Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Nordic Waste-stifter afsløret på lydfil

I en optagelse fra 2021 fortæller medarbejdere fra Nordic Waste om problemer med et afgørende vaskeanlæg. Det kan Radio4 afsløre.

En lydoptagelse fra oktober 2021 dokumenterer, hvordan Nordic Waste kæmpede med at få et helt centralt vaskeanlæg til at fungere på et tidspunkt, hvor både virksomheden selv og Randers Kommune havde blåstemplet anlægget over for Miljøstyrelsen.

Det fortæller Radio4 i podcastserien “Millionærerne, der skred.”

Optagelsen, der ikke tidligere har været offentliggjort, stammer fra et besøg hos virksomheden foretaget af en journalist fra Radio4.

Den daværende miljødirektør i Nordic Waste, Christian Nielsen, bliver under besøget direkte konfronteret af en medarbejder, der gør direktøren opmærksom på, at anlægget volder problemer.

- Der har vi skyllet en rigtig masse vand igennem, men næsten ingen materiale.

- Og i det andet rør derovre, der har vi skyllet en super masse materiale igennem, men ikke ret meget vand, siger medarbejderen til Christian Nielsen i optagelsen.

Bare en måned tidligere forsikrede Nordic Waste ellers Miljøstyrelsen om, at man havde “igangsat en proces”, der gjorde det muligt for virksomheden at vaske jord fri for forurening.

I optagelsen fra 2021 fastholder Christian Nielsen, at anlægget er blevet “testet af”, og at det “er et spørgsmål om at optimere det nu.”