Michael vil gerne have lov til at dø

Få historien læst op

Michael Zederkof har ondt. Hele tiden.

Han lider af sygdommen Von Hippel-Lindau. En sjælden lidelse, hvor der dannes cyster og tumorer i mange forskellige organer - hyppigst i lillehjernen, øjets nethinde, rygmarven, nyrer og binyrer. Ifølge Michael Zederkof nedbryder sygdommen hans krop indefra, og det samme gør hans muligheder for at leve det liv, han gerne vil.

Han får pludselige rystelser i benene, som forplanter sig op i kroppen, og ligesom smerterne er de vedvarende.

- I og med at jeg bliver mere og mere svækket, går det kun en vej, og det er den forkerte. Det er et helvede, og det bliver værre og værre.

Egentlig regnede han med at være død nu. Hans mor led af samme sygdom og døde, da hun var i fyrrerne, som han er i dag. Hans mormor havde også Von Hippel-Lindau og døde bare 32 år gammel.

Det er, som om kroppen siger nej, ikke endnu

Michael Zederkof

Så da hans tilstand endte med at blive forværret efter en operation tilbage i 2018, regnede han ikke med, at der var langt igen. Derfor valgte han at flytte på plejehjem i det, han troede var den sidste tid.

- Nu sidder jeg her tre et halvt år senere. Min krop stritter imod. Jeg har aktivt fravalgt medicinen, men det er, som om kroppen siger nej, ikke endnu.

Smerter, rystelser og en ensformig hverdag, hvor han i stigende grad er bundet til kørestolen, har taget livslysten fra den blot 41-årige mand.

Og den ene ting, han gerne vil, tillader det danske samfund ikke.

- De skal ikke prøve at genoplive mig

Teksten er ikke til at misforstå.

"Ingen Genoplivning Ved Hjertestop", står der med hvid skrift på et rødt skilt, der er monteret på indersiden af køkkenlågen i Michaels lejlighed på Lokalcenter Tranbjerg ved Aarhus.

Han vil ikke genoplives.

- Nu har jeg boet her i tre et halvt år, og det var noget af det første, jeg tog stilling til, så det har jo ligget i baghovedet i lang tid. Det er bare aldrig sket, at jeg har fået et hjertestop. Desværre. Men de har fået besked på, at de ikke skal prøve at genoplive mig, fortæller han.

Det kan ikke siges meget tydeligere. Michael Zederkof vil gerne have lov til at dø. Men den lov, der tillader det, findes bare ikke her i landet. Tværtimod.

Aktiv dødshjælp er strafbart efter § 239 i Straffeloven, som slår fast, at ”den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.”

Længere er den ikke, men debatten om aktiv dødshjælp blusser op med jævne mellemrum, når personer som Michael Zederkof står frem med et udtrykkeligt ønske om at dø, eller når retssystemet fælder dom over en borger, der har hjulpet et andet menneske med at gøre en ende på livet.

Tilladt i andre lande

Schweiz, Holland og Belgien var de første lande i Europa til at legalisere assisteret selvmord. Siden er flere andre lande kommet til. I en række andre europæiske lande – herunder Danmark – er det lovligt at give smertelindrende behandling, som eventuelt fremskynder dødens indtræden.

I flere delstater i USA, Canada og en række andre steder i verden har man også indenfor de seneste 20 år legaliseret aktiv dødshjælp eller tillader assisteret selvmord, og tendensen ser ud til at være stigende.

Forskel på hjælp til at dø

Aktiv dødshjælp er, når et menneske medvirker til, at et andet menneske dør.
Assisteret selvmord er, når patienten selv tager sit eget liv, men får hjælp til det for eksempel ved at en læge udskriver dødbringende medicin.
Passiv dødshjælp er, når en uundgåeligt døende patient benytter sig af sin ret til at fravælge en behandling, der udskyder døden. Efter samme lov kan en patient modtage nødvendige smertestillende midler, selv om de fremskynder dødstidspunktet.

Kilde: Sundhedspolitisktidsskrift.dk

I 2019 blev den pensionerede læge Svend Lings idømt 60 dages betinget fængsel for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg.

Svend Lings går ind for aktiv dødshjælp og har åbent fortalt om, hvordan han har hjulpet syge mennesker til at dø ved at udskrive medicin og vejledt dem i at bruge det til at tage deres eget liv, ligesom han har offentliggjort en selvmordsmanual på nettet.

Den slags er klart ulovligt. Det danske samfund kan ikke strække sig meget længere end til det røde skilt, der fastslår, at genoplivning frabedes.

Men står det til Michael Zederkof, skal lovgivningen laves om.

- Folk, der har uhelbredelige sygdomme, skal have lov at træffe deres eget valg, siger han.

Det etiske råd siger klart nej

Det etiske råd har diskuteret aktiv dødshjælp i flere omgange.

Rådet siger klart nej til at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark, og ifølge formanden for Det etiske råd, Leif Vestergaard Pedersen, sker det af tre årsager.

Hvis man tillader aktiv dødshjælp for en gruppe i samfundet, er der andre, der vil presse på for at komme i betragtning, så man ender på en glidebane, hvor flere og flere får muligheden.
Alvorligt syge, der føler sig som en belastning for deres pårørende, risikerer at vælge døden for at hjælpe dem. Det er også en risiko, at pårørende til en syg person foreslår aktiv dødshjælp, fordi det er hårdt at være pårørende.
Det er problematisk, hvis vi som samfund siger, at nogle menneskers liv ikke er værd at leve, fordi de har en sygdom eller et handicap.

Otte operationer i lillehjernen

Siden han var først i tyverne har Michael Zederkof jævnligt været indlagt på grund af sin sygdom.

Ifølge hans egen beregning har han sammenlagt brugt tre et halvt år af sit liv på hospitaler.

Af hans journal fremgår det, at han har gennemgået otte operationer i lillehjernen og 17 operationer for cyster.

Operationerne er forbundet med en vis risiko, og den seneste operation i 2018 medførte det, der beskrives som et ”væsentligt funktionstab på grund af rygmarvsskade.”

Dokumentation

TV2 Østjylland har forsøgt at dokumentere Michael Zederkofs ønske om at dø.

Hans sundhedsjournal dokumenterer, at han har ret, når han siger, at han har valgt genoplivning og medicin fra.

Vi har også talt med et familiemedlem, der bekræfter, at Michael Zederkof længe har talt om muligheden for aktiv dødshjælp.

Selv husker han det som et definitivt vendepunkt i livet.

- Jeg kom ind en søndag, hvor jeg havde været ude at spille fodbold, blev opereret mandag, og i dag sidder jeg her, fortæller han, mens han gennemser en stak fotografier fra det liv, han levede engang.

Billederne fortæller historien om en ung mand fra Fredericia, der levede et særdeles aktivt liv, hvor fodbold med kammeraterne og ikke mindst begejstringen for motorsport fyldte det meste.

- Jeg savner det helt vildt. Hver dag. I mange år efter jeg stoppede, var jeg mekaniker for en kammerat. Det der med teknik har altid ligget i fingrene, fortæller han.

Operationen i 2018 satte en stopper for det hele, og for en ung mand med benzin i blodet er det ulideligt at være bundet til en kørestol.

- Nu har jeg siddet i den i fem år, men jeg kommer aldrig til at vænne mig til det. Det gør jeg ikke.

Sover, spiser og spiller computer

I det hele taget er kontrasterne voldsomme mellem det liv, Michael Zederkof levede før, og det liv han lever nu.

Det var hurtige motorcykler, fodbold, poker, øl og burgere med gode venner. Men i en alder af 41 år bor han på plejehjem, han er stærkt begrænset fysisk, hans sociale liv er nærmest ophørt, og han lider af en sygdom, der kun bliver værre.

- Det eneste, jeg laver, er at sove, spise og spille computer. Sove, spise og spille computer. Sådan har min hverdag været de sidste tre et halvt år. Det er ikke fedt. Jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg bliver indadvendt. Jeg kommer fra et miljø, hvor jeg var meget udadvendt og glad, og det er jeg jo slet ikke mere.

Mine muskler bliver ”spist”, og jeg kan bare mærke, at tingene bliver sværere og sværere og sværere

Michael Zederkof

Han vågner ved ottetiden om morgen, men ligger gerne i sengen og ser serier eller film til ud på eftermiddagen. Så sætter han sig ved computeren frem til klokken bliver syv eller otte om aftenen, hvor han lægger sig tilbage i sengen og ser tv, indtil han falder i søvn.

- Det er et helvede. Så kort kan det siges. Ud af døgnets 24 timer er jeg herinde i 22 timer. Jeg sidder med mine egne tanker, og i morgen er det måske endnu hårdere, fordi jeg har den sygdom, jeg har. Mine muskler bliver ”spist”, og jeg kan bare mærke, at tingene bliver sværere og sværere og sværere.

- Kæden hopper af, når jeg skal være afhængig af andre

Som et hvert andet menneske vil Michael Zederkof bare gerne træffe sine egne valg i livet.

Men muligheden for selvbestemmelse svinder sammen med musklerne. Og den voksende afhængighed af andres hjælp piner ham.

- Det er ydmygende for mig at skulle have hjælp. Det giver ingen livskvalitet på nogen måde overhovedet. Prøv at forestille dig, at du skal tørres i røven, eller du skal ringe, når du skal på toilet, du kan ikke selv gå i bad, du skal ringe efter en, hvis du skal op og pisse klokken tre om natten. Det er det med at have friheden til selv at bestemme, siger han.

Lige nu klarer han stadig de fleste ting selv, alene fordi han vil. Men selv viljen må en dag give fortabt til den sygdom, der hærger hans krop.

For tre år siden var han et kvarter om at tage et bad. Nu tager det op mod halvanden time, og når han ikke længere kan selv, må det være sådan.

- Om jeg så skal stoppe med at gå i bad, så gør jeg det, siger han og fortæller om en episode for et halvt år siden, hvor han havde svært ved at bevæge sig og skulle løftes i seng med lift.

- Da begyndte jeg simpelthen at græde. Det var så ydmygende. Kæden hopper af, når jeg skal være afhængig af andre. Man skal have lov til at bestemme over sit eget liv. Lige nu sidder jeg med følelsen af, at jeg ikke kan bestemme, hvad der skal foregå i mit liv. Jeg har gjort det klart for mig selv, at det er slut. Jeg har sagt nej til medicin og til lægehjælp, jeg har sagt nej til alt. Jeg ønsker ikke hjælp. Men de vil hjælpe. Du skal hjælpes.

- Jeg vil ikke mere

Det eneste, Michael Zederkof vil have hjælp til, er at dø, mens tid er.

- Man skal kunne sige fra, mens man kan og er ved sine fulde fem, som jeg er lidt endnu. Jeg vil gerne have, at det kan gøres under ordnede forhold. Men det er desværre ikke en mulighed i Danmark.

Han har selv undersøgt mulighederne for at tage til udlandet og få hjælp til at dø der. I november 2021 fik han kontakt til en person, der kunne etablere en forbindelse til en klinik i Schweiz.

Men det er både en bekostelig og vanskelig rejse, og Michael er kommet frem til, at han helst vil dø i Danmark for at få en værdig afslutning på livet.

Jeg vil gerne, at det kan gøres professionelt under ordnede forhold

Michael Zederkof

- Nu så jeg den dokumentar, der blev lavet for nylig ('På tirsdag skal jeg dø', red), og som jeg ser den, er det ydmygende at tage til udlandet for at få opfyldt sit ønske. Jeg synes, det skal være lovligt at gøre i Danmark, for så kan man være omkring sine nærmeste, når det sker.

Og det med værdigheden er også grunden til, at han har forkastet tanken om selvmord.

- Jeg har da tænkt på at tage en masse piller, men hvad nu, hvis det slår fejl, og du bliver hjerneskadet og skal holdes kunstigt i live? Jeg vil gerne, at det kan gøres professionelt under ordnede forhold. Det er jo desværre ikke en mulighed endnu. Det håber jeg så, vi kan ændre på.

Han vil ikke længere opereres for tumorer og cyster, og for en måneds tid siden stoppede Michael Zederkof også med at tage sin medicin.

- Jeg er stoppet, jeg vil ikke mere.