Udgivet juli 2021
Læs også
