Lars var sød ved kolleger og naboer, men hackede dem i smug

Få historien læst op

- Må jeg lige låne din telefon? 

Lars Kortsen stikker hovedet ind på kontoret og spørger.

Signe Petersen siger ja og stikker ham sin private iPhone og arbejder videre. Som it-medarbejder på politigården i Aarhus er det Lars' job at sørge for, at sikkerheden er i orden. Han skal se, hvordan politiets systemer spiller sammen med Apple-produkter, forklarer han. 

Lars slutter telefonen til sin bærbare og opretter en mappe. Efter få minutter ligger alle Signes private billeder og sms’er på Lars’ computer. Hun er blevet hacket, imens hun intetanende sidder få meter fra gerningsmanden. 

Og hun er langtfra den eneste. 

Julie. Mathilde. Maria. Line. Emilie. Sine. Anne. Christine. Lene.

Side om side ligger mapper fyldt med alt fra private billeder og sms-beskeder til sygesikringsbeviser og recepter. Alle sammen var de venner og kolleger til Lars. Nu er de ofre for en forbrydelse, sammen med hundredvis af andre.

Lars stod som it-medarbejder for klargøring af computere til nye ansatte på politigårdene i Randers, Horsens og Aarhus og sletning af materiale indsamlet under afsluttede efterforskninger.

Signe er på det tidspunkt anklager på politigården og beskriver Lars som en venlig og betroet kollega.

- Det er en ubehagelig oplevelse, når et menneske bruger sin position og sit væsen. Han var venlig og imødekommende og virkede hjælpsom, og så vil man jo også gerne hjælpe ham, siger Signe.

Men en dag bliver en kvindelig kollega mistænksom over Lars’ adfærd, da han bliver tydeligt frustreret og nærmest vred over, at hun ikke har tid til at lade ham tjekke hendes telefon. Hun vender situationen med andre på stationen. De andre medarbejdere har oplevet noget lignende, og de bliver enige om, at der er et mønster. 

Lars bliver anmeldt, og det skal vise sig at være en klog beslutning. For hacking af kollegernes digitale privatliv er langt fra det eneste, Lars har på samvittigheden.

Filmede kollega gennem nøglehul

Nogle dage efter anmeldelsen bliver Lars anholdt af Østjyllands Politi i sit hjem i Sabro udenfor Aarhus. En ransagning af hans harddiske afslører kopier af indholdet fra flere end 140 kolleger og venners mobiltelefoner og computere. 

På hans harddiske på både politigården og i hjemmet finder efterforskerne mapper fyldt med intime billeder af nøgne kroppe, gravide maver, bikinibilleder, sygesikringskort, ferieminder, babyer, børnebørn, recepter og lægehenvisninger.

Men det er ikke det eneste, Lars har gjort. 

Han har også gennem et nøglehul filmet en kvindelig kollega klæde sig af i et omklædningsrum på politigården og slået uretmæssigt op i sager om alt fra vold til manddrab i politiets systemer.

Det var som en alkoholiker, der vil have flere øl
Lars Kortsen

Signe har nogenlunde ro i maven. Hun har ikke kompromitterende billeder på sin telefon, men er mere nervøs for eksempelvis indhold af beskeder. Kunne der stå noget, andre ikke skulle vide? Det er hun nervøs for.

- Det er en mærkværdig adfærd. Jeg tænker, at han må have nogle seriøse issues, konstaterer Signe, der er anklager, men ikke længere ansat på politigården i Aarhus.

Under hele retssagen fastholder Lars, at materialet ikke er blevet delt med andre, og det er der heller ikke noget i efterforskningen, der tyder på.

Hackede det halve af arbejdsdagen

I retten forklarer Lars, at han selv mener, at det begyndte i det små i 2017 eller 2018. Derefter tog det til.

- Så var det som om, at noget vækkede sig inde i mig. Det var sgu spændende. Og så tog det fart, forklarede Lars snøftende i retten.

Til sidst brugte han det halve af sin arbejdsdag på det.

- Lige i det sekund, jeg gjorde det, var det fint, men sekundet efter skammede jeg mig. Det var som en alkoholiker, der vil have flere øl, siger Lars Kortsen.

Det var som en sygdom, forklarer han.

- Det er kommet snigende ind ad bagdøren. Det ene har taget det andet. Til sidst kunne jeg ikke kende mig selv, siger han i retten.

I den kaotiske tid, hvor sagen kører, får Lars hjælp fra sine gode naboer på villavejen. Men det varer ikke ved. For stille og roligt går det op for dem, at Lars har udnyttet deres tillid på måder, ingen af dem havde fantasi til at forestille sig. 

Dagen, hvor alt ændrer sig

Det er mandag i påsken 2021 i villakvarteret i Sabro. Kun de tre fremmede biler, der nærmer sig, vidner om det chok, der snart vil lamme beboerne i nybyggerkvarteret.

Pernille Nielsen registrerer bilerne udenfor vinduet, mens hun ordner vasketøj. Hendes datter og Lars' yngste har sovet sammen, men er løbet ned til Lars' hus, for at hente grøn frugtfarve, de mangler til en kage.

Men pludselig kommer pigerne tilbage. Der er noget galt. De må ikke komme ind i huset, og Pernilles mand og Lars’ gode ven, Henrik Pedersen, går ned og kigger. Det er politiet. Og Henrik må heller ikke komme ind, da der er en ransagning i gang. 

Da politiet er færdigt med at ransage hans hjem, tager de Lars med ind på politigården. Her gennemgår de også hans arbejdsplads og  hans arbejdscomputer. Og det, efterforskerne også finder om naboernes privatliv, chokerer alle.

Mistanken spreder sig

Inden den dag i marts var det et villakvarter, som mange drømmer om. 

Børnene løb fra dør til dør og fik is. Der var sommerfester og Smukfest, soveaftaler og spontane øl over hækken.

De øl har Lars og Henrik delt mange af. Udover naboskabet i Sabro arbejder de også begge på politigården, og det er blevet til et tæt venskab. Derfor er det også Henrik, der må køre en dybt påvirket Lars på psykiatrisk skadestue nogle dage efter anholdelsen.

Men blandt naboerne begynder mistanken om, at de selv er forurettede, at sprede sig.

Husstanden har gjort det unødvendigt ubehageligt
Morten Christensen, genbo

Sidse Rasmussen er tidligere nabo, og hun beskriver Lars som hjælpsom. 

- Hans it-kundskaber har været en kæmpe gave, fordi vi selv har været for sløve til at sætte os ind i de små detaljer. Hver gang vi har haft Lars forbi, har han forsikret os om, at det af vores indhold, han midlertidigt havde på sin computer, blev slettet igen. Det stolede vi jo på, siger Sidse.

Langsomt begynder brikkerne at falde på plads. Flere detaljer dukker frem, sagens omfang vokser, og naboernes billede af Lars begynder at smuldre. 

Til at starte med tror Henrik ikke helt på det og bliver ved med at omgås og hjælpe Lars.

Lige indtil han finder ud af, at der på vennens harddisk også findes noget, som tilhører Henriks egen nu 18-årige datter, og som får store omkostninger for hende.

Hacker naboens datter

Lars hjælper også Henrik og Pernilles teenagedatter med teknikken. Hun er ordblind og derfor meget afhængig af andres hjælp og særlige programmer på sin computer. 

Derudover er hun lidt klodset med sin telefon, fortæller hun, og har fået ny flere gange. Hver gang har Lars hjulpet hende og har haft adgang til hendes kode. Og da hun får ny MacBook, står Lars klar til at sætte det hele op.

I et af dokumenterne på Lars’ computer finder politiet derfor den nu 18-årige datters iCloud-informationer. Og på hans harddisk gemmer sig billeder og forskellige dokumenter herunder hendes optagelsespapirer til en videregående uddannelse.

Det har haft traumatiske konsekvenser for hende. Hun har blandt andet mistet tilliden til andre og reagerer nu voldsomt, hvis nogen for eksempel tager hendes telefon.

Et villakvarter i opløsning

Da sagen kommer frem, går Lars fra dør til dør for at overbevise naboerne om, at han er uskyldig.

Han forklarer, at medierne blæser det op, og at det er ham, der er offeret.

De, der ikke hoppede på Lars’ forklaring, blev gjort til skurkene. Andre købte forklaringen, og det idylliske villakvarter blev delt op.

- Husstanden (Lars og hans kone, red.) har gjort det unødvendigt ubehageligt. Hvis han havde trukket sig og ikke skulle gå rundt og pege fingre ad andre, så var det aldrig, aldrig nået hertil, siger genboen Morten Christensen. 

- Det kunne være gået så meget anderledes.

Naboerne er enige i, at hvis Lars havde pakket en kuffert og var flyttet umiddelbart efter anholdelsen, ville situationen ikke have været så tilspidset, som den endte med at blive. 

I stedet blev han hængende i kvarteret og inviterede både forurettede og andre naboer til poolparty.

Mange gik rundt med en knude i maven af frygt for at støde på ham udenfor hoveddøren.

Børn med ondt i maven

Lars flyttede fra villavejen i november 2022, men har stadig børn på den lokale skole. Derfor kan naboerne også fortsat rende ind i dem, men ingen hilser.

Det er kommet så langt ud, at det er gået ud over børnene.

- De kan tydeligt mærke, at der er foregået noget usædvanligt. Vi har af professionelle rådgivere fået anbefalet at forklare vores børn situationen i børnesprog. Det har været en udfordrende proces, siger genboen Sandie Christensen.

Henriks yngste datter er også påvirket af den ufrivillige afbrydelse af det ellers tætte venskab mellem både børn og voksne på vejen.

- Vi har forsøgt at komme i dialog med familien i forhold til børnene, men det blev afvist. Vi har forsøgt dialog gennem skolen, der forsøgte at sætte et møde op, for at børnene ikke dagligt skal gå i skole med ondt i maven. Alle forsøg er afvist af Lars og børnenes mor, siger Henrik.

Også de kvindelige kolleger på politigården, der er blevet hacket, får ligesom naboerne konsekvenserne af Lars’ forbrydelser at mærke.

Særligt én ting i hverdagen, som de før så frem til, bliver med ét forvandlet til et dagligt mareridt.

Hvem har set hvad?

Den dag, nyheden om anholdelsen kommer frem, sender det chokbølger gennem politigården, og stemningen ændrer sig. Folk er kede af det og græder. Stemningen skifter til kaos og vrede.

For hvem har set hvad?

De kvindelige ansatte bliver bange for at komme ned i kantinen, fordi de ikke ved, hvilke efterforskere der har set deres private billeder. Det er ydmygende.

Det var et slag for afdelingen og de kolleger, der arbejdede tæt på ham, forklarer en tidligere leder i retten.

Retssagen begynder i januar 2023. Den første dag er samtlige af tilhørerpladserne fyldte. Der er både tidligere kolleger og naboer. Alligevel lykkes det Lars Kortsen at undgå øjenkontakt med nogen ud over sin forsvarer og dommeren. 

Den lave snak på stolerækkerne forstummer, da 43-årige Lars kommer ind i det store retslokale. 

Han går nærmest sidelæns ind og hen på sin plads for ikke at møde deres blikke.  I pauserne bliver han også siddende på sin plads.

Han tager en kleenex op til øjenkrogen utallige gange og skjuler ansigtet med hånden, når de forurettede afgiver forklaring. 

Der er ingen tvivl om, at han er ked af det. Han er bare ikke ked af det, han har gjort, lyder det fra en af de forurettede. 

Lars Kortsen har siden sin anholdelse skiftet navn til Kasper Hansen.

Flere millioner filer og to års fængsel

Lars' ofre har siddet med et utal af følelser. Skam, vrede, krænkelse. Samtidig følte man sig dum, forklarer flere af dem.

- Det viser, hvor naturligt det føltes, han var der. Det er jo vanvittigt, vi ikke har talt om det eller stillet kritiske spørgsmål, forklarer en af de forurettede i retten.

De sidder tilbage med følelsen af at være dumme og være blevet groomet. Men man hjalp, fordi det var Lars.

I retten erkendte 43-årige Lars med en enkelt undtagelse forholdene på retssagens første dag. Han var dog ikke enig med anklageskriftet i, at hans forbrydelser skulle have stået på i ti år.

Over fem dage sad han sammen med sin forsvarer og lyttede til kolleger og naboers forklaringer. Hele tiden med papirservietten i hånden og blikket rettet mod bordet foran sig.

I pauserne blev han også siddende inde i retssalen. 

Der var omkring 2,5 millioner filer i sagskomplekset.

Lars Kortsen blev idømt to års fængsel, heraf tre måneder ubetinget.

Han modtog dommen, og anklageren ankede heller ikke. Hans forsvarers umiddelbare reaktion var lettelse, og han fortalte, at nu glædede Lars sig til at komme videre.

Det kæmper de forurettede stadig med at komme. Flere af dem modtager fortsat psykologbehandling ovenpå krænkelserne.

Hør anklager og forsvarers reaktioner på dommen i videoen herover.

Heller ikke på villavejen er det helt lige så nemt. Strafudmålingen står langtfra mål med hans gerninger, er naboerne enige om, og de ikke tror, han stopper på trods af dommen.

- Det er et kæmpe tillidsbrud, han har udøvet over for så mange mennesker, og så skal man tage sin straf, lyder det fra naboerne.

De er glade for det juridiske punktum, men sagen fylder endnu.

Redaktionel note

Hverken Lars eller hans ekskone har ønsket at udtale sig til historien.

Artiklen bygger udover de citerede kilder på en lang række baggrundsinterviews med kilder tæt på sagen, som ikke har ønsket at stå frem med navn, samt vidneforklaringer fra Lars og forurettede i retten.

Lars Kortsen har siden sin anholdelse skiftet navn til Kasper Hansen. Vi bruger det navn, han havde, mens han var ansat på politigården og begik forbrydelserne.

Tekst: Iben Sørensen

Research: Iben Sørensen

Grafik: Emma Thingstrup Nielsen

Layout: Iben Sørensen

Redaktør: Kathrine Juhl Jørgensen

Udgivet: Marts 2023



Nicklas med fiskJPG

Læs også

Nicklas fangede en fisk, der satte skub i en sag om 191 millioner kroner
solkur

Læs også

Cecilie stikker sig med ulovligt lægemiddel for at blive brun