Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

1400 ton sten er en kæmpe succes

Navne som havkarusser og savgylter siger dig måske ikke lige noget. ikke desto mindre er det nye beboere i Randers Fjord. Et halvt år efter, kommunen smed 1400 ton sten fra en lokal grusgrav i fjorden ved Udbyhøj, giver det pote, og der er flyttet mere liv ind. 

Fjorden bliver ikke ramt af iltsvind, fordi der er stor gennemstrømning. Projektleder for Anne Margrethe Wegeberg er glad for, at der er kommet liv omkring stenrevene.

- At der så hurtigt er kommet liv i projektområdet viser, hvor vigtige bundplanter og tang er for, at der kommer gode livsbetingelser for dyrelivet i fjorden, siger hun.

Siden maj har frivillige også hjulpet med at plante 800 kvadratmeter ålegræs som forsøg på at genstarte noget af fjordens beplantning, men det har svære livskår. 

- Ålegræsset blev i løbet af ganske kort tid overbegroede med alger, som skyldes de store mængder næringsstoffer i fjorden. Så selvom der ikke er iltsvind i fjorden, har næringsstofferne en meget negativ effekt. Der er dog heldigvis nogle sejlivede skud tilbage, og nu må vi se, hvordan de klarer vinteren, siger Anne Margrethe Wegeberg.