Opdatering: Maja Leonhardt Enevoldsens træner er den 2. maj 2024 frikendt for alle forhold om krænkelser. Det skete ved Retten i Randers.
Torsdag den 11. marts 2010 sidst på eftermiddagen bliver Maja Leonhardt Enevoldsen indlagt på Regionshospitalet i Randers.
Den 12-årige pige har forsøgt at tage sit eget liv.
Hun har slugt et større antal smertestillende piller den foregående aften, men først om eftermiddagen den følgende dag fortæller hun sine forældre, hvad hun har gjort. Hun vil bare ikke sige hvorfor.
Under indlæggelsen forsøger lægerne også at få hende til at fortælle, hvorfor hun har taget de mange piller, men uden held.
Maja græder, men vil ikke oplyse eller fortælle noget, står der i journalen fra hospitalet.
Hendes mor og far er dybt chokerede og prøver at finde svar på, hvad der har drevet deres 12-årige datter ud i så ekstrem en handling så tidligt i livet. En gisning går på, at Maja måske har svært ved at leve op til egne forventninger, men det er ren spekulation. Forældrene har reelt ingen anelse om, hvad deres datter har været igennem, og først da de tjekker hendes telefon og finder flere foruroligende beskeder, begynder det at gå op for dem, hvad der er sket.
Majas far undersøger også datterens computer, og det, han finder her, er stærkt chokerende læsning. Både i indhold og omfang.
Det lå på ingen måde i kortene, at Maja skulle ende i den situation. Forældre og veninder beskriver hende som en glad og meget udadvendt pige. Familien bor på det tidspunkt i et parcelhus i en mindre landsby udenfor Hadsten og lever et familieliv helt efter bogen. Det er far, mor og børn, fast arbejde, skolegang og fritidsaktiviteter i den lokale idrætsforening.
Den lyshårede pige med de blå øjne og de runde kinder er den yngste i en søskendeflok på tre, og ligesom sin fem år ældre søster bruger Maja rigtig meget tid på sin sport, som hun dyrker med stor passion. Hun er god, og hendes træner bliver hurtig opmærksom på pigen med talentet.
Han fremhæver Maja og roser hende ofte for hendes evner og præstationer. Han er en dedikeret og engageret træner, der bruger meget tid på holdet. Og på Maja.
På et tidspunkt begynder han at skrive beskeder til hende, når de ikke er sammen til træning eller kamp. Beskederne er ofte personlige og handler om meget andet end sporten, træningen og holdet.
Træneren er midt i 20’erne, og Maja og de andre piger opfatter ham som en god ven. Han udviser stor interesse for pigerne og fører ofte private samtaler med dem både før og efter træning.
Men for Maja udvikler det sig hurtigt til meget mere end et venskab. Hun forelsker sig med egne ord i træneren.
Den 12-årige pige ved bare ikke, hvad det er, hun er udsat for.
Grooming er en proces, hvor en voksen eller mere erfaren person manipulerer og forfører et barn med det formål at få barnet til at overskride egne grænser.
Krænkeren opbygger en relation til barnet og vinder barnets tillid med sigte på seksuelle aktiviteter.
Der er tale om en systematisk manipulationsproces, og grooming forløber typisk over længere tid.
Forskning og analyser af sager om grooming og overgreb viser, at samme mønster ofte går igen. Typisk forløber groomingen over fem faser.
I den første fase udvælger krænkeren et barn.
Herefter arbejder krænkeren i anden fase på at få adgang til barnet og skabe et fortroligt rum, hvor krænkeren og barnet uforstyrret kan tale eller skrive sammen. Ofte foregår det online.
Her kan du få hjælp
Grooming og sexkrænkelser er alvorlige og traumatiserende oplevelser.
Hvis du selv, eller nogen du kender, har været offer for grooming, kan du kontakte Offerrådgivningen Danmark på tlf. 116 006.
Der kan du tale med en sygeplejerske, og du kan være anonym, hvis du ønsker det.
Det er helt normalt, hvis du er i tvivl, om du har været offer for et overgreb. Derfor bør du under alle omstændigheder tale med en person, der kan hjælpe dig i din tvivl.
Du bør også tale med nogen, hvis du er pårørende eller vidne til et overgreb.
Du kan læse mere om, hvad grooming er her
Kilde: Offerrådgivningen Danmark og Red Barnet
I tredje fase skaber krænkeren tillid ved for eksempel at udveksle hemmeligheder. Barnet skal føle sig som noget særligt eller som den eneste ene. Groomeren vil ofte understrege, at forholdet er noget helt særligt og lægge vægt på loyalitet og vigtigheden af at holde kommunikationen hemmelig.
Herefter følger fjerde fase, hvor krænkeren vil forsøge at nedbryde barnets intime grænser ved at spørge ind til seksuelle erfaringer og detaljer om barnets krop. Krænkeren kan også bede barnet om at sende intime billeder af sig selv.
Hvis krænkeren går hele vejen, vil groomingen i femte fase resultere i et egentligt fysisk overgreb. Krænkeren vil kontinuerligt understrege, at forholdet skal holdes hemmeligt, og han eller hun vil også gøre det klart, at barnet langt hen ad vejen selv er skyld i det, der er sket.
I Majas tilfælde udvikler skriverierne sig til heftige korrespondancer med voldsomme mængder af beskeder på SMS og beskedtjenesten MSN.
I dagene op til Majas selvmordsforsøg chatter de to i timevis fra tidlig eftermiddag til langt ud på aftenen. Torsdag den 4. marts bliver det til over 900 beskeder på lidt under ni timer.
De skriver om mange forskellige ting, men flere gange kredser chatten om muligheden for at mødes fysisk.
Gang på gang understreger træneren, hvor glad han er for Maja, og hvor meget deres venskab betyder for ham. Og gang på gang erklærer han sin kærlighed til den 12-årige pige.
Træneren er også optaget af at få krammere af Maja, men som chatten viser, er de begge bevidste om risikoen ved at ses og kramme offentligt.
Chatten viser også, at de to er opmærksomme på risikoen for, at Majas forældre skal opdage, hvad der foregår, og træneren forklarer Maja, hvad hun skal gøre for at undgå det.
Af chatten fremgår det også flere steder, at træneren er i et fast forhold.
Han bor sammen med sin forlovede, men gentagne gange gør han det klart, at hun irriterer ham, og at han helst var fri for hende.
Når holdet er samlet til træning eller kamp, er træneren konstant opmærksom på Maja. Han fremhæver hendes præstationer, og når han demonstrerer forskellige øvelser, vælger han oftest at gøre det sammen med hende.
Celina Rosleff er veninde og holdkammerat med Maja i de år. Hun husker, hvordan træneren vælger Maja, da holdet en dag øver spring under træning, for at vise, hvor tyngdepunktet sidder på den 12-årige piges hofter.
Og pigerne på holdet lægger mærke til det. Christine er også på holdet i de år, og hun fortæller, at det nære forhold mellem Maja og træneren er åbenlyst for alle. Både hun og Celina husker, at veninderne er misundelige, fordi Maja får så meget opmærksomhed.
De husker også, hvordan træneren bruger meget tid sammen med pigerne, når holdet er til stævner.
Celina undrer sig over, at han altid sover i samme rum som pigerne og opholder sig sammen med dem, når de klæder om til stævnerne. Og som chatten mellem træneren og Maja viser, gør han, hvad han kan, for at de to kan være tæt på hinanden.
Celina husker trænerens tilstedeværelse i de situationer som ubehagelig, og hun fortæller, hvordan pigerne kravler ind under deres soveposer for at klæde om, når han er i lokalet.
Også i de situationer er han særligt opmærksom på Maja. Han er, fortæller hun, altid behjælpelig med at smøre netop hende ind i varmecreme. Helt op under shortsene, lige til trussekanten, husker Maja.
Celina undrer sig over, at han aldrig gør det ved hende. Det vil hun gerne have, da hun tænker, at han kun gør det ved de bedste på holdet.
Midt i al opmærksomheden, de store følelser og talrige kærlighedserklæringer begynder Maja at give udtryk for triste og depressive tanker, og i dagene op til selvmordsforsøget udveksler den 12-årige pige og træneren flere digte, der kredser om netop det emne.
Det hele kulminerer om aftenen onsdag den 10. marts 2010.
Efter hun har taget en stor mængde piller, skriver Maja til træneren.
Træneren gør ikke noget for at komme Maja til hjælp, og få minutter senere afslutter de chatten.
Maja kaster op flere gange i løbet af natten, men til forældrene siger hun, at hun må have spist noget dårlig mad.
Da Maja og træneren genoptager chatten dagen efter, skriver hun til ham, at hun har taget 65 piller, og det er, som om alvoren nu begynder at gå op for ham.
20 minutter senere afslutter træneren og Maja chatten, og det er sidste gang, de to skriver sammen på MSN.
På hospitalet oplyser Maja, at hun har indtaget 50 piller. De følgende dage holder lægerne derfor særligt øje med hendes levertal, fordi så mange piller risikerer at ødelægge leveren i en grad, så hun dør af det.
Da det under indlæggelsen går op for Majas forældre, hvad deres datter har været udsat for, melder de træneren til politiet, og Maja får foretaget en graviditetstest. Den viser sig at være negativ, og af journalen fremgår det, at den 12-årige pige er meget lettet over resultatet.
Da det står klart, hvad træneren har foretaget sig, bliver han bortvist fra idrætsforeningen, og han flytter kort efter fra Hadsten.
Men Maja er fortsat i den tro, at hun er forelsket, og hun nægter at udtale sig om forholdet til politiet for at beskytte ham.
Overvejer du selvmord?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.
Du kan skrive til Livsliniens mailrådgivning skrivdet.dk
Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag mellem 17.00 og 21.00 samt lørdag og søndag mellem 13.00 og 17.00.
Du kan også benytte Livsliniens selvhjælpsprogram, SOS, der er rettet mod at hjælpe personer med selvmordstanker.
De fleste mennesker har perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene. For nogen fører krisen til selvmordstanker og uden hjælp måske til selvmordsforsøg og selvmord.
Derfor er det afgørende, at du får fortalt et andet menneske, at du har det svært, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for.
Kilde: Livslinien
Træneren taler i den forbindelse også med politiet, men da grooming i sig selv på det tidspunkt ikke er kriminelt ifølge Straffeloven, og fordi Maja ikke vil fortælle, hvad hun har været udsat for, kan politiet ikke komme videre.
Var det sket i dag, havde sagen måske været en anden. 1. juli i år blev grooming indført i Straffeloven som en kriminel handling. Fremover kan en gerningsperson straffes med op til to års fængsel, hvis han eller hun opbygger en relation til et barn med det formål at udsætte barnet for et seksuelt overgreb.
I mange år nægtede Maja selv, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb af træneren, men i juni i år anmeldte hun ham til politiet for voldtægt efter mange og lange overvejelser.
Som Maja husker det, voldtog træneren hende i et omklædningsrum. I mange år har hun ikke kunnet huske voldtægten, og ifølge en psykolog, TV2 Østjylland har talt med, er det ikke unormalt, at Maja som offer har fortrængt det, der er sket. Det kaldes dissociation - en tilstand, hvor offeret kort sagt fortrænger det, vedkommende har været igennem. Det er en overlevelsesmekanisme, hvor sindet lukker ned for minderne om en ubehagelig episode. Derfor vil offeret også ofte være i tvivl, om det, vedkommende har været udsat for, virkelig er sket.
Men kroppen husker, hvad sindet fortrænger, og oplevelserne i barndommen har påvirket Maja lige siden. Ifølge familien og veninderne gik hun fra at være en glad og udadvendt 12-årig pige til at være trist, bekymret og vred. De så en pige, der blev ked af det og lukkede sig inde i sig selv, og endnu et selvmordsforsøg fulgte to år senere.
I over 12 år har Maja kæmpet med sig selv og minderne om det, hun har været igennem. Hun har haft en spiseforstyrrelse og har selvskadet i en årrække. Hun har stadig mareridt om tiden med træneren og lider af PTSD og får medicin mod kroniske smerter.
Nu forsøger hun at tackle det, der er sket og tage livet tilbage. Hun gør det med terapi, ved at tale åbent om det og ved at anmelde træneren til politiet.
Nægter at have voldtaget Maja
TV2 Østjylland har talt med træneren, der i dag bor i en anden landsdel.
Han erkender at have haft et upassende forhold til Maja, men nægter at have voldtaget den 12-årige pige.
- Det vigtigste for mig at understrege er, at der aldrig nogensinde har været noget seksuelt mellem mig og hende. Der har været en relation, som har været for tæt, som ikke var professionel i forhold til, at der var en træner og en spiller. Men det var jeg nok for ung til at forstå dengang. For uerfaren, siger han.
Træneren forklarer, at han i Maja mødte en person, der havde de samme udfordringer, som han selv.
- Jeg fandt endelig en, som kæmpede, som jeg kunne spejle mig i, og som for første gang satte ord på de problemer, som jeg selv havde kæmpet med. Det gjorde, at jeg så vores relation som værende ligeværdig, og jeg satte rigtig meget pris på det, vi havde sammen, siger han.
I dag erkender han, at han som Majas træner burde have kontaktet hendes forældre. Både i forhold til de mørke tanker, Maja gav udtryk for, og da hun skrev til ham om selvmordsforsøget.
- Jeg fortryder en hel masse ting. Jeg har jo ikke på noget tidspunkt forsvaret den måde, jeg agerede overfor hende på. Jeg synes jo, det var forkert at have sådan en relation til hende. Og jeg synes, det var forkert at sige de ting til hende. Og jeg synes, det var forkert ikke at kontakte hendes forældre. Både den dag, hvor hun tog de piller, men også lang tid før, hvor hun begyndte at snakke om de her problemer, siger han.
Sådan har vi gjort
Webdokken er blevet til på baggrund af interviews med Maja Leonhardt Enevoldsen, hendes mor, Maibritt Leonhardt Bøttcher, og flere veninder fra hendes barndom.
Faktuelle oplysninger stammer fra Majas journaler fra hospitalet, den politianmeldelse, Majas forældre lavede i 2010 samt udskrifter af chatten mellem Maja og træneren fra MSN.
I forhold til begreberne grooming og dissociation har vi interviewet advokat Stine Dahl, praktiserende psykolog Heidi Foldager og psykolog ved Red Barnet Per Frederiksen.
Vi har også interviewet Majas træner. Han har givet sin version af forløbet, men ønsker ikke at stå frem med navn. Da han ikke er dømt i sagen, har TV2 Østjylland valgt at efterkomme hans ønske.
Derfor nævner vi heller ikke i hvilken sport, han var træner.
Se TV2 Østjyllands dokumentar "Vores lille hemmelighed":
Tekst: Kristian Jakobsen
Research: Mikala Emilie Kjærbo Sørensen
Foto og video: Anna Schiøler Mortensen og privat
Redaktør: Anne Steen Troensegaard
Layout: Kristian Jakobsen
Udgivet: August 2023