Godt nyt til vandhundene: De blå flag hejses igen
Man kan igen roligt snuppe en dukkert ved strandene i Syddjurs Kommune.
Godt nyt til de østjyske vandhunde.
I kølvandet på sidste uges massive regnskyl har badning været frarådet ved flere populære strande rundt om i Østjylland. Men nu kan der atter bades på de populære strande langs kysten i Syddjurs Kommune.
Læs også
I Syddjurs Kommune blev folk advaret mod at bade ved Følle Strand, Lyngsbæk/Femmøller Strand og Vibæk Strand, da det blev vurderet, at de store regnskyl kunne have forårsaget forurening med spildevand, der kan være giftigt.
Ingen forurening
Badevandet er blevet analyseret, og her var der ingen tegn på forurening. Derfor kan man igen roligt tage en dukkert ved de populære strande.
Læs også
- De blå flag er ved at blive hejst igen. Kvaliteten er i orden, og folk kan roligt bade der igen, siger Vibe Bertelsen, der er miljøtekniker i Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Her til morgen er sedlerne med advarsel om badning taget ned, og de blå flag er i gang med at blive hejst ved strandene.
I sidste uge blev store dele af Østjylland ramt af voldsomme skybrud. Frygten for at badevandet flere steder kunne være forurenet med spildevand betød, at badning blev frarådet ved flere strande i vores landsdel.
I Aarhus Kommune var der således også badeforbud ved en lang række strande, men i løbet af weekenden blev de forbud ophævet med undtagelse af Aarhus Havn og for 150 Egå S. Du kan selv holde øje med badevandet via hjemmesiden her.