Få historien læst op

Zenia Højrup Hansen græder, så hendes spinkle skuldre ryster.

Hun er indlagt på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser i Aarhus, fordi hendes vægt er bekymrende lav.

Men det er ikke derfor, tårerne triller ned ad hendes hule kinder.

Det er fordi, hun ikke vil hjem.

Hun vil blive på hospitalet, til hun bliver rask, hulker den 17-årige pige.

- Jeg har brug for hjælp, og jeg vil gerne modtage hjælp.

Alligevel bliver hun udskrevet den forårsdag tidligere i år.

Den store pige

14 måneder tidligere hvirvler Zenia rundt på isen i en perlerække af kunstfærdige piruetter. Hun bærer en lyserød dragt over hendes trænede teenagekrop.

Det her er Zenias frirum og helt store passion

Men skøjteløbet er samtidig årsagen til, at Zenias tanker langsomt begynder at kredse om mad og vægttab.

- Det starter med, at jeg bliver mobbet og bliver kaldt for den store pige, fordi jeg træner. Så kommer jeg på efterskole, hvor skøjtetræneren kalder mig fed og siger, at jeg ikke yndefuld.

Hvad er en spiseforstyrrelse?

Hun begynder at tælle kalorier og veje maden nøje af, inden hun spiser den. Det virker. Zenia taber sig, og det føles godt.

- Det giver mig en følelse af kontrol. Jeg ser bedre ud, fordi jeg bliver mindre. Så er der ingen, der kan sige, at jeg er stor, og så er jeg god nok.

Vægten rasler nedad. I februar 2020 holder Zenia op med at gå i skole, fordi hun er for syg. Siden har hun været hjemme hver dag.

Kort efter tager de negative tanker over.

Jeg gad ikke at leve

I sommeren 2020 finder Zenia sig selv liggende i fosterstilling på en motorvejsbro.

- Jeg kunne ikke være i mit hoved. Jeg gad ikke at leve. Der var ingen, der elskede mig. Jeg hørte ikke til nogen steder. Jeg havde ingen venner. Jeg var grim.

Hun er gået derop for at gøre en ende på hendes pinsler, men hendes mor Karin Højrup Hansen trækker hende ned, før truslen bliver til virkelighed.

- Det er ganske forfærdeligt at stå der og vide, at ens barn har sådan en lyst til at begå selvmord og ikke har lyst til at være her.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, bør du sige det til nogen

Herefter kommer familien i kontakt med Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser i Herning, der vurderer, at Zenia skal i behandling for en spiseforstyrrelse.

Mor og datter begynder i et såkaldt spiseværksted en gang om ugen, hvor forældre og børn skal spise med andre familier i samme situation.

- For mig var det rigtig godt at sidde med en forælder, der har de samme frustrationer som mig og føle, at man ikke er alene. Zenia sagde også, at det var rart, fordi de ting hun kæmpede med, sad der en ved siden af og kæmpede med også. Så støttede de hinanden i at gøre det, siger Karin Højrup Hansen.

Men på grund af corona og forsamlingsforbud kan tilbuddet ikke fortsætte.

Det frustrerer familien, der endelig var begyndt at tro på, at Zenia kunne få det bedre.

I stedet får den unge pige det værre i takt med, at hun bliver tyndere. I marts i år viser vægten 43 kilo, og hun bliver for første gang indlagt på Aarhus Universitetshospital.

Det er her, hun efter 14 dages indlæggelse grædende beder om at blive på hospitalet.

Ingen hurtige løsninger

I børne- og ungdomspsykiatrien på Aarhus Universitetshospital behandler de primært efter en metode, der kaldes familiebaseret terapi, når det gælder spiseforstyrrelse.

Det betyder, at personalet under Zenias indlæggelse lægger stor vægt på at inddrage familien i behandlingen for, at hun igen kan lære at spise hjemme.

Men for hendes mor er det en stor opgave at sidde alene med Zenia under måltiderne.

- Hun er udadreagerende og råber og er irriteret på mig. Så kommer personalet og siger, at jeg skal dæmpe hende. Jeg siger, at hun har det svært, og væk er personalet.

Det er en mavepuster for Karin Højrup Hansen, der føler, at hun står alene med et sygt barn uden at vide, hvad hun skal gøre.

Hun ved, at hun skal få Zenia til at spise. Men det er svært for hende, og nogle gange er det nemmere at lade være, hvis det betyder, at hun har en glad datter.

- Kan jeg hjælpe mit barn til at få det lidt bedre, så hun ikke begår selvmord, så går jeg med til det. Og det er jo spiseforstyrrelsen. Men det havde jeg ingen forståelse for.

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, LMS, er der mange, der ligesom Karin Højrup Hansen, har behov for mere hjælp.

- Vi oplever mange, der har et ønske om mere støtte, og at man bliver klædt bedre på, og at man bliver støttet mere undervejs, siger vicedirektør i LMS Sabine Elm Klinker.

Den ansvarlige overlæge på Aarhus Universitetshospital forklarer, at der ikke findes en bedre behandling i øjeblikket.

- Jeg ville ønske, at vi havde en behandling, der var effektiv og virkede for alle. Men det har vi ikke, og det har man ikke nogen steder i verden.

- Vi ved, fordi det er undersøgt, at forældrenes kærlighed er det mest effektive våben mod anoreksi. For mig handler det om at redde flest muligt børn, så når jeg ved, at det er den mest effektive behandling, så bliver jeg nødt til at gå med det. Det er mit ansvar som læge, siger Line Ranzau, der er overlæge på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital.

Derfor peger hun på, at der er behov for mere forskning på området.

- Jeg tror ikke, der er nogle hurtige løsninger. Der er brug for en vedvarende og stædig forskning.

Jeg har ikke fået lov at være mor

Personalet på Aarhus Universitetshospital opfordrer gennem hele forløbet Karin Højrup Hansen til at tage orlov fra sit studie, så hun kan deltage aktivt i datterens behandling.

- Man er på, fra man slår øjnene op, og til de går i af sig selv. Så kører tankerne også, mens man sover.

Men når man nu er forælder til et sygt barn, er det så ikke fair nok at forvente, at man gør alt, hvad man kan for, at ens barn bliver raskt?

- Jo, men der er forskel på at være behandler og være mor. Jeg har ikke fået lov at være mor. Jeg har været behandler. Jeg har haft rigeligt at gøre med at få hende til at spise, og at hun har haft det nogenlunde, så hun kunne holde ud at være i tilværelsen.

Karin Højrup Hansen kører ned psykisk, og det er hun ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade ikke den eneste, der gør.

- Vi hører fra mange, at for mange fungerer familiebaseret terapi godt. Men når det er sagt, møder vi også mange familier, hvor det er et rigtig hårdt forløb. Det kan have konsekvenser for familien bagefter. Særligt internationale undersøgelser dokumenterer, at der er en øget risiko for stress og depression hos forældrene, siger vicedirektør i LMS Sabine Elm Klinker.

Jeg tror, jeg har givet min mor rigtig mange blå mærker

Efter 14 dages indlæggelse skal Zenia hjem.

Førstegangsindlæggelser for børn og unge med en spiseforstyrrelse er altid 14 dage lange i Region Midtjylland.

Men for Zenia er det ikke nok, og derfor beder hun om at forblive indlagt. Hun er bange for at skade både sig selv og sine omgivelser, hvis hun kommer hjem.

Det er velkendt at spiseforstyrrelser er tæt forbundne med selvskade. Det samme gør sig gældende i Zenias tilfælde.

I perioder skærer hun i sig selv, så hendes mor, Karin Højrup Hansen, føler sig nødsaget til at sikre familiens hus. Hun gemmer knive og sakse i en skotøjsæske, som Zenia kun kan få adgang til gennem hendes forældre.

Hendes frustrationer har det også med at gå udover hendes familie.

- Jeg tror, jeg har givet min mor rigtig mange blå mærker på det tidspunkt. Jeg slår, kradser, tager kvælertag, kaster med ting og råber voldsomt. Jeg kan se, at det gør ondt på dem. Så gør det ondt på mig, og så reagerer jeg på det. Jeg kan ikke styre det inde i mit hoved.

Alligevel sendes hun hjem for at undgå, at hun begynder at kopiere de andre patienters adfærd.

- Det er en Zenia helt ude i tovene, vi får med hjem. Vi kommer hjem fredag, og lørdag er hun klar til at begå selvmord, siger Karin Højrup Hansen.

Indlagt igen

Dagen efter udskrivelsen bliver Zenia akut indlagt på psykiatrisk skadestue med selvmordstanker, og igen en måned senere bliver hun indlagt på afdelingen for spiseforstyrrelser i Aarhus, fordi hendes vægt endnu en gang er for lav.

Hun har tabt sig syv kilo siden udskrivelsen i marts.

Zenia er ikke den eneste, der er blevet indlagt flere gange med en spiseforstyrrelse. I Region Midtjylland bliver hver tredje patient med en spiseforstyrrelse genindlagt inden for 30 dage.

Alligevel mener overlæge på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser ikke, at man udskriver anoreksipatienter for tidligt.

- Ikke nødvendigvis. Det, at man kommer igen, siger ikke nødvendigvis noget om prognosen. Skal vi have patienten indlagt i 4-6 måneder, eller er det bedre med to indlæggelser af 14 dage? Der vil jeg mene – nogle gange i hvert fald – at det stadigvæk er bedre med to indlæggelser af 14 dage, end det er at være indlagt i 6 måneder.

- Fordi man mister færten af det liv, man plejede at leve. Man er på en sengeafdeling med 13 andre svært syge anoreksipatienter. Og det kan overtage hele ens identitet, siger Line Ranzau, der er overlæge på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital.

Ifølge Region Midtjyllands egne tal bliver 20 procent af deres patienter med spiseforstyrrelse langtidssyge.

Zenias seneste indlæggelse varer i syv uger. Her stiger hendes vægt. Alligevel frygter Karin Højrup Hansen, at Zenia bliver en del af den kedelige statistik.

Tegnene er så småt begyndt at komme. Zenia vejer grundigt maden af og er kontrollerende omkring måltiderne.

- Jeg frygter, at hun stopper med at spise igen og taber sig så meget og skal indlægges igen og starte forfra. Det bliver jo en yoyo, siger Karin Højrup Hansen.

Hun begynder jo faktisk at spise. Kan det være, at hospitalet har fat i den lange ende med den her behandling?

- Det har de, fordi Zenia har fået en indsigt i, at hun selv skal gøre en indsats og begynde at spise for at få det bedre. Men der skal også gøres noget ved alt det, der gjorde, at hun holdt op med at spise.

Drømmen om at komme i skole igen

Zenia er 17 år gammel i dag.

Hun går stadig ikke i skole, fordi tankerne om mad, krop og selvværd suser rundt i hovedet på hende. Hun prøvede for nyligt at starte igen. Men hun lå vågen til langt ud på natten og måtte stoppe igen.

Mobningens stemme vendte tilbage som et deja vu.

- Alle de oplevelser kører som en film i hovedet.

Til sommer får mange af hendes skolekammerater studenterhuer på, og det presser hende, at hun ikke engang har papir på en niendeklasses eksamen.

For Zenia handler det om kunne føle sig normal og gøre det samme som de andre. Derfor håber hun, at lægerne kan tilbyde hende en behandling, der kan hjælpe hende videre.

- Jeg drømmer rigtig meget om at komme tilbage i skole.

Zenia og Karin Højrups Hansens historie er fortalt, som de husker den. TV2 ØSTJYLLAND har haft adgang til Zenia Højrup Hansens sundhedsjournaler, hvor bl.a. datoer er eftertjekket.

Hvis du, eller nogen du kender, udviser tegn på en spiseforstyrrelse eller anden selvskade, kan man kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og selvskade og få hjælp.


Tilføjelse: Psykiatrien i Region Midtjylland har efter udgivelsen af denne artikel ønsket at præcisere, at afdelingen for spiseforstyrrelse løbende er i kontakt med patienterne og deres familie.

- Afdelingen holder ugentlige behandlingssamtaler med familien, som også kan kontakte deres behandler i mellem de ugentlige møder. Hvis det inden for 4-5 uger viser sig, at det ikke går hurtigt nok med vægtøgning, så intensiveres behandlingen – eksempelvis i form af spiseværksted, hvor flere familier mødes i Psykiatrien og får støtte til spisning af behandlere eller kortvarig indlæggelse, skriver Line Ranzau, der er overlæge på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital, i en mail til TV2 ØSTJYLLAND. 


Tekst: Nanna Dam

Fotos: Privat og TV2 ØSTJYLLAND

Redaktør: Asbjørn Andersen

Design og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet: November 2021