Karen og Kasper valgte at få børn, selvom Kasper skulle dø


Få historien læst op

Når Kasper vuggede sin datter i armene, vidste han, at han ikke ville se hende vokse op.

Vilma var tre år og hendes bror Frederik fem år, da deres far døde.

Allerede inden de to søskende blev født, var Kasper syg. Alligevel valgte han og hans kone, Karen, at få to børn.

- Det er en voldsom beslutning at tage på sine børns vegne. At vi godt ved, at de kommer til at vokse op uden en far. Selvfølgelig er det det. Men vi tog retten til at leve det liv, vi gerne ville, siger Karen Glerup-Nielsen.

Da parrets første barn, Frederik, kom til verden i 2013, var Kaspers sygdom i dvale. Den var stadie to og kunne på det tidspunkt gå begge veje, men de håbede på det bedste.

Men fra 2015 gik det kun én vej. Herfra blev hans behandling livsforlængende.

Alligevel besluttede parret, at de gerne ville have et barn til, og så blev det et kapløb med tiden, forklarer Karen.

Kasper blev far to gange, inden han døde.

De fik frosset sæd ned, da Kasper begyndte på en hårdere kemokur, og på en privatklinik blev Karen kunstigt befrugtet.

- Det var meget mere bevidst denne gang, siger Karen om forløbet.

- Det var vigtigt, at Frederik fik en søskende, så han ikke skulle være alene i det kaos, der måske ville opstå.

Derfor traf de beslutningen med et åbent sind, vel vidende børnene ville miste deres far.

- Alternativet var, at de ikke havde været her, og det var ikke et alternativ. Det må man gerne tænke, er selvisk, siger Karen.

Datteren Vilma kom til verden i 2016.

Parret ville faktisk gerne have haft tre børn, men det nåede de ikke.

- At have de her snakke om, hvorvidt man skal have børn eller ej, er altid stort og noget livsomvæltende. Men i relation til sygdom sætter det tingene på spidsen, siger Karen.

Ved ikke, hvad der venter

Karen og Kasper mødte hinanden på efterskolen.

Med bøjle på tænderne og bumser i panden opstod der amoriner i luften på Borremose Ungdomsskole udenfor Aars i midten af 1990’erne, og da efterskoleopholdet var ved at være slut, gik det op for de to, at det ville være trælst at skulle undvære hinanden i dagligdagen.

De startede som langdistancekærester, mens de tog hver deres ungdomsuddannelse, indtil de flyttede sammen i Aalborg.

Parret rejste meget, og det var også på en skiferie i Wagrain i Østrig i julen 2009, sygdommen første gang viste sit ansigt.

Den viste sig ved et epileptisk anfald i Kaspers ene ben, men de affejede det med feberkrampe. Dengang vidste parret ikke, hvad der ventede dem.

Venter på, han dør

Et halvt år senere faldt han om i deres kolonihave i Randers, og siden blev anfaldene mere kontinuerlige og voldsommere.

I sommeren 2011 kulminerede det. Kasper faldt om og lå på gulvet med epilepsi.

Han ville kalde på Karen, men ordene kom ikke ud af hans mund, så han klaprede med skabslågerne, så hun kunne høre ham. Det gjorde hun, lige som hun var ved at sætte tænderne i en pålægschokolademad.

Da hun finder ham på gulvet i soveværelset, ligger han med blod ud af munden.

Hun havde øvet scenariet med at ringe 112, så ambulancen kommer hurtigt, og han bliver scannet. 

En tumor på hjernen er dommen.

De blev gift i 2012, et år efter Kasper blev syg.

- Det var en vidunderlig dag. Sådan en følelsesmættet dag, hvor ikke kunne rumme mere af gode ting. Det var en god fest, mindes Karen.

Han bliver opereret fire gange og har fået diverse kemobehandlinger. I perioder er tumoren i dvale.

Kasper operation
Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Kasper kæmpede med tumoren i otte år, inden han den 15. oktober 2019 gav slip på livet.

- Man kan miste sin ægtefælle på alle mulige måder. Den her har været lidt bestialsk, for det har været i etaper og længe undervejs, siger Karen.

Det kaldes ventesorg og rammer pårørende til personer med livstruende sygdomme, som de vil dø af.

- Man går bare og venter på, at han dør. Det har fyldt virkelig meget, siger Karen.

Derfor var det også mere end selve døden og sorgen, der skulle bearbejdes, da han døde. 

Hvem er Karen uden Kasper?

Karen og Kasper havde kendt hinanden i 21 år, da han døde. Hun var 38 år, og han 37.

Derfor skulle Karen finde ud af, hvem hun var. Det tog 2,5 år, før hun følte, hun kunne trække vejret igen og finde ud af det.

- Én ting er sygdom og død, men vi havde været sammen i 21 år, så jeg skulle også finde ud af, hvem jeg egentlig var uden Kasper, siger Karen.

Det tog nogle kræfter og tid og mentalt arbejde.

Efter bisættelsen kom der ro på. Det var dejligt bare at kunne være hjemme og ikke pendle mellem hjem og hospice. Men Karen skulle også lige genfinde sig selv.

- Det med at være ked af at have mistet ham, men samtidig glad for, at sygdommen er forsvundet. For det er helt vildt, hvad den har taget af energi. Jeg nægter at sige, det er hårdt, for det var meget værre før – at have to børn og en syg mand, erkender Karen.

Netop de to børn hjælper livet videre.

Minderne kommer

- Jeg står op om morgenen og tager mit tøj på og kommer i gang, det bliver jeg nødt til, griner Karen.

- Det betyder ikke, jeg ikke kan være ked af det eller synes, ting er trælse.

Men når hverdagen går videre med madpakker og regntøj, er det især i forbindelse med mærkedage, savnet melder sig.

Karen savner også på børnenes vegne og at have deres far som deres livsvidne.

- I relation til børnene skulle han have oplevet det og set forskellige situationer, hvor han ville have været stolt. Frederik spiller eksempelvis trommer, det ville han have syntes, var megafedt.

Det er også Frederik, der husker Kasper bedst. Vilmas minder kommer mere sporadisk, men det er ikke sikkert, at hun kan huske det om ti år.

Derfor skriver Karen det ned, når Vilma fortæller ting eller minder om sin far, for at hjælpe hendes hukommelse.

- Det er vigtigt for mig at fortælle børnene om ham, som han var. Alle de gode ting, men også at han var dårlig til at holde balancen, når vi roede, og han havde også temperament, siger Karen.

Hun gør ikke selv noget for at mindes. Der findes tusindvis af minder og billeder af deres oplevelser, og som hun siger, står der to børn. Så glemmer, gør hun aldrig.

- Kasper har sin plads inde i hjertet. Han har den plads, han skal have.

Og en dag var Karen klar til et liv efter døden. Det havde hun lovet Kasper. 

Hør Karen fortælle om sin enkeklub her.

I et parcelhus i Silkeborg står de brune flyttekasser rundt omkring på gulvet og bliver fyldt én efter en. De skal flytte ind i Karens hus i Gjern, som hun byggede sammen med Kasper.

Kassernes ejermand er Jesper Christensen, Karens nye kæreste.

Nu skal deres to hjem smelte sammen.

- Så lægger vi det i en stor stak, og så må vi vælge det bedste. Det bedste fra to verdner. Sådan må det være, siger Karen.

Jeg kunne ikke græde. Jeg var så chokeret
Jesper Christensen

De mødte hinanden online, og ingen af dem havde forudset deres fælles skæbne. Jesper var nemlig også enke, men den boks mangler på dating.dk.

- Lige da det gik op for mig, lagde jeg lige telefonen og tænkte WTF. Det giver en samhørighed, og der en stor del, der har været nemmere, det er der ikke tvivl om, siger Karen.

Jespers hustru, Annemette, havde skrantet i en uges tid, da hun i starten af maj 2021 gik til læge.

Hun ringere grædende til Jesper. De havde fundet en tumor.

Annemette og Filip
På bare 5,5 måneder mistede Jesper sin hustru og moren til deres søn, Filip. Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

- Jeg kunne ikke græde. Jeg var så chokeret. Hun var sund og rask, og så lå hun der og havde en tumor i tyktarmen med metastaser til leveren, siger Jesper.

På bare 5,5 måneder var hun væk, og han var alene med parrets søn, Filip.

Derfor bor der nu en familie på fem i huset i Gjern, som Karen og Kasper byggede sammen. De har tegnet og bygget det meste selv.

- Vi har bygget det, som vi gerne ville. Jeg ville gerne have nogle af de her hakker og små kroge, Kasper syntes, det var fedt med reposer. Så det blev kompromisernes hus, siger Karen.

Hun endte med at isolere det selv sammen med sin far, mens Kasper var indlagt. Efter tre års byggeri, stod huset færdigt i 2017.

Siden Kaspers død i 2019 har Karen indtaget huset med andre billeder og maling, og det blev mere og mere hendes hus.

Og det er her, Jesper og Karens liv skal smelte sammen. 

Han tog sit lys og gik ind i et rum

- Det var ikke en svær beslutning, Jesper synes, det var dejligt hus og sted. Men det var afgørende at blive boende i området, siger Karen, der er skov- og landskabsingeniør i Viborg Kommune.

Deres fælles baggrund med at have mistet en ægtefælle har gjort det nemmere at finde sammen, mener de.

Med den tunge bagage er der ikke 1000 ting, der skal forklares, og der er forståelse for, at børnene savner far eller mor.

Helt ærligt må jeg sige, at det er ikke Kasper, jeg savner, det er Jesper. Det er ham, der er her nu
Karen Glerup-Nielsen

Og så er der ingen had.

- Til forskel fra en skilsmisse, er der ingen af os, der er sure på den anden. Hvorfor fanden skulle vi være sure på dem? De har forladt os på grund af en sygdom, vi har ikke ønsket det på nogen måde, siger 41-årige Jesper.

Derfor svarer de begge også abrupt nej til, om de har dårlig samvittighed over at være kommet videre. De har nemlig begge lovet at komme.

- Nu er Jesper dukket op, og det er ham og mig. Som sagt savner jeg Kasper i relation til børnene. Men helt ærligt må jeg sige, at det er ikke Kasper, jeg savner, det er Jesper. Det er ham, der er her nu, siger Karen.

Derfor er hjemmene ved at blive ét, en flyttekasse ad gangen.

Karen læste forleden et kinesisk digt:

”Han tog sit lys og gik ind i et rum, jeg ikke kan finde, men med al den lykke der er her, så ved jeg, at han har været her.” 


Se dokumentar-udsendelsen "Karen og livet efter døden":

Selvom Karens mand var uhelbredelig syg, valgte de alligevel at få børn sammen.



Tekst: Iben Sørensen

Billeder: privat 

Layout: Iben Sørensen

Udgivet: juli 2023

Redaktør: Thomas Skov