Ung indisk milliardær er i Danmark for at genopbygge tilliden til Dancenter
Det var et nyt initiativ, som var skyld i de mange problemer, som Dancenter har stået i på det seneste, forklarer ejeren.
Den seneste tid har udlejningsvirksomheden Dancenter været i modvind.
Der er sket, efter at mange kunder har oplevet at få annulleret deres booking af sommerhuse, de havde bestilt, eller er dukket op til et sommerhus, hvor ejerne selv havde booket huset.
Derfor er indiske Ritesh Agarwal, der ejer majoriteten af Dancenter, lige nu i Danmark for at genopbygge tilliden til virksomheden.
Kampagne startede problemer
Problemerne begyndte, da Dancenter iværksatte en ny kampagne kaldet 'Smart Booking'.
En kampagne, hvor Dancenter åbnede op for udlejning af sommerhuse i de uger, hvor ejerne ellers havde booket det til sig selv, for så at sælge dem til gæster.
Det betød, at en række huse blev lejet ud, inden ejerne af husene havde sagt god for det.
TV 2 har blandt andet skrevet om Lars og Pia Lichtenstein, der overtog nøglerne til deres nye ferielejlighed.
Parret blev dog skuffet, da de fandt ud af, at den tidligere ejer boede det meste af året fast i ferielejligheden, og derfor var den kun tilgængelig til udlejning nogle få uger i højsæsonen.
Vil rette op på fejlen
Ritesh Agarwal forklarer problemet med, at Dancenter testede et nyt initiativ af.
- Det var et nyt initiativ, vi forsøgte os med. Vi havde en god intention, men det gav problemer, og det anerkender vi. Nu forsøger vi at fikse det, så vi kan komme tilbage igen, forklarer Ritesh Agarwal til TV2.
Det virker ikke som en "smart" ting at gøre?
- Det anerkender vi. Det betyder, at vi i fremtiden, når vi vil prøve noget nyt som dette initiativ, starter med at prøve det på 10-20 huse, lære fra det, og så udvide, siger han.
For at rette op på fejlen har kunder fået et gavekort på 20 procent som kompensation og for at sikre, at kunder kommer tilbage igen, forklarer han.
Han har desuden i sinde at styrke teamet i Dancenter, så en lignende fejl ikke kan ske igen. Og netop derfor er han i Danmark for at besøge forskellige Dancenter-afdelinger.
- I denne her hårde tid dukker jeg gerne op og tager ansvar for, hvad der er sket. Så må vi lære af det og gøre det fremtidige Dancenter endnu bedre, siger han.
Har du haft problemer med Dancenter?
Har du lyst til at dele dine erfaringer med Dancenter med TV2 Østjylland, så kontakt os her eller på tip@tv2oj.dk.
Den indiske Løvens Hule
30-årige Ritesh Agarwal er bedst kendt for sin deltagelse som investor i den indiske udgave af Løvens Hule.
Han er direktør i det indiske udlejningsselskab OYO, og så ejer han størstedelen af Dancenter.
Han er god for cirka 2,1 milliard dollars – svarende til cirka 14,7 milliarder danske kroner.
Købte Dancenter
I 2019 købte han Dancenter, og siden opkøbet er virksomhedens omsætning fordoblet.
Men nu er han altså havnet i en modvind af sure kunder og dårlige anmeldelser på Trustpilot.
Om den unge milliardærs besøg i Danmark hjælper ham med at få Dancenter ud af stormvejret, må tiden vise.
I hvert fald har Ritesh Agarwal planer om at udvide Dancenter i fremtiden.
- Vi vil gerne overføre Dancenter og deres hus-design til andre dele af verden, siger han.
Irene fik familieferie ødelagt
TV2 Østjylland har også tidligere fortalt om Irene Kristensen fra Hammel, der blev skuffet over sin booking på Danland Hejlsminde Feriecenter. Hun havde booket stedet i den tro, at badelandet var åbent, men det var ikke tilfældet. Hun oplevede også en andre række mangler på stedet.
- Jeg føler mig snydt, det må jeg sige. Jeg er faktisk rasende over de forhold, der mødte os. Jeg havde aldrig booket stedet, hvis jeg vidste, badelandet ikke var åbent. Og det blev jeg på intet tidspunkt informeret om på forhånd, sagde Irene Kristensen.