Klokken viser 08.01 på skærmen på min iPhone. Datoen er 3. marts.
Det er kun et par dage efter lønningsdag, så min konto burde se rimelig fornuftig ud. Det gør den så ikke.
Jeg er stadig i plus, bevares, men tallet befinder sig faretruende tæt på 0 kroner, når man tænker på, at det kun er den tredje dag på en måned, der består af intet mindre end 31 dage.
492 kroner står der. What? Hvordan kan det lige lade sig gøre?
Okay, hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk ikke så chokeret. Det har trods alt nogenlunde været sådan, min konto har set ud omkring den 1. hver eneste måned de seneste par år.
Men hallo, hvad har du så egentlig lige gang i, Mikala?
Nå ja, mit navn er forresten Mikala. Jeg er 25 år, journalistpraktikant på TV2 Østjylland, og så er jeg en komplet tumpe til at styre min økonomi.
Heldigvis er jeg ikke alene.
En undersøgelse, som Finans Danmark har lavet, viser, at hver femte person mellem 18 og 30 år ligger søvnløs mindst en gang om ugen på grund af økonomi.
Mange er dem er helt sikkert bedre til at styre deres økonomi, end jeg er.
Mine venner siger, at jeg lever hver dag, som var det min sidste. Og det kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg er efter deres udsagn en connaisseur.
Byture, restaurantbesøg og takeaway er efterhånden kutyme for mig.
Jeg sætter pris på god mad og god vin, og hvis jeg endelig skal bruge de få knaster, jeg har på hånden, så vil jeg altså helst ikke nøjes.
Men der er bare lige ét problem…
Jeg har tydeligvis ikke råd til den tankegang, når jeg vågner den 3. marts til den der irriterende besked fra min bank om, at der er under 500 kroner på min konto.
Så hvad gør jeg lige her? Jeg lever da for 492 kroner resten af måneden. Det vil altså sige intet overtræk, ingen kassekredit og ingen brug af guldkortet. Det kan man da godt… Kan man ikke?
Lad os lige tage et kig i mit køleskab… Det gemmer blandt andet på en svinedyr oksespegepølse, en Puck Ost og en pose gulerødder.
For ikke at tale om det enorme udvalg af dressinger, jeg måske har brugt to gange hver. Minus fem point på voksenkontoen.
Det er fredag eftermiddag. Jeg er løbet ind i min første udfordring. Jeg skal på brætspilscafé med mine venner, og det er sågar mig, der har stablet arrangementet på benene for et par uger siden. Tumpe!
Normalt ville jeg drikke et par øl over et slag bezzerwizzer og så tage i byen og drikke lidt flere efterfølgende. Meeeen… Det lyder lidt urealistisk i dag. Det koster 40 kroner bare at spille spil, og efter mine beregninger har jeg kun 17 kroner som dagsbudget de næste 28 dage. Så det er næsten 2,5 dages budget, jeg lige fyrer af på at spille et spil.
Fornuftigt? Overhovedet ikke. Hyggeligt? Helt vildt. Kommer jeg til at fortryde det? Helt sikkert.
Det er lørdag, og jeg skal hen og lave keramik med min veninde. Det koster 20 kroner for det ler, jeg bruger. Puha, endnu et dagsbudget plus det løse er brugt på noget socialt og hyggeligt og ikke på mad.
Der begynder at tegne sig et mønster her på anden dagen. For at dét ikke skulle være nok dumme beslutninger for nu, tager jeg lige endnu et skridt mod afgrunden.
Min aftensmad i dag består simpelthen af en pose chips, som koster 14 kroner. Sundt, nærende og komplet idiotisk ”måltid”. Med den fart, pengene forsvinder lige nu, ender jeg med at skulle leve af gulerødder og Puck Ost resten af ugen.
Nå, det er tid til at tænke lidt længere frem end bare lige det næste måltid.
Det er mandag - ny uge, ny start. Det kunne jeg godt trænge til efter mine udskejelser i weekenden. Jeg skal ud og handle ind til ugen. Den billigste ret, jeg kan komme i tanke om, er dhal. Det er ikke min livret, men jeg har da lavet det et par gange før, når pengepungen har haft det lidt stramt.
Ris, linser, hakkede tomater. Det virker rimelig overskueligt.
Kassedamen beder mig om 50,50 kroner, så hvis jeg spiser dhal i tre dage, har jeg nogenlunde holdt budgettet. Succes.
Jeg skal lave min dhal, og jeg er ved godt mod. Jeg havde ikke råd til frisk ingefær, så jeg kører pulverversionen. Det kan vel også noget.
Et lille tip til dig, der lige nu sidder og bliver inspireret til at gå i køkkenet og fyre op under en god omgang dhal: Pas på, at du ikke brænder krydderierne for meget på.
Det smager ikke godt.
Nå… Menuen står altså på brændt dhal de næste par dage. Super.
Nu har jeg været i gang i en uges tid, og jeg føler mig godt nok lidt clueless.
Hvordan kan man have så lidt økonomisk sans? Og er jeg den eneste, der har det sådan her? Som en anden Sherlock Holmes har jeg sat mig for at finde svaret.
Jeg har allieret mig med Mette Ahnfeldt. På Instagram går hun under navnet PengeMette. Her rådgiver hun sine følgere, unge som gamle, om økonomi og sparetips. Og dén rådgivning kunne jeg godt have gavn af på nuværende tidspunkt.
Måske kunne jeg have haft gavn af den for længe siden, men herregud, nu står vi her.
Så selvom mødet med en bankrådgiver ikke ligefrem er min vådeste drøm, så banker jeg alligevel ydmygt på Mettes dør og lægger min lid (og mine kontobevægelser) i hendes hænder.
Vi sætter os ned i Mettes flotte køkken-alrum. Med svedige håndflader spørger jeg hende, hvad der falder hende i øjnene, når hun kigger på mine kontobevægelser.
Med et kækt smil fortæller Mette mig, at jeg har brugt mit kort 90 gange i december måned. 90 gange. Nu har matematik aldrig været min stærke side, men jeg får alligevel regnet mig frem til, at jeg altså har brugt mit kort tre gange om dagen. Hver dag. I 30 dage.
Og hov, der var jo selvfølgelig fire helligdage i december, så jeg sniger mig faktisk op på 3,5 gange om dagen i 26 dage. Imponerende.
Chokket har lagt sig. Stemningen er pisket ned. Mette fortæller mig, at jeg bestemt ikke er alene. Hun tror faktisk, at rigtig mange unge har det ligesom mig.
Helt kanon. Så er jeg blot én af mange idioter her i vores lille, yndige land. Det er da en fed klub at være en del af.
Men lad os lige se på, hvad det egentlig er, jeg gør galt.
Efter jeg har betalt alle mine faste udgifter burde jeg have 5350 kroner til spas og løjer… og mad, toiletpapir og alle de andre kedelige voksenudgifter, man ikke rigtig kan slippe udenom.
Men så mange penge synes jeg aldrig, jeg har, når jeg rammer den 1. Det kan måske skyldes, at jeg lidt for ofte går i minus i slutningen af måneden, hvis jeg for eksempel lige har lyst til at gå ud og spise med en veninde, men jeg ikke har råd…
Og det bliver jo så modregnet i de penge, der tikker ind på lønningsdag.
Mette har kigget på mine to primære konti for at finde ud af, hvad jeg bruger mine penge på. Hun siger, at det ser ud til, at jeg bruger flest penge på følgende tre poster:
1. Fornøjelse og fritid
2. Dagligvarer
3. Tøj og sko
Kigger man et år tilbage har jeg næsten brugt 20.000 kroner på tøj og sko. Det er altså 1666 kroner om måneden ud af et budget på 5350 kroner. Der kunne måske godt omprioriteres en smule…
En af mine helt store syndere er også ”fornøjelse og fritid”. Mette fortæller mig, at posten blandt andet dækker over takeaway, restaurantbesøg og at gå i byen. Jeg ville nok også selv have gættet på, at den post lå i toppen. Og på den note vil jeg nu tage til fredagsbar.
At tage til fredagsbar lyder måske ikke som den bedste idé, når man kun har 371 kroner tilbage på kontoen. Men hey, så kender vi mig igen, ik’?
Jeg skal hjem til min veninde Mai for at spise, inden tour de fredagsbar løber begynder, og jeg frygter prisen på det fælles måltid.
Jeg skriver derfor i gruppechatten, at jeg gerne vil spise med, hvis vi kan gøre det megabilligt. Pinligt. Jeg har aldrig mødt Mais venner før, og nu bliver deres førstehåndsindtryk af mig, at jeg er nærig. Super.
Én foreslår chili sin carne. Sørens. Det minder foruroligende meget om den dhal, jeg mod min gode vilje har kæmpet mig igennem de seneste mange dage.
Men hey, jeg har allerede været besværlig én gang, så jeg tænker, at jeg bare lukker bøtten fra nu af. Heldigvis er der en anden, der sætter en kæp i hjulet for chili sin carne-planen. Han har nemlig også fået det de seneste par dage. Nu skal vi have one pot, alt er godt. So far.
Der er afgang mod første stop på aftenens tur. Jeg har drukket et par øller og prinsessevand hjemme hos Mai. De har ligget i mit kælderrum siden min fødselsdag i september, og nu fik jeg altså bevæget mig derned for at hente dem, så jeg ikke behøver at være pure ædru hele aftenen. Gud forbyde dét.
Jeg får overtalt de andre til at gå hen til fredagsbaren, for jeg har ikke råd til at tage bussen. RIP. På trods af det så føler jeg faktisk, at jeg klarer mig ret godt lige nu. Men i bagklogskabens lys havde det nok ikke været helt dumt at køre en ædru aften, når nu jeg er på sparetur…
Jeg vågner lørdag morgen. Mit hoved dunker og solen føles lige en tand for skarp. Hvad fanden skete der lige i går?
Jeg har brugt 71 kroner på gårsdagens bytur. Nu har jeg kun 300 kroner tilbage. Egentlig en ret billig bytur i forhold til mine standarder, men i forhold til eksperimentet er det jo katastrofalt. Pengene blev brugt på et par øl, et spin med lykkehjulet (jeg vandt 10 shots, wuhu!) og en tur på Mc'en. Det var en sjov aften, men lige nu har jeg det godt nok lidt kritisk. Og nå ja… Så er jeg også løbet tør for toiletpapir. Jeg har brug for hjælp.
Jeg har været sulten, siden jeg begyndte på projektet. Den mad, jeg spiser, er ikke særlig mættende. Det siger måske sig selv, når jeg blandt andet vælger at spise en pose chips til aftensmad. Anyways, jeg har brug for hjælp.
Derfor har jeg inviteret Josephine Frederiksen hjem i mit køkken. På Instagram går hun under navnet Madmusen, og her deler hun hver uge madplaner med sine mange følgere. Hun skal hjælpe mig med at kigge i mine skabe og skuffer, så hun forhåbentlig kan inspirere mig til at bruge de ting, jeg allerede har i køkkenet til at lave noget mættende mad. Og så har jeg også spurgt hende, om hun vil lave en ultrabillig madplan til mig.
Hun råder mig til at tage udgangspunkt i de ting, jeg allerede har i køkkenet.
For eksempel har jeg både mel, olie og vand (surprise!), og det kan jeg åbenbart bruge til at lave mine egne fladbrød. Det lyder da egentlig meget lækkert.
Hun hjælper mig også med at kigge i tilbudsaviser, og her finder vi medisterpølse til sølle 10 kroner Ikke lige min favoritspise, men jeg kan godt se, at det er enormt billigt, så det kører vi med.
Den madplan, Josephine har lavet til mig, løber op i 77 kroner Det er kun 11 kroner for mad om dagen, så det føles som en succes!
Jeg har handlet mad ind til hele ugen. Det kører, det her! Jeg har 93 kroner tilbage på min konto, og jeg tænker, at resten af tiden bliver easy peasy.
Jeg hiver min telefon op for at tjekke min konto. 34 kroner. A’hva? Her kommer endnu en grund til, at jeg ikke har nogle penge: Jeg har på ingen måde styr på, hvornår diverse abonnementer bliver trukket fra min konto.
Derfor kommer det også gevaldigt bag på mig, at der i dag, den 18. marts, er blevet trukket 59 kroner for et Podimo-abonnement.
34 kroner tilbage. Seriøst. Der er jo næsten to uger tilbage af den her skodmåned. Hvad skal jeg lige stille op med 34 kroner?
Jeg har krise. Som i: jeg-ved-ikke-hvordan-jeg-skal-klare-det-her-eksperiment-længere-krise.
Tænk at man kan vende sådan på en tallerken på næsten ingen tid.
På lørdag er der medarbejderdag på TV2 Østjylland. Jeg har for længe siden meldt mig til en tre-retters middag efterfølgende. Det koster 350 kroner, og det har jeg jo på ingen måde råd til med mine sølle 34 kroner til resten af måneden.
Men jeg har ikke lyst til at gå glip af arrangementet, så nu må jeg tænke kreativt. Da jeg var hjemme hos Mette tidligere på måneden, sagde hun, at en idé til hurtige penge var at sælge ud af tøj og ting, som man ikke længere bruger. Og med mit forbrug kan du nok godt regne ud, at jeg har en masse tøj, jeg ikke bruger særligt ofte.
Jeg ved ikke det helt store om at sælge tøj, og jeg er jo under lidt af et tidspres.
Derfor tager jeg ud til Rikke Bank. Hun ejer butikken Luksusbank, hvor man kan leje sig ind på en reol og sælge sit tøj, sine sko og sine accessoires. Jeg tænker, at Rikke må være lidt af en ekspert på, hvad man kan sælge og til hvilken pris.
Jeg har dog ikke råd til at leje mig ind på en reol hos hende, så jeg sætter min lid til Facebook Marketplace og Trendsales. Forhåbentlig kan jeg få nogle hurtige penge derigennem.
Jeg har sat en masse tøj til salg. Min dyre Malene Birger-kjole får også en halvhjertet annonce på Marketplace, for den vil jeg faktisk helst ikke af med. Jeg får hurtigt solgt et par småting, men der er stadig lidt vej til de 350 kroner.
Det har været et par hårde uger, og som om jeg ikke har det træls nok, så punkterer min cykel for tredje gang på meget kort tid.
Altså, hvor uheldig har man lige lov at være?
Jeg kan godt mærke, at jeg snart er ved at være fyldt op med dårlig energi. Mine kollegaer kommenterer også på, at de kan mærke, at jeg ikke er mit glade selv for tiden.
Hvem end der sagde, at money can’t buy you happiness, kendte tydeligvis ikke mig.
Min punkterede cykel er skyld i, at jeg må gå 5 kilometer hjem i regn og blæst.
Det tager en time, og jeg har adskillige vabler på mine stakkels, små fødder. Suk. What is life.
Jeg er til gengæld næsten i mål med mit tøjsalg, men meget kan stadig nå at gå galt. Hvis ikke den sidste køber kommer og henter den kjole, hun skal give 70 kroner for, så når jeg ikke mit mål, og så kan jeg ikke komme med til medarbejderdag.
Det er fredag. I morgen er der medarbejderdag. Den sidste køber har lige været forbi for at hente den kjole, hun skulle give 70 kroner for.
Derfor har jeg nu tjent nok penge til at kunne komme med ud og spise i morgen! Kæmpe win.
Men vi skal i byen efterfølgende, og jeg har jo kun 34 kroner til den sidste uge, så der må jeg hellere holde lidt igen. Hvis jeg kan.
Det føles som om, al fornuft forlader min krop, når jeg får lidt alkohol indenbords.
Det er søndag, og jeg har mistet min stemme. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde ud af at lade mit kort blive i pungen hele aftenen, så jeg vågner op til en besked fra min bank om, at jeg kun har 7 kroner tilbage på mit kort. Come on. Er det en joke?
Hvordan skal jeg klare mig en hel uge for 7 kroner. SYV KRONER?! Hjælp.
Jeg er i store problemer. Jeg har ikke rigtigt noget mad tilbage, og jeg har kun 7 kroner på min konto. Den eneste løsning, jeg kan komme i tanke om, hvis ikke jeg skal sulte de næste fem dage, er, at jeg skal ud og skralde.
Det har jeg bare minus lyst til. Men hvis alternativet er, at min mave knurrer i fem dage, så må jeg bide det i mig og stikke hovedet i en container.
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg ikke er synderligt begejstret for at skulle spise for gammel mad, som faktisk er blevet smidt ud.
Så det er heller ikke noget, jeg har den store erfaring med. Derfor har jeg hevet fat i Sofie Juel Andersen, der er ekspert i at skralde.
Hendes madbudget er på 0 kroner. om måneden. Det, synes jeg, lyder helt vildt!
Hun har lovet at tage mig med rundt i Østjylland, så vi forhåbentlig kan finde noget mad til mig, og det er virkelig ikke noget, jeg ser frem til.
Skraldespandene varierer i klamhed. Nogle lugter temmelig fælt, mens andre faktisk er rimeligt rene.
Fælles for dem alle er dog, at vi ikke komme udenom, at det altså er skraldespande, som jeg står og leder efter mad i. Super.
Jeg finder nogle blomkål, en rådden agurk og noget toastbrød. Hvad kan jeg lige lave med det?
Jeg skrotter agurken og begiver mig ud i en blomkålscurry, som faktisk bliver ganske udmærket.
Jeg vil rate min skraldejagt som en middelmådig oplevelse, men det er bestemt ikke noget, jeg håber, at jeg skal gøre igen.
Jeg nærmer mig slutningen på denne absurd lange måned, og jeg glæder mig.
Jeg tager hjem til mine venner, Ida og Oliver. I begyndelsen af måneden gættede de på, om jeg ville klare eksperimentet eller ej.
Ida troede ikke på mig, men Oliver valgte at have lidt tiltro til mig. Nu skal jeg vise dem min konto, så vi kan se, hvem af dem der fik ret.
Her den 30. marts har jeg sølle 1,82 kroner tilbage på min konto. Jeg har klaret eksperimentet og levet for 492 kroner!
Jeg har ikke rørt min kassekredit, og jeg er ikke gået i minus. Jeg tror aldrig, jeg har glædet mig så meget til at få løn, som jeg gør lige nu.
Se første afsnit af TV2 Østjyllands serie "En livsnyder på røven" her:
Tekst: Mikala Emilie Kjærbo Sørensen
Billeder og video: TV2 Østjylland
Redaktør: Anne Steen Troensegaard
Layout: Kristian Jakobsen
Udgivet: Maj 2023
Læs også
