Hvorfor skulle Ida dø?

21-årige Ida mistede livet i "Dødskrydset" i Aarhus. Gerningsmanden fik 30 dages fængsel. Her er historien om ulykken fortalt gennem de forældre, der stod tilbage.

Charlotte Philbert Michelsen kigger på telefonen. Otte ubesvarede opkald fra samme nummer.

Det var da lidt voldsomt, tænker hun. Frokosten er netop indkøbt hos Brugsen i Lystrup, og nu skal hun videre til næste forretningsbesøg. Hun ringer op fra bilens håndfri telefon.

I den anden ende af røret er det en overlæge fra Skejby, der svarer. ”Du skal køre ind til siden,” lyder det. Charlotte finder en rasteplads og standser bilen.

”Er din datter Ida Philbert Vangsø Ottzen?”

”Ja?”

”Hun har været i et uheld. Og hun er død."

Charlotte råber ad overlægen. Det kan jo ikke passe, det her. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Charlotte Philbert Michelsen og hendes datter Ida Philbert Vangsø Ottzen.
Charlotte Philbert Michelsen og hendes datter Ida Philbert Vangsø Ottzen. Foto: Privat

Kort efter ringer en anden telefon i Aalborg. Den tilhører Charlottes eksmand, Max Ottzen.

Han tænker, at det ligner et eller andet firmanummer. Overvejer, om han gider tage telefonen. Alligevel trykker han på den grønne knap.

Det er den samme overlæge, der netop har talt med hans ekskone. Max Ottzen tænker instinktivt, at datteren nok har slået armen eller noget i den dur.

- Da jeg hører, at hun er afgået ved døden, der frøs mit indre. Det var vildt.

Idas storebror, Simon, er allerede på hospitalet. Han har identificeret hende.

Krydset blev hurtigt fyldt med blomster og hilsener til Ida.
Krydset blev hurtigt fyldt med blomster og hilsener til Ida. Foto: Privat

Ida Philbert Vangsø Ottzen blev kun 21 år.

Hun blev dræbt i et lyskryds i maj 2018, da hun var på vej over på den anden side. Dræbt af en 31-årig mand med flere færdselsdomme bag sig. Han kørte over for rødt og direkte ind i Ida.

To år senere skete det igen. Endnu en ung kvinde blev dræbt i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus. Krydset er af medierne blevet døbt ”Dødskrydset”, fordi der har været så mange ulykker. Og Idas forældre forstår ikke, hvorfor i alverden man intet lærte af datterens død.

Uglet hår og slidte sneakers

Lille Ida var en spradebasse. Sådan en, der gik i skole med pænt hår og kom hjem med en uglet fuglerede på toppen af hovedet. Måske der endda havde viklet sig en lille gren fast i lokkerne.

Hun klatrede i træer, blev beskidt og havde altid huller på knæene. Hun fulgte med selv de hurtigste drenge i klassen.

Det var svært ikke at blive smittet af Idas gode humør. Hun havde en evne til at sætte smil på læberne omkring hende. Til skole/hjem-samtalerne fik forældrene stort set altid at vide, at hun skulle koncentrere sig lidt mere om undervisningen og lidt mindre om at grine med veninderne.

Som barn var Ida besat af Nuser-figurer i alle udgaver. Max tog hende med på loppemarkeder for at finde nyt brevpapir, blyanter, og hvad de ellers kunne finde med Nuser på. Både far og datter var samlere, så det var ikke kun Ida, der nød turene. Senere stoppede Nuser-fascinationen og blev erstattet af en samling med sjældne sneakers.

I hjemmet i Åbyhøj havde hun også sine skævheder. Hun elskede gajoler og gulerødder med ketchup – selvom forældrene syntes, det var en lidt underlig ting at spise.

Da hun var ni år, begyndte hun til dans. Her kunne hun komme af med noget af sin energi. Og hun elskede det.

Dansen blev en trofast ledsager for Ida. Fra morgen til aften. Og sådan skulle det blive resten af hendes liv.

I 2016 blev hun student fra Århus Statsgymnasium. Sabbatåret blev brugt på arbejde og rejser, og så udlevede hun en drøm i Paris, hvor hun var på et tre måneders danseforløb på Flow Dance Academy i Paris.

Det var the time of her life. Hun sled sine sneakers op med dans fra 8 morgen til 19 aften.

Hjemme i Danmark gik hun aldrig glip af en fest. Hun greb alle muligheder for at være sammen med veninderne til både festivaler og hvidvin i parken i Åbyhøj.

Der var altid fart på, masser af aftaler i kalenderen og sjældent tid til hvil. Og så kom hun tit lidt hurtigt ud ad døren. 

Sådan var det også om aftenen den 29. maj 2018, da Ida vinkede farvel til sin far. Hun skulle overnatte hos sin kæreste, inden hun dagen efter skulle til Distortion med nogle veninder i København.

”Hej hej far, jeg skynder mig ud, jeg skal nå bussen! Vi ses!”

Men Ida kom aldrig til Distortion. Hun så heller aldrig sin far igen.

For dagen efter blev familiens liv forandret for altid. 

Få dage inden ulykken var Ida med sine veninder til karneval i Aalborg. Ida var klædt ud som engel.
Få dage inden ulykken var Ida med sine veninder til karneval i Aalborg. Ida var klædt ud som engel. Foto: Privat

Tomrum

Den 30. maj 2018 var en helt surrealistisk dag for Max og Charlotte. Dagen, hvor de mistede deres datter. Sygehuspersonalet havde fået lagt Ida på en pæn måde, så man ikke kunne se skaderne efter ulykken. Men alligevel var det ikke til at tro, at det var deres datter, der nu lå der.

Men det var det, det kunne de jo godt se. Synet blev for altid indprentet på nethinden. De gik lidt rundt om hinanden og vidste slet ikke, hvad de skulle gøre af sig selv. Personalet sagde, at de var velkomne til at blive så længe, de ønskede, men de måtte også gerne tage hjem.

Det gjorde de så efter nogle timer. Det var svært at gå fra stuen.

- Det var underligt. Så forlod man bare sit barn, der lå derinde i en seng, siger Max Ottzen.

Veninderne begyndte at ringe og skrive til Ida. De var bekymrede. Nogle af dem ventede jo på Ida i København, fordi de skulle sammen til Distortion. Det var ubehageligt for Charlotte at skulle give dem besked. Hun vidste jo noget, som de ikke vidste. 

Om aftenen skrev Max, Charlotte og Simon på Idas Facebook-profil, at hun havde mistet livet i en trafikulykke. 

Dødskrydset
Foto: Privat

Krydset, hvor ulykken skete, blev hurtigt fyldt med blomster, lys og unge mennesker med blanke øjne. Idas venner og veninder samledes i krydset for at sige farvel og for at dele sorgen med hinanden.

De næste dage er ret tågede for Charlotte. Hun følte sig som en zombie. Ida havde efterladt et kæmpe tomrum, og Charlotte kunne ikke holde ud at være andre steder end i deres sommerhus på Helgenæs. Hun sad på terrassen i timevis og stirrede stift ud mod horisonten.

Hendes nuværende mand, Jørgen, slæbte hende med på gåture og puffede hende i den kolde Aarhusbugt for at få renset tankerne.

Dødskrydset
Foto: Privat

Max’ krop reagerede anderledes. Han følte sig konstant stresset. Natten efter ulykken kørte det løs i hele kroppen på ham, som om han var på speed. Han begyndte at gøre rent i hjemmet, og det var altså en ret uvant ting for ham.

Han blev hyperopmærksom på selv de mindste lyde. Det var som om, kroppen var i alarmberedskab. Ørerne var oversensitive. Hver gang, noget gav lyd fra sig i gangen, ventede han på lyden af Idas nøgle i døren. Og når han lavede mad, ventede han på, hun kom hjem, som hun altid gjorde, når det var spisetid.

Fem dage efter ulykken tog han til koncert med Marilyn Manson. Han trængte til at høre noget ordentlig rock. Lindre sjælen med ”Irresponsible Hate Anthem” og ”This Is the New Shit.” Fuld skrald. Det var fandme fedt, syntes Max.

På vej hjem fra koncerten var der et unikt aftenlys over Ringgadebroen. Max følte sig helt fri, og en stemme i hans hoved sagde, at han da bare kunne springe ud fra broen. Så var smerterne og stressen væk. Det var en nem løsning, tænkte han.

Men i samme øjeblik kom han i tanke om sin ældste søn, Simon. Det kunne han ikke gøre mod Simon. Og så kørte Max videre over broen.

De fineste sneaks

Ti dage efter ulykken skulle Ida bisættes. Charlotte frygtede den dag. Hun kunne slet ikke overskue, at datterens kiste skulle bæres ud, og at de nu skulle sige farvel.

Et par dage inden havde bedemanden været på besøg og spurgt efter, hvilket tøj Ida skulle have på i kisten. De fineste sneakers var blevet fundet frem og afleveret til bedemanden.

Præsten havde bedt Max og Charlotte om at skrive nogle af deres tanker ned, så de kunne bruges til bisættelsen. Det var en svær opgave.

Mindeord til Ida

Også venner og veninder sendte beskeder og mindeord af sted til Ida.

- Hun var der for alle og enhver, om det så var myren på træet eller storken i springvandet.

- Hun var der ikke kun til det sjove og festlige. Hun var der til at lytte, forstå og trøste, når det hele en gang imellem ramlede sammen.

- Det, der er sket, minder mig om livets skrøbelighed. Det minder mig om, at vi skal huske at leve, værdsætte livet og hinanden, grine sammen, græde sammen, opleve alt, hvad vi kan, mens vi kan. For Idas skyld. For Ida ville livet. Dejligste Ida.

Dødskrydset
Foto: Privat

I omegnen af 500 mennesker dukkede op til bisættelsen i Åbyhøj Kirke. Flere måtte stå uden for kirken, fordi den var propfyldt. Der var blomster over alt.

Bagefter mødtes de i parken tæt på kirken. Der, hvor Ida ofte havde sippet hvidvin, kælket med familien og været til sankthansaften.

Ida Philbert Vangsø Ottzen
Foto: Privat

Gæsterne havde taget tæpper med, og familie og venner havde sørget for sandwich og drikkevarer. Rundt om i parken stod standere med billeder af Ida. Smilende og omgivet af de mennesker, hun holdt af.

Det var en hård dag at komme igennem. En af de værste i Charlottes liv. Men det var også en dag, som hun nu ser tilbage på med glæde. Det var en smuk dag, der nu er et smukt minde.

En passende straf?

For mange, der har mistet, er bisættelsen en slags endeligt punktum. Men for Idas forældre var den faktisk mest et komma. Det endelige punktum skulle sættes ved Retten i Aarhus ni måneder senere.

Her var den nu 32-årige mand, som havde kørt Ida ned, tiltalt for uagtsomt manddrab.

Manden havde i forvejen en række færdselsdomme. Han er tidligere dømt for at køre for stærkt, for at overhale indenom, for at køre uden kørekort – og for at køre over for rødt lys.

I sagen om Ida nægtede han sig skyldig. Det havde Max svært ved at acceptere.

- Det er et sølle menneske, der ikke står frem og erkender, at han har kvajet sig. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan køre et andet menneske ned og bagefter prøve at fralægge sig ethvert ansvar, siger Max Ottzen.

1600px_colourbox33031167.jpg
Foto: Øxenholt Foto

Hverken Max eller Charlotte var til stede i retssalen. De kunne ikke bære at være i samme rum som den mand, der havde taget deres dyrebare datter fra dem. 

Og så frygtede de, at de ville støde på ham i Åbyhøj, hvor de alle stadig boede. I stedet tog nogle venner og familie af sted som en slags repræsentanter for forældrene.

Bilinspektøren konkluderede, at manden kørte mellem 75 og 85 km/t, da han ramte Ida. Hastighedsgrænsen var på 70 km/t. Og så kørte han over for rødt lys.

Retten kendte manden skyldig i uagtsomt manddrab. Han fik ét års ubetinget frakendelse af kørekortet og én måneds fængsel.

Det var en kæmpe mavepuster for Charlotte. Dommen var så uretfærdig lav, at hun slet ikke kunne forstå, at det kan være rigtigt. Det var ikke fair. Især ikke over for Ida.

- Vi vil jo ikke få Ida tilbage, selvom han kommer i fængsel længere tid, men vores retsfølelse ville ikke være så krænket, som den er nu. En måneds fængsel? Jeg synes, det er til grin, siger Charlotte Philbert Michelsen.

- Jeg blev så ked af det. Det var ikke retfærdigt over for Ida, at han kun skulle sidde i fængsel i en måned. Der skal gøres noget ved det her.

Dødskrydset

Hvad ville de egentlig have været tilfredse med? Hvad er passende i sådan en sag? Et års fængsel? Ti års fængsel? Tyve år? Det er svært for både Charlotte og Max at vurdere.

Men én måned – det føltes som alt, alt for lidt.

- Det er jo ikke nogen straf. Han bremsede ikke, han så ikke noget som helst. Han kørte bare over for rødt og bragede ind i Ida. Så kan man læse, at en, der har snydt med en corona-hjælpepakke, får 3,5 års fængsel. Penge er åbenbart vigtigere end menneskeliv. Det skulle da gerne være omvendt, siger Max Ottzen.

muted

Historien gentager sig

Som dagene, ugerne og månederne gik, kom Max og Charlotte mere og mere ud af zombie-tilstanden.

Max tog ud i naturen for at fotografere fugle. Det gav ro og flugt fra virkeligheden.

Charlotte føler, at der næsten gik halvandet år, før hun overhovedet kunne tænke en fornuftig tanke. Hun blev også hjulpet af naturen. Sorgen fylder stadig meget. Den forsvinder aldrig. Men hun forsøger at blive bedre til at samle på de positive oplevelser, så energien kan blive ladet op.

Men d. 6. oktober 2020 blev de med et trylleslag sendt direkte tilbage til den værste dag i deres liv. Endnu en ung pige blev kørt ihjel i ”Dødskrydset”.

- Det er jo helt forfærdeligt, at det kan ske igen. Jeg har det så skidt med det. Jeg ved, hvad de forældre er igennem lige nu, siger Charlotte Philbert Michelsen.

2,5 år efter Idas ulykke mistede Katrine Lilleøre Holm livet i samme kryds.
2,5 år efter Idas ulykke mistede Katrine Lilleøre Holm livet i samme kryds.

23-årige Katrine Lilleøre Holm var ude på en løbetur, da hun skulle krydse vejen. Hun blev dræbt af en 27-årig mand, der tidligere var blevet taget i at køre alt for stærkt. Bilisten kørte over for rødt og direkte ind i Katrine. Ifølge anklageskriftet kørte bilisten omkring 90 km/t, hvor man kun måtte køre 70 km/t.

Endnu en familie var nu efterladt i sorg, fortvivlelse og magtesløshed.

I perioden fra 2014 til 2019 er der sket 18 uheld i krydset. Og Idas forældre forstår ikke, hvorfor man ikke har forbedret sikkerheden.

- Der er ingenting sket i mellemtiden. Ingenting. Hvis ikke, der er nogen, der kommer ud af busken nu og gør noget, så kan politikerne i Aarhus Kommune ikke se sig selv i øjnene, hvis der sker noget igen, siger Charlotte Philbert Michelsen.

- Der er et eller andet med den vej, som gør, at mange bliver kørt ned eller slået ihjel. Så må man jo finde ud af, hvad der er galt med den vej, og så må man gøre et eller andet. Der må være nogle kloge hoveder, der kan gøre noget, siger Max Ottzen.

Charlotte har forsøgt at række ud til de forældre, som nu stod i samme situation, de selv stod i for 2,5 år siden. Måske de en dag kan få noget godt ud af hinanden. 

Heavyrock og heliumballoner

I ”Dødskrydset” ligger en lille sten. Den er grålig og er efterhånden sunket lidt ned i græsset. I den ene side af stenen er der hugget et kors ud.

Nogen har lagt den der kort efter ulykken i 2018. Idas forældre ved ikke, hvem der har lagt den. Hver gang Charlotte kører til og fra arbejde, kører hun gennem krydset og forbi stenen.

Det er hårdt. Forbundet med dårlige minder.

Forældrene forsøger ellers at holde fast i mange af de gode minder. De smiler, når de ser, at nogen har lagt en pose gulerødder ved gravstedet. Eller når de mødes på Idas fødselsdag og sender heliumballoner til vejrs. Op til Ida.

Ida Philbert Vangsø Ottzen
Foto: Privat

Men sorgen bider stadig. Meningsløsheden og de grusomme minder kører rundt i systemet og dræner dem for energi. Sorgen overmander dem på uventede tidspunkter. Den slipper de aldrig af med. Men de forsøger at hænge sammen og hænge i.

Max slapper igen af i sin heavyrock. Han har planer om at lave en hyldestsang til Ida. Den er ikke kommet til ham endnu, men det skal nok komme en dag. Det er han overbevist om.

Også Max kører af og til gennem krydset og forbi den lille sten, når han tager motorcyklen til Djursland for at koble af. Han ved godt, at Ida ikke ønsker, at de hænger med næbbet. Alligevel er det svært at lade være. Men det hjælper at tænke på de gode øjeblikke.

- Nogle gange, når jeg kører på motorcykel, så føles det som om, hun sidder bagpå og hviner. Som om, hun stadig er her. Det er en rar fornemmelse.

- Jeg håber, vi mødes igen på et tidspunkt.

Skrevet af: Henrik Birkbak
Research: Sanne Christophersen & Mai Valentine Kristensen
Redaktør: Asbjørn Andersen
Udgivet i februar 2021

Du kan se alle tre afsnit af dokumentar-serien "Dødskrydset" her: