Dem som ilden tog

 

Der kan ske meget på 5 minutter og 47 sekunder.
Du kan nå at fylde din opvaskemaskine.
Booke et hotel til din sommerferie.
Og på 5 minutter og 47 sekunder kan en afdeling på et plejehjem brænde op.
Og tre mennesker miste livet.

Fordi ilden næres af de åbne vinduer i den varmeste sommer i mands minde.
Fordi personalet har travlt i en anden ende af bygningen.

Fordi det er umuligt komme ud af en dør og ned ad seks trapper, når man sidder i en kørestol.
Fordi et sprinkleranlæg blev fravalgt for 20 år siden.

Dette er historien om den dødsbrand, der ramte plejehjemmet Farsøhthus i det lille samfund Allingåbro den 3. august 2018.

 

Tre mennesker døde før tid. Tre mennesker med liv, der fylder langt mere end sætningen ’tre omkomne’ i landets aviser. 

Eksperter kalder det en helt usædvanlig brand.
Plejehjemsbrande er ganske vist et alt for kendt fænomen, men at tre mennesker dør på så ganske kort tid forskellige steder i en bygning. Det burde ikke kunne ske.

Men ville det ikke være bedre at lade alle sår hele? Burde vi ikke bare lukke bogen til et sort kapitel i den økonomisk pressede Norddjurs Kommunes historie, tænker du måske? 

Der er børn, der skal hentes. Skoler, der skal nedlægges. Hverdagen går videre.
Men i Allingåbro og omegn findes mennesker, der sidder fast.

De mangler svar.

 

Dette er historien om, hvorfor urnen med asken fra Inger-Lis stadig befinder sig på bordet i sønnen Bjørns hytte i haven.

Inger-Lis Madsen

 

Juli 2018 Farsøhthus Plejehjem

Hun har fået håret flettet og sidder så fint i sin sommerkjole, mens hedebølgen buldrer derudad i Farsøhthus og i resten af Danmark. 

Bjørn kigger på hende. Nyder synet.

 

De ryger en smøg sammen. Som så mange gange før.

Den svære beslutning om at flytte Inger-Lis fra sin egen bolig tæt ved hans og Hannes hjem i Ørsted nager ham ikke længere. Hun har det godt på Farsøhthus.

Her er hun ikke i fare for sætte ild på sig selv.

Tænk, at det skulle komme dertil. 

Inger-Lis - moren - den belæste - SF’eren - der havde hårdt fysisk arbejde i skiltevirksomheder. Der i en alder af 75 år købte sit livs første læder-dragt, så hun kunne komme på motorcykeltur med sin 15 år yngre kæreste.

De havde ellers i årevis været en familie bestående af bare de to. Bjørn og Inger-Lis.

Når de andre drenge i blokkene på Vestervang i Aarhus ikke vidste, hvad de skulle tage sig til, gik de med Bjørn hjem til Inger-Lis. Den enlige mor havde altid plads. Hun rummede dem.

Hun havde passet på Bjørn – og han på hende i alle årene.

 

Bjørn mødte Hanne og med tiden flyttede parret på landet. Til Ørsted. Der skulle være plads til børn. Der bare aldrig kom.

Men at være i en lille familie var ikke uvant for Bjørn. Han var vokset op sådan.

Mens Hanne og han byggede et liv uden for Aarhus med en dagligdag på Grenen, hvor Bjørn arbejdede med anbragte børn og unge, var Inger-Lis flyttet til Sjælland.

 

Hun havde fundet en kæreste, der var 15 år yngre – en mand, der kunne følge med hende.

Eller næsten.

Som dengang Inger-Lis tog førertrøjen på som 80-årig, da de alle fire cyklede til Møn. På campingpladsen hoppede hun af cyklen og begyndte straks at sætte telt op, mens kæresten, Bjørn og Hanne fuldstændigt udmattede væltede omkuld i skyggen under et træ.

Det havde været rart med en mand til i familien. En, der kunne dele Bjørns følelse af ansvar for Inger-Lis. Men han var desværre død af kræft få år efter cykelturen.

Inger-Lis var alene igen. I et stort hus med stor have i den anden ende af landet.

 

Så Bjørn besluttede for hende, at nu skulle hun tilbage til Jylland. Hun fik en ældrebolig i Ørsted. Tre minutter væk fra det lavloftede gamle hus, hvor Bjørn bor med sin kone.

 

Men alderen, som hun var løbet fra hele livet, indhentede hende. Et brækket lårben. Blærebetændelser, der fik hende til at blive tåget. Kaotiske indlæggelser.

De påvirkede psyken og forværrede en begyndende demens.

 

En dag faldt hun i søvn på toilettet. Med en smøg. Kort efter var der ild og røg fra vasketøjet på badeværelset.

Brandvæsen. Politi. Ambulance.

 

Det blev tydeligt for Bjørn. Han kunne ikke trække tiden længere i ældreboligen.

Nogen måtte at holde opsyn med hende, når hun røg smøger. Også selvom han besøgte hende flere gange om ugen.

Han indstillede hende til plejehjem og lavede aftaler med personalet om, at hun altid skulle have rygeforklæde på, når hun røg. De skulle holde øje med hende. Og lighteren skulle ligge i medicinskabet, så hun måtte bede om den.

Rygning er farligt. Ifølge Beredskabsstyrelsen dør der gennemsnitligt 70 mennesker i Danmark hvert år i dødsbrande. 16 procent af disse sker på plejehjem. Langt størstedelen sker på grund af uforsigtighed ved rygning.

 

Bjørn og Inger-Lis ryger en smøg sammen på terrassen. Det bliver til to.

Det bliver sidste gang, Bjørn taler med sin mor.

Det er hos Inger-Lis, at branden starter den 3. august 2018.

 

Bagefter vil Østjyllands Politi konkludere, at branden starter i sofaen hos Inger-Lis, men at ‘brandårsagen er ukendt’.

I Norddjurs Kommune mener lederen af plejehjemsområdet, at der ikke er noget, der indikerer, at branden skulle skyldes uforsigtighed ved rygning.

Bjørn er af en anden overbevisning.

 

Branden

 

- Puha, der lugter af røg her, siger Annelise Jensen, imens hun kommer gående ned ad gangen.

Gerhardt Nørgaard Andersen sidder for enden af bordet i spisekrogen i Afdeling Øst på Farsøhthus. Han er i gang med sin første halve rugbrød. Der er altid smørrebrød til aftensmad på Farsøhthus.

 

Gerhardt er 73 år og har været plejehjemsbeboer i et par år efter en hjerneblødning. Han sidder med ryggen til gangen. Gudrun Birch har sat rollatoren fra sig og sidder ovre i hjørnet. Naboerne på gangen, Christian Jensen og Johanne Kjeldsen, har også sat sig. De mangler kun deres femte spisemakker - Annelise Jensen.

Ved lyden af hendes stemme vender han sig om og ser nu, at der løber sort røg langs loftet. Røgen kommer ud af dørsprækkerne fra lejlighed 23. Det er lige ved siden af deres spisekrog.

Afdeling Øst består af en lang gang med lejligheder. For enden af gangen ligger det lille spisekøkken og en brandtrappe.

 

For at åbne døren skal man trække i to dørhåndtag. Et foroven på døren og et almindeligt. Sådanne håndtag sættes på døre i plejehjem for at hindre demente i at gå deres vej. Åbner du døren, vil du opdage, at der er seks trapper ned. Det vil, kombineret med det manglende sprinkleranlæg, inden for ganske få minutter vise sig at være fatalt.

Inde i lejlighed 23 sidder Inger-Lis.

 

Klokken 17.30 går den første røgalarm i hendes hjem. Den afgiver ingen lyd, men sender et signal til plejepersonalet. 14 sekunder senere sender varmedetektoren fra lejligheden også et signal.  

Døren til lejligheden går op, og ud kommer Inger-Lis Madsen i sin kørestol.

Det er her det brænder, siger hun ud i gangen. Gerhardt hører hende og ser, at mens ordene kommer ud af munden på hende, kommer en kraftig stikflamme ud fra lejligheden.

Han undrer sig over, hvorfor alarmerne ikke kimer, så alle kan advares om, at de skal løbe for livet. Hvis de kan.

Hedebølgen ligger tungt over Danmark. Vinduerne i lejligheden er ifølge DBI’s rapport åbne, og det samme i køkkenet, hvor Gerhardt sidder med de andre. Branden spreder sig hurtigt, fordi der er gennemtræk.

Christian rejser sig og går væk fra spisekøkkenet. Han er dement, og kan ikke beskrive, hvad der er sket. Men han bliver reddet ned fra en altan i den anden ende af plejehjemmet. Annelise står på den anden side af branden, og hun er også så fysisk frisk, at hun kan komme hen til altanen i den anden ende. Værre er det for de andre, som er dårligt gående.

Gerhardt har stillet sin rollator henne ved branddøren i spisekøkkenet, og branden afskærer nu spisepladsen fra resten af plejehjemmet. De sidder i en blindgyde. Han har før set plejepersonalet komme ud og ind af en dør lige ved siden af, hvor de spiser. Døren har et ekstra håndtag foroven - ligesom hoveddøren ind til en børnehave. Det er ikke forbudt at lave hindringer, så demente ikke lukker sig selv ud hele tiden - heller ikke når det gælder branddøre. Men tiden er knap.

Gerhardt glemmer alt om rollatoren. Han går frem og skubber det lille sofabord, stole og rollatorer væk foran branddøren. Det lykkes ham at åbne branddøren, komme ud i trappeopgangen og gå ned ad trappen og ud i det fri. For første gang i flere år har han selv gået uden en rollator.

Det bliver hans redning.

 

Gudrun Birch

 

Tilbage ved spisebordet sidder Gudrun Birch.

Hun er kendt i bybilledet.

På cyklen med en gryde med øllebrød på bagagebæreren på vej til sin gamle nabo, der stadig skulle have grød, som han havde været vant til, mens konen levede.

Hendes foroverbøjede krop i gang med at ordne den smukke have rundt om den store villa på Hovedgaden i Allingåbro.

Det er kun ti måneder siden, at den 91-årige Gudrun flyttede ind på Farsøhthus. Hun kender stedet indefra efter sine mange år som plejer-afløser og senere som frivillig.

 

Men hun er nu så gangbesværet, at hun bor på byens plejehjem. For få timer siden sad hun i eftermiddags-heden på terrassen over for sin datter Dorte.

Dorte var kommet direkte fra sit arbejde i blomsterbutikken, der ligger over for plejehjemmet, for at drikke en kop kaffe. 

- Hvor bliver det spændende med den nye pavillon, når den åbner, sagde Gudrun. Dorte havde nikket bekræftende.

Det var en god nyhed, at der var blevet doneret en ny havepavillon til de ældre fra en af byens borgere.

 

Dorte havde ladet Gudruns dør stå åben, da hun sagde farvel, fordi hun vidste, at Gudrun snart skulle ned i spisekøkkenet til ‘middagsvennerne’.

Og mens Gudrun går i gang med smørrebrødet, er Dorte og manden ved at gøre sig klar derhjemme. De vil cykle hen til hotellet i byen og spise middag. 

Dortes telefon ringer.

Skynd dig at komme. Det brænder nede ved din mor. Klokken er 17.40, og i løbet af få minutter er Dorte tilbage ved Farsøhthus.

 

Det vrimler med brandfolk, politi og borgere fra byen, da Dorte er tilbage ved plejehjemmet. Branden er slukket, og beboerne bliver hjulpet ud. Gerhardt er kommet væk derfra og sidder nu i bagerens baggård og får en øl for at dulme nerverne.

Men Gudrun kommer ikke ud. Der ligger to personer derinde, råber en brandmand. Dorte ved med det samme, at det er hendes mor. For halvanden time siden drak de kaffe sammen. Nu er hun død.

Ingen ved præcist, hvad Gudrun oplever i sine sidste minutter. Hun er for gangbesværet til selv at kunne rejse sig op fra sin plads ved spisebordet i hjørnet. Hendes rollator står bag ved hende, og branden har hurtigt fået godt fat.

 

Der er intet personale til stede i stueetagen på plejehjemmets Afdeling Øst. De er i gang med at servere mad på de andre gange. Branddøren hen til hovedindgangen er blevet smækket i, i takt med at alarmerne i bygningen er gået. På den anden side af den nu lukkede branddør ind til Afdeling Øst står personalet. De må, ifølge deres instrukser, fra det tidspunkt ikke gå ind bag dørene. Kun røgdykkere og brandfolk må hente beboerne ud.

Sosu-hjælper Lena Dyrby Maarup står med uro i kroppen uden for branddøren. Hun har mest lyst til at åbne døren og gå derind og forsøge at redde dem. De sidder alle derinde - alle de, som hun plejer at lægge i seng og hjælpe med alt muligt, fortæller hun senere til Fagbladet FOA.

I stedet hjælper hun, hvor hun kan. Hun giver de evakuerede beboere lidt at drikke, noget rent tøj eller taler med dem.

 

Imens er Gudrun sammen med Inger-Lis og Johanne fanget i det brændende køkken.

 

Damen i vinduet

 

Jan Høegh kommer kørende med sin mor og far op ad Hovedgaden. Den 39-årige Jan bor i byen. Da hans far ser, at der kommer hvid røg ud af et vindue for enden af gavlen på Farsøhthus, bremser han bilen og holder ind til siden. Allingåbro er fyldt med biler sådan en fredag sommeraften.  

- Vi skal have fat i den bænk, siger Jan til sin far, mens han løber over mod en bænk, der står tæt på plejecentret. Foran vinduet står der tre personer, som forsøger at hjælpe kvinderne ud af vinduet, men der er for langt derop.

 

Bænken er boltet fast. Jan løber videre og får øje på to grønne affaldsbeholdere fra Reno Djurs i et overdækket skur. Han hiver fat i den ene og skubber den de sidste 30 meter over mod det brændende vindue.

 

Nu er der kun én kvinde tilbage. Den anden er sunket sammen. Han vælter den store grønne affaldsbeholder og hopper op på den. Med venstre arm læner han ind under kvinden, og den højre får fat om knæene, så han kan løfte hende ud. Der går få sekunder, og så har han løftet hende ned.

Han lægger kvinden ned på jorden. Selv om armene kun har været i branden to-tre sekunder, så er den venstre arm forbrændt, og den højre arm svier.

- Hun ligger for tæt på ilden, siger en af de mange personer, som nu er ved Farsøhthus. Jan løfter hende op igen. Mens han går længere ned ad parkeringspladsen med hende, ankommer de første deltidsbrandfolk.

Selvom det er fristende straks at køre mod flammerne og begynde at bekæmpe dem, så følger de fire deltidsbrandmænd retningslinjerne og kører mod plejecentrets kontaktpunkt.

 

Det betyder, at de opdager tre beboere på bagsiden, som står i umiddelbar livsfare på en altan. De får reddet to af dem ud via en stige med det samme, fortæller beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Beredskab og Sikkerhed senere til medierne.

Der er ikke mere Jan kan hjælpe med. Han går med familien væk derfra. Han når ikke langt, før smerterne i armene bliver voldsommere.

I blomsterbutikken overfor plejehjemmet låner han den kolde vandhane for at dulme den dunkende smerte. En avis skriver senere, at en 11-årig dreng hjalp en kvinde ud fra Farsøhthus. Den dreng findes ikke. Det er 39-årige Jan Høegh, der redder 95-årige Johanne Kjeldsen ud.

Alt er sket på ganske få minutter.

5 minutter og 47 sekunder..

Cirka 17:30: Røgdetektoren i Inger-Lis Madsens soverum går. Forvarsel til personale sendes.

14 sekunder senere går termodetektoren lejlighedens stue og sender igen forvarsel til personalet.

17:30:18: Vagtcentralen modtager den automatiske brandalarm fra Farsøhthus.

Cirka 17:32: Røg detekteres i flugtvejsgangen.

17:33: Røg i køkkenet.

17:34:43 kører det første slukningskøretøj fra brandstationen.

17:35:47 ankommer beredskabet. Fra der opdages røg i køkkenet til brandvæsenet ankommer, går der cirka 2 minutter og 30 sekunder, ifølge DBI’s rapport.

Kilde: DBI’s rapport ”Undersøgelse af branden på Plejecenter Farsøhthus”, 6.09.2018; info fra Beredskab og Sikkerhed samt alarmloggen fra Farsøhthus.

 

Johanne Kjeldsen

 

- Åh, Jytte, jeg har drømt noget frygteligt. Jeg drømte, at det brændte nede på plejehjemmet.

Det er fredag aften på Skejby Sygehus i Aarhus. Der er gået en håndfuld timer, siden flammerne opslugte en del af Farsøhthus.

I sygesengen ligger 95-årige Johanne Kjeldsen, som Jan Høegh fik ud ved at kravle op på en affaldscontainer og trække hende til sig.

 

En helikopter bragte hende til sygehuset og sengen, hvor hun ligger nu.

Håret er svedent. Det samme er øjenbryn og vipper. Hun er forbrændt på arme og ryg. Huden er sort.

Ved hendes side sidder Mogens og Jytte Kjeldsen. Søn og svigerdatter. Løbende kommer børnebørn til. 

De håber, at hun snart vil få fred.

 

Det er et langt liv, der ligger i sengen. Fra Ålsrode til Ebeltoft, hvor hun levede i mere end 60 år. Ud at tjene. Telefonpasser. Strygekone på vaskeri og dagplejer.

En aktiv dame, der spillede golf med sin mand, indtil han faldt om på golfbanen i 1997. 83 år gammel.

 

35 år i Røde Kors. Besøgsven. Mindst 1000 par sokker blev strikket til salg i butikkerne. Duge og broderier blev strøget. Strøget på begge sider. Ingen kunne stryge som Johanne.

Et par ældre i Ebeltoft kunne ikke længere klare indkøbene selv. Det klarede Johanne for dem.

Og så var der familien. To børn. Fem børnebørn. Elleve oldebørn. Dem sukkede hun efter i mange år. Livets topping på desserten.

Johanne var klar i hovedet til det sidste.

 

Men et sammenfald i ryggen betød, at hun måtte på plejehjem. Den 16. marts 2017 rykkede hun ind på Farsøhthus. Det var okay, når det nu ikke kunne være anderledes.

De sidste par år begyndte hun dog at tænke. Tænke på, om hun ikke snart skulle have fred. Hun ville klare sig selv. Det havde hun gjort i mange år, men kunne ikke længere.

- Åh, Jytte, jeg har drømt noget frygteligt. Jeg drømte, at det brændte nede på plejehjemmet.

Ordene om drømmen bliver Johannes sidste. Hun døser hen. Søndag morgen klokken kvart i fem - halvandet døgn efter branden -  dør hun.

Til bisættelsen i Ebeltoft et par uger senere kommer næsten 100 mennesker i kirken. Familie, venner, kolleger fra Røde Kors og dagplejebørn, der blev passet af Johanne for næsten 40 år siden.  

 

Christiansborg blander sig

 

Det er dagen efter Johannes død. 

Normalt bliver en brand senere undersøgt af politiets brandteknikere. Og af beredskabet selv. Men bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) vælger at hyre Dansk Brand & Sikringsteknisk Institut (DBI) ind for at undersøge, hvordan en brand på så få minutter kunne koste tre mennesker livet.

I løbet af den næste måned besøger DBIs medarbejdere plejehjemmet. De gennemgår logjournalen fra alarmerne og gennemser de gældende brandregler og ombygninger på plejecentret.

Undervejs falder de over en 20-årig gammel skrivelse.

 

Beredskabschefen Erling Thoft fra Rougsø & Sønderhald Redningsberedskab har skrevet nogle få, men betydningsfulde ord.

Farsøhthus er i gang med en ombygning - uden et sprinkleranlæg. Beredskabschefen mener, det kan undværes, fordi plejehjemmet ligger tæt på brandstationen. Der er 500 meter i brandbil mellem de to steder.

- Det er jo forfærdeligt, set i bakspejlet, siger Torben Jensen. Han var borgmester i den daværende Rougsø Kommune. Han erindrer ikke, at beslutningen har ligget på hans bord. Det var en sag imellem det arkitektfirma, som stod for renoveringen af plejehjemmet i 1997-99, og så den daværende beredskabschef, Erling Thoft, der ikke lever længere.

- Det var ikke noget, vi spekulerede på. Men jeg tænker i dag, at pengene heller ikke have været der, hvis det var blevet bragt på bordet, erkender Torben Jensen.

På et åbent samråd den 11. september på Christiansborg sidder transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) med brand-redegørelsen i hånden. Ord efter ord bliver det tydeligere, at brandsikkerheden på Farsøhthus kunne have været bedre.

Redegørelsen fastslår, at plejehjemmets alarmanlæg ikke har samme sikkerhedsniveau som et sprinkleranlæg. Nok bliver brandvæsenet tilkaldt, men alarmen begynder ikke at bekæmpe branden.

Samtidig påpeges en række fejl. Spisekøkkenet er en del af flugtvejen - det medfører “en væsentlig forøget brandbelastning”.

 

På baggrund af rapporten beslutter ministeren, at endnu et eksternt firma skal undersøge, hvor mange dispensationer der er blevet givet i kommunerne. Den rapport forventer ministeriet ligger klar omkring årsskiftet.

Branden på Farsøhthus kommer derved til at handle om mere end Gudrun, Inger-Lis og Johanne.

 

Den kommer til at handle om, hvorvidt brandsikkerheden på danske plejehjem er værre end hidtil antaget.

Om der er andre plejehjem som Farsøhthus - hvor der er blevet givet dispensationer, der kan have fatale følger.

“Jeg kan godt frygte, at sagen om Farsøhthus kun er et af flere eksempler ude i kommunerne. Og at denne sag kun kom op til overfladen, fordi hele tre personer omkom. Der skal lig på bordet, før man sætter fokus de forskelle, der kan være i beslutninger om brandsikkerhed fra kommune til kommune,“ siger professor Kristian Dahl Hertz fra DTU Byg.

Han har ikke store forventninger til den kommende  rapport, der skal kaste lys over, hvor mange lignede dispensationer der er givet i kommunerne.

“Vi har set det før. Folk dør. Der nedsættes en kommission, der udsendes hyrdebreve - der går tid. Imens glemmer alle, at der var og er et problem.”

Han er del af uddannelsen Master i Brandsikkerhed på DTU, der er rettet mod personer, der skal lede og koordinere brandtekniske opgaver i private og offentlige virksomheder.

“Fokus er på de menneskelige konsekvenser af ulykkerne, og dem prøver vi også, så godt vi kan, at afspejle i vores undervisning for at motivere vores studerende til at gøre noget for sikkerheden. Men når de kommer ud i praksis, bliver de ofte presset til at se igennem fingre med dårlige løsninger for at spare penge.”

 

 

Åbningsfesten

 

“Her i vores hus er glæde”, synger lirekasse-kvinden, mens der bliver serveret varme pølser. Der er flag hele vejen fra parkeringspladsen, hvor brandskaderne stadig er synlige, og langs stisystemet om til baghaven.

Det er blevet september, og den pavillon, som Gudrun aldrig nåede at besøge, bliver indviet. Gudruns datter, Dorte, er på arbejde i blomsterbutikken 100 meter derfra. Hun er inviteret, men hun kan og vil ikke.

 

Hun under de ældre beboere en smuk pavillon, men hun kan ikke være med til en fejring med flag. Der er kun gået en måned, siden hendes mor døde. De frivillige, som arrangerer festen, vil gerne vise noget positivt fra plejecentret. Men Dorte er ikke klar. Det er for tæt på.

Bjørn bliver decideret provokeret, da han læser om festlighederne. Pavillonen er de ældre vel undt, men flagene og sangene kan han ikke have. Det sker to dage efter, at de nye oplysninger om brandsikkerheden er kommet frem.  

 

Kom videre

 

I et parcelhus knap to kilometer fra Farsøhthus sidder Mogens og Jytte Kjeldsen. Søn og svigerdatter til Johanne Kjeldsen, der døde på Skejby Sygehus for to måneder siden.

Bisættelsen er veloverstået. Hverdagen er ved at indfinde sig igen.

Johanne havde i flere år ønsket sig at få fred. Familien håbede, at hun skulle glemme at vågne en morgen. Men sådan skulle det ikke være.

- Sket er sket, og det kan ikke laves om. Vi må bare acceptere det, siger Jytte.

Mogens nikker. Accept og lyst til at komme videre fylder dem begge. End of case. Slut. Færdig. Videre.

 

- Hvis hun havde overlevet, havde vi fået skældud. Hun skulle ikke genoplives. Det havde hun skrevet i sin journal. Hun skulle ikke på nogen måde genoplives, siger Jytte og tygger lidt på det:

- De andre fik ikke den mulighed for at sige farvel. Vi har fået en afslutning, det har de ikke. Når nu det skulle være, er vi nok sluppet lidt bedre end andre.

 

Siden branden har mediedækningen af Allingåbro været massiv. Snakken går i byen. Rygter om hvad der skete. Nogle er vrede. Andre er kede af det. Nogle søger retfærdighed. Andre vil slutte fred med det hele. Det vil Mogens og Jytte også.

De bebrejder ingen, og søger ikke svar hos kommune eller plejehjem. Uanset hvad der virkelig skete, eller kunne have været gjort, kommer Johanne ikke tilbage.

 

Blomsterbutikken

 

Det er ikke slut for Bjørn.

Inger-Lis’ sidste vilje var meget klar. Ingen ceremoni. Ingen bårebuket. Ingen dødsannonce. Kun Kattegat eller ved et træ i Bjørns have.

Men urnen står i et træhus i haven hos Bjørn og Hanne. Nogle aftener sover Bjørn ved siden af urnen.  

 

Det er alarmerne, det manglende sprinkleranlæg og en trappe som nødudgang for gangbesværede, der nager ham.

Hvorfor afgav alarmerne ikke høje lyde, som kunne have alarmeret Inger-Lis og de andre beboere? Ulmer sådan en brand ikke?

Ifølge pleje- og omsorgschef i Norddjurs Kommune, Søs Fuglsang, blev der 14. december 2017 opsat multidetektorer i spisekøkkenet tæt ved Inger-Lis’ bolig.

Nu kunne alarmen både opfange røg og varme. Derimod har Gerhardt hørt rigtigt.

Hverken alarmen i Inger-Lis’ lejlighed eller på gangen var sat til at afgive lyde.

De enkelte lejligheder er selvstændige brandceller, som skærmer for branden, så længe dørene er lukkede. Så længe branddørene holdes lukkede, kan branden afgrænses, og derved skabes tid til sluknings- og redningsarbejdet.

Der er ikke en høj lyd på gangen eller i lejlighed. Lyden er hos det altid vågne personale, der har til opgave straks at løbe til den berørte lejlighed.

“Den rent praktiske situation er, at en meget høj alarm ville få alle beboere ud på gangene, og det er ikke det ønskværdige, da det mest sikre sted er inde i lejligheden - der som sagt er en selvstændig brandcelle. I den konkrete situation ville det have været fatalt, hvis alle borgere på gangen havde åbnet dørene,” forklarer Søs Fuglsang i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

 

Så den hårde og måske kyniske sandhed er, at meget havde set anderledes ud, hvis Inger-Lis ikke havde åbnet døren. Og hvis der havde været et sprinkleranlæg, naturligvis.

På Bjørns spørgsmål om, hvorvidt Inger-Lis har røget uovervåget og derfor - som hun har gjort tidligere - har kommet til at starte branden i sofaen, så vil Norddjurs Kommune ikke kommentere på personoplysninger såsom, hvorvidt en beboer var ryger eller ej.

Derfor lyder svaret således: Hvis en plejehjemsbeboer er ryger, så bliver der lavet en individuel handlingsplan: Skal borgeren have hjælp til at tænde smøgen? Skal der ikke være adgang til tændstikker, eller skal den ældre overvåges under rygning? Men Norddjurs Kommune kan ikke svare på, om de aftaler er blevet overholdt, fordi kommunen ønsker ikke at kommentere på en afdød person.

På spørgsmålet om, hvorfor var der trappetrin ned, hvis man skulle flygte ad nødudgangen, er svaret ifølge DBI, at trapper ikke er ulovlige. Det er ikke engang noget, der påtales i brandsynsrapporter.

- Hvordan kan det være lovligt et sted, hvor så mange sidder i kørestol? tænker Bjørn. Han forstår ingenting. Han sover ikke godt om natten.

 

Mange har rådet Bjørn til at lægge det fra sig. Lade sagen ligge. Komme videre.

Men tankerne, der kommer hver morgen efter 10 vågne sekunder, hos Bjørn kredser.

En dag får han nok af tankerne og beslutter sig for at opsøge Dorte i blomsterhandlen. Han har set hende fortælle om sin mor i tv. Han håber, at hun vil have lyst til at tale med ham også.

Dorte ser Bjørn og hans kæreste, mens de går ude foran. Hun beder sin chef ekspedere dem, mens hun selv stiller sig lidt længere væk.

Men Bjørn går målrettet efter hende.

De har hilst kort på hinanden på gangene på Farsøhthus, men nu er første gang de snakker sammen.

De går om i blomsterbutikkens baglokale. Bjørn fortæller om sin mors smøger.

- Det er måske min mor, der er skyld i, at din mor døde, siger han.

Dorte mærker, at det er svært for ham. Hun kendte godt til rygterne om, at den brandramte bolig var en ryger-lejlighed.

I over en time snakker de sammen. Vender de mange spørgsmål, som de begge sidder tilbage med. Vender deres manglende farvel til deres mødre.

Begge har de søgt svar og mangler at få viden fra Norddjurs Kommune om brandens udvikling - ikke fra plejehjemmets personale, men fra højere sted.

Dorte føler sig lettet efter snakken med Bjørn. Nogle brikker falder på plads. Men hun mangler nogen, som vil tage ansvar.

 

Hun læser i aviserne, at politikerne fortæller, at de aldrig i dag ville have undladt et sprinkleranlæg.

Men det kan hun ikke bruge til noget.

Hun tænker på sit eget ansvar som borger.

Hvis hun ikke rydder sne på sit fortov, og postmanden falder derude og brækker benet, så er det hendes ansvar. Hvordan kan kommunen sige, at alle regler er overholdt. Så er der da noget galt med reglerne? Hun føler, at alle vasker hænder.

 

I en nyhedsudsendelse på TV2 ØSTJYLLAND siger formand for voksen-og plejeudvalget i Norddjurs Kommune, Lars Møller (S):

- Man kan jo altid sige, at der burde have været gjort noget tidligere. Jeg læner mig op ad, at der har været brandtilsyn en gang om året, og at der har været en større gennemgang i 2011. Så skulle der have været nogen, der havde påpeget problemet.

Lars Møller siger også, at en dispensation vedrørende etablering af sprinklere med en begrundelse om nærhed til en brandstation ikke ville blive givet i dag. Det siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl i Norddjurs også til flere medier. Han giver dog også svar tilbage til Lars Møller i Randers Amtsavis:

- Det er vigtigt at forstå, at det er bygningsmyndigheden, som stiller krav til bygningsejeren. I det her tilfælde var begge dele kommunen. De krav, der var stillet, var overholdt, og derfor har vi ikke myndighed til at gå ind og give nogle påbud.

 

Men branden har konsekvenser i Norddjurs.

Kommunen går sammen med beredskabet i gang med at undersøge alle kommunale institutioners brandsikkerhed.

Der afsættes 2,6 millioner kroner til brandsikring og sprinkleranlæg på Farsøhthus.

De tre efterfølgende år vil der blive afsat en halv million kroner om året til generel brandsikring.

Det er mange penge i en kommune, hvor alle lærervikarer er sparet væk. Hvor der er ekko i kommunekassen.

 

Texas

 

I oktober sætter Bjørn sig ind i et fly.

For første gang i mange år er han taget på en længere rejse.

Førhen følte han, at han altid skulle kunne komme hen til sin mor inden for relativ kort tid.

Når han var på sin tre ugers sommerferie på Anholt, kaldte de andre på campingpladsen ham med et kærligt grin ‘pendleren’. Han tog nemlig tilbage til fastlandet for at besøge sin mor.

Nu har han været 14 dage i Texas med nogle venner. Psykologen mener, det er fornuftigt at komme lidt væk fra det hele.

Men derhjemme i træhuset i haven står urnen endnu. Asken venter på at blive spredt.

Men Bjørn føler ikke, at han kan sige farvel, før han har fået flere svar - før nogen tager ansvar.

Blev der fundet en fyrfadslighter i moderens lejlighed? Selvom den normalt var låst inde i medicinskabet? Han ønsker ikke, at medarbejdere bliver personligt stillet til ansvar, men han føler, der er sket et omsorgssvigt af hans mor.

Pilen peger for ham både på de løbende brandtilsyn og kommunen, som aldrig har genovervejet, om plejehjemmet skulle have et sprinkleranlæg.

 

Han vil sagsøge kommunen.

 

Epilog

 

Østjyllands Politi har konkluderet, at brandårsagen på Farsøhthus er ukendt.

Den tekniske efterforskning af branden er dermed afsluttet.

Den 12. oktober 2018 har Østjyllands Politi oplyst til TV2 ØSTJYLLAND, at der dog stadig pågår efterforskning.

Politiet er i færd med at undersøge, hvorvidt der er sket overtrædelse inden for særlovgivningen – herunder beredskabsloven.

Østjyllands Politi ønsker ikke, at oplyse, hvilke paragraffer der er i spil.

-------

Cirka 70 personer mister årligt livet i en dødsbrand. Heraf udgør beboere på plejehjem og i ældreboliger 16 procent. 

Flere organisationer har i årevis arbejdet for, at brandsikkerheden for ældre bliver markant forbedret.

 

Skrevet og tilrettelagt af Thomas Gam Nielsen, Sofie Bock Troelsen, Mads Ilum Dalsgaard og Jamilla Sophie Alvi

Video, foto og Grafik: Kristine Helms, Anders S. Madsen og Allan Kibsgaard

TV2 ØSTJYLLAND oktober 2018