Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Ny direktør er startet i Den Gamle By

Julie Rokkjær Birch er startet som ny museumsdirektør for Den Gamle By. Hun overtog mandag officielt nøglerne fra den mangeårige direktør, Thomas Bloch Ravn.

Den nye direktør tiltræder midt i de politiske forhandlinger om en ny museumsreform. Hun håber, at de finanslovsmidler der udløber med udgangen af 2024 indtænkes i reformarbejdet. For Den Gamle By drejer det sig om godt fem millioner kroner.

- Den Gamle By når med omkring en halv million besøgende årligt ud til en stor og mangfoldig skare af mennesker. Også de, som ikke normalt går på museum. Grundlæggende bør tilskudsfordelingen baseres på museernes betydning for samfundet og for de mennesker, der besøger dem, fremfor at det ender med en bureaukratisk, opgavebaseret tilskudsmodel, siger Julie Rokkjær Birch i en pressemeddelelse.

Julie Rokkjær Birch er 40 år og cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Hun har tidligere været direktør på KØN og på Museum Jorn og har blandt andet også arbejdet som museumsinspektør på Skagens Museum og Skovgaardmuseet i Viborg. Hun sidder i bestyrelsen i Spar Nord Fonden og Kulturens Analyseinstitut.