Få historien læst op
Smerterne kommer snigende om natten som små elektriske stød. Nogle gange i foden, andre gange i skinnebenet eller knæet. Fantomsmerter i det ben, Morten Klein mistede for seks år siden.
Den 5. august 2015 er en dag som mange andre. Solen skinner, og Morten Klein er i god tid, da han kører hjemmefra på sin motorcykel for at tage på arbejde på Silkeborg Rusmiddelcenter.
Derfor kører han en omvej. Men da han triller ud i lyskrydset i den lille by Skægkær, går det helt galt.
- Lige pludselig ser jeg en kæmpestor hvid lastbil. Jeg når lige at tænke "FUCK, det her kommer til at gøre ondt". Og så rammer den mig, fortæller han.
Lastbilen kørte over for rødt og direkte ind i Morten Klein.
- Jeg kan se, mine bukser ligger ved siden af mig, og min fod er på en mærkelig måde. Det gør vanvittigt ondt, siger Morten Klein.
Folk kom til for at hjælpe ham, og der blev lavet et pres om hans ene lår, så han ikke ville forbløde. Da ambulancen kommer for at køre ham på hospitalet, er smerterne ekstreme.
- De fortæller, at de vil lægge mig i narkose, fordi mit ben skal amputeres. YES, tænker jeg. Nu kommer jeg væk fra den her smerte.
Morten Klein forsvinder væk i narkosen. Da han vågner, mangler han det ene ben.
Smerterne er ikke væk, da han vågner på hospitalet. Men væk er til gengæld hans venstre ben fra låret og ned.
De efterfølgende dage gør det så ondt, at han vil tage sit eget liv. Han får fat i et par krykker og går hen til vinduet for at springe ud fra hospitalet.
- Jeg blev så skuffet, da jeg kiggede ned og kunne se, at græsplænen var 40 centimeter nede. Jeg havde ikke engang magten til at tage livet af mig selv.
Efterfølgende bliver han medicineret, men efter et stykke tid må han opgive pillerne og medicinen og bide smerterne i sig. Han kan ikke være afhængig af piller, hvis han vil fortsætte som rusmiddelbehandler.
- Jeg kan ikke sidde med en borger og være totalt fraværende på medicin og fortælle ham om livet eller spørge ham ud om noget. De ville kunne se det med det samme, fortæller Morten Klein.
De næste to måneder sover han sammenhængende kun en halv time ad gangen.
- Den Morten som kunne alt, var der ikke mere. Nu sad der en Morten, som ikke kunne noget som helst.
60-årige Morten Klein har altid dyrket meget sport og presset sin krop til det yderste. I sine yngre dage foregik det på en racercykel, og flere af hans venner blev også professionelle cykelryttere.
Han gik en anden vej, da han gerne ville hjælpe andre med at realisere deres drømme. Han tog en uddannelse som psykoterapeut og var også klatreinstruktør. I dag arbejder han som rusmiddelbehandler.
- Hvis man mister noget, som har stor betydning i ens liv, så er der kun én ting at gøre; Det er at tude, tude, tude og så se at komme videre.
Kærligheden til tohjulede køretøjer stoppede ikke ved cykler. Da han var i begyndelsen af 20'erne faldt kærligheden på motorcykler.
- Når man køber en Harley Davidson, så køber man ikke kun et transportmiddel – så giver man en masse penge for eventyr, fortæller han.
Lidt over to måneder efter ulykken fik han kæmpet sig tilbage til et liv, som var anderledes – men det var trods alt et liv. Han begyndte at arbejde igen. Arbejdet gav ham fornyede kræfter, og han fik igen mod på livet
- Jeg følte mig værdiløs som menneske, men lige pludselig havde jeg værdi for andre. Det gav mig meget mere, end jeg tror, de var klar over.
Der var rigtig mange ting, som han ikke kunne nu. Men han havde et arbejde, hvor han lever af at snakke med og lytte til folk. Her betyder det ikke det store, om du har to, et eller ingen ben.
- Det klamrede jeg mig til. Den del af min identitet havde jeg stadigvæk.
En anden vigtig ting for ham var at komme tilbage på motorcyklen igen. Uden det ene ben kunne han ikke skifte gear, men han fik en kammerat til at bruge et kosteskaft – og to måneder efter ulykken kunne de trille afsted sammen. I dag kører han stadig motorcykel med manuelle gear, som han selv har lavet og kan styre med hånden.
- Det var en af de glæder, jeg havde i livet. Hvis jeg ikke skulle køre motorcykel mere, så ville det tage en del af min frihed fra mig.
Samtidig med at Morten Klein kæmpede med sig selv, gik han og kæresten fra hinanden. Han måtte opgive huset og flytte. Det betød, at han rykkede tættere på sit arbejde i Silkeborg. En frisk start og han satte nye mål i sit liv.
Det første mål efter ulykken var at gå én kilometer med sin nye benprotese. Hvert eneste skridt var i begyndelsen smertefuldt, men til sidst klarede han de 1000 meter.
- Da jeg gik den kilometer, var det en lige så stor sejr, som da jeg løb et maraton i Barcelona, siger Morten Klein.
I takt med han lærte sig selv flere af de ting, han kunne gøre før – med det nye ben kunne han cykle, surfe og også gå på trapper – fandt han også kærligheden. Han forelskede sig i Kira, og hun forelskede sig i ’den nye’ Morten. Morten med ét ben.
Et af de største mål i livet efter ulykken var nu ikke så langt ude i horisonten. Når han fyldte 60 år, ville han bestige det bjerg, som betyder mest for ham. Montserrat nordvest for Barcelona. Bjerget, hvor han tidligere var guide og klatrerinstruktør.
Efter ét års forberedelse kørte Morten Klein til Barcelona. Han havde sin håndcykel med til at cykle de første 10 kilometer op ad bjerget. Et bjerg, som stiger mellem 8 og 15 procent.
De næste 10 kilometer skulle han besejre ved at vandre, og de sidste 35 meter skulle han klatre næsten lodret op. En præstation, som de færreste ville kunne klare – selv med begge ben i behold.
Det tog ham en hel dag og alle hans kræfter at fuldføre hans største mål tilbage til livet. Og så kunne han ånde lettet op og nyde sejrens sødme på toppen.
- Jeg følte livet så intenst! Det var så fedt. Jeg kan mærke, jeg smiler inden i, når jeg fortæller om det.
I dag er Morten Klein stadig i god fysisk form, og selvom han har oplevet så meget de seneste seks år, ville han stadig ønske, at han havde sit eget ben.
- Jeg vil have mit ben tilbage. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har fået en masse andre værdier – men jeg vil altid helst have mit ben.
Tekst: Sofus Sten Hansen
Fotos: Privat
Droneoptagelser fra Spanien: Rune Jessen Wiuff
Redaktør: Asbjørn Andersen
Layout: Frederikke Schmidt
Udgivet september 2021
Læs også
