Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Idømt livstid for drab med over 20 knivstik

En 36-årig mand er tirsdag blevet idømt fængsel på livstid af den regionale domstol i Flensborg for drabsforsøg og grov vold med døden til følge imod sin kone på motorvejen A7.

Det skriver det tyske medie RTL.

Parret var syriske flygtninge og havde boet i Aarhus i omkring seks år på gerningstidspunktet.

De var på vej fra Aarhus til Berlin i november 2021, da manden holdt ind i nødsporet syd for Flensborg.

Her stak han ifølge anklagen sin 32-årige hustru mere end 20 gange med kniv.

Efter at hun blev stukket, mener den tyske anklagemyndighed, at kvinden flygtede ud på motorvejen. Her blev hun ramt af en lastbil og døde.

Regnes som æresdrab

Domstolen i Flensborg har brugt 70 retsmøder og næsten to år på sagen.

I en tysk kontekst er en fængselsdom på livstid uden længste tid. Men en dømt har mulighed for at søge om prøveløsladelse efter 15 år.

En prøveløsladelse vil så kræve, at den dømte ikke længere er til fare for samfundet.

Den tyske anklagemyndighed regner drabet som et æresdrab.

Det er aldrig lykkedes de tyske myndigheder at finde lastbilchaufføren eller den lastbil, som ramte kvinden.

/Ritzau/