Emma bevæger sig langsomt men sikkert op ad den nærmest lodrette ismur.

Hun har nu krydset den magiske grænse på 8000 meter over havets overflade. Hun er dermed inde i det, der blandt bjergbestigere er kendt som dødszonen. 

Hun kigger ud til siden og får øje på et par gule støvler, der stikker ud af en snebunke. Et lig. Ikke et unormalt syn på bjerget, men aldrig behageligt. 

Emma kigger ned på sin egne støvler. De er magen til dem på liget. Hun kigger igen op ad bjerget og forsøger at flytte tankerne. 

- Det er så skrækkeligt og ubehageligt at se. Og jeg er i gang med at gøre præcis det samme, som han var, fortæller Emma Østergaard.

Hun er i en alder af 26 år i gang med at skrive sig ind i historiebøgerne. Hendes mål er at blive den yngste danske kvinde på toppen af Mount Everest. 

Men selvom hun har klaret 8000 ud af 8849 højdemeter, er der lang vej. Den sidste del er nemlig både den hårdeste og mest farlige. 

- Den hedder dødszonen, fordi den spiser af vores kroppe, mens vi er der. Mennesker kan ikke være i dødszonen i mange timer, det er simpelthen for ekstremt for os, siger Emma Østergaard. 

For at klare turen har hun iltflaske med. Det er tid til at skifte den, da hendes nuværende er ved at løbe tør. Der er én iltflaske tilbage, som skal holde resten af turen.

Hendes sherpa og guide Anish skruer hendes tomme iltflaske af og gør den nye klar. Her går det galt.

Ilten begynder at fise ud af flasken, og det vil ikke stoppe igen. Emma går i panik. Tusinde tanker går igennem hovedet på hende, mens sherpaen febrilsk forsøger at lukke iltflasken. 

- Jeg kan mærke, at det begynder at krible i mine fingre og læber. Og jeg bliver svimmel. 

- Alt i din krop skriger efter ilt. Forestil dig, at du tager et sugerør i munden, en pose over hovedet og løber op ad en bakke. Det er sådan, jeg har det. 

Emma Østergaard startede sin rejse mod at blive den yngste danske kvinde på toppen af Mount Everest for tre år siden. 

Hun har besteget bjerge i de norske fjelde, franske alper og hun har endda stået på toppen af Kilimanjaro, der er Afrikas højeste bjerg med sine 5895 meter over havoverfladen.

Men for at kunne klare Mount Everest kræver det en helt særlig træning. Der er kun cirka 6000 mennesker, der har klaret turen helt til toppen, og mere end 300 er døde i forsøget på det.

For at være bedst mulig forberedt har det krævet hård træning - også når hun ikke har været ude og bestige bjerge. 

- Jeg har virkelig knoklet hårdt. Det er træning seks dage om ugen, to-tre timer om dagen, nogle gange fire, siger Emma Østergaard. 

Træningen består blandt andet af løb, spinning, styrketræning og klatretræning med sin bror. 

For at komme i den rette form, har hun hyret en personlig træner. Det har blandt andet gjort, at hun har tabt fem kilo rent fedt.

- Hun har altid været en beslutsom pige. Og hun har til dels også været stædig. Hvis hun har taget en beslutning, om noget hun vil, så har hendes motto været, at man ikke kan vide, om man kan, hvis man ikke forsøger, siger Emma Østergaards mor, Tina Østergaard. 

Det er dog også dyrt og vanskeligt for en 26-årig at spare op til en tur på Mount Everest, der har kostet over 600.000 kroner. Hun har fundet sponsorer og samarbejdspartnere, men rejser stadig afsted med en kæmpegæld. 

- Det har været ekstremt hårdt mentalt at have den her gæld. Men jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt, siger Emma Østergaard. 

Den 28. marts rejser Emma Østergaard fra Københavns Lufthavn. Hendes mor, far og bror er taget med for at sende hende godt afsted. 

Afskeden vækker store følelser hos familien. Cirka fem procent af alle bjergbestigere, der har forsøgt sig med Mount Everest, er nemlig aldrig vendt tilbage i live. 

Og det fylder for familiemedlemmerne. 

- Vi har selvfølgelig tænkt over, at det er farligt. Det er ligegyldigt, hvad ens børn laver. Ens største frygt er selvfølgelig, at man ikke ser dem igen, siger René Østergaard, der er far til Emma Østergaard. 

Hendes mor prøver så vidt mulig ikke at tænke over konsekvenserne. 

- Du bliver nødt til at lægge det på hylden. Du kan ikke fungere i hverdagen, hvis du går og har det skidt med det, siger Tina Østergaard.

Frygten bliver ikke mindre af, at 2023 har været rekordår for omkomne på Mount Everest. Derfor kan Emma Østergaard også mærke på sin familie, at de er bekymrede over hendes rejse. 

- Hvad skal deres datter der? Hvorfor skal hun så højt op? Hvorfor skal hun udsætte sig selv for den her risiko?

- Det er hårdt at vide, at noget, jeg gør som passion og livsvej, forårsager, at de bliver kede af det, siger hun.

I lufthavnen er der mange tårer, da familien tager afsked. Der gives krammere og opmuntrende ord. 

Herefter stiger Emma Østergaard på flyet sammen med Jakob Urth, der er hendes klatremakker og guide. Han har selv besteget Mount Everest tidligere - og flere andre bjerge over 8.000 meter.

Sammen flyver de til Nepals hovedstad, Kathmandu, hvor de skal skifte fly. Herefter flyver de videre til Lukla lufthavn, der ofte beskrives som verdens farligste lufthavn. 

Lufthavnen har nemlig en landingsbane, der blot er 500 meter lang - de fleste landingsbaner er normalt tre kilometer lange. 

- Vi lander, og så bremser vi med det samme. Ellers ryger vi direkte ind i en stenmur, fortæller Emma Østergaard. 

Flyturen går heldigvis, som den skal. Og fra lufthavnen skal de nu bevæge sig på en lang vandretur for at komme hen til Everest Base Camp. Stedet hvor eventyret for alvor begynder. 

Vandreturen hen til Everest Base Camp er en ekstrem opgave for de fleste normale mennesker. Men for Emma Østergaard er det som at strække ud inden en løbetur. 

Med på ekspeditionen har hun, udover Jakob Urth, to lokale sherpaer - Dawa og Anish, der skal være deres guider på bjerget. Første stop er Everest Base Camp for foden af Mount Everest. 

Her skal kvartetten slå lejr sammen med en stor gruppe andre bjergbestigere, mens de venter på at kunne bestige bjerget, der oftest omtales som "verdens tag". 

Hvis man vil bestige Mount Everest, kan man ikke bare gør det, når man vil. Det er bjerget, der bestemmer. Og det er bjerget, der laver reglerne.

Derfor må Emma Østergaard vente på, at vejret er til, at bjerget kan bestiges med mindst mulig risiko for ulykker. 

Bjergbestigerne bruger ventetiden til at akklimatisere og vænne sig til at bo i højderne. Og efter cirka en måned i Everest Base Camp er de klar til at bevæge sig op ad bjerget til den første af i alt fire camps før toppen. 

Men kort før, de skal afsted, sker der det værst tænkelige. Deres sherpa bliver alvorligt syg. Faktisk så syg, at en redningshelikopter må hente ham.

- Det må bare ikke ske. Det må simpelthen ikke ske, at vi mister ham. Han skal med. Vi er sammen om det her, siger Emma Østergaard og fortsætter:

- Vi kan ikke bare få en til at erstatte ham, alle andre har deres ekspeditioner i gang med deres sherpaer. Og vi kan ikke bare få en anden herop, for de er ikke akklimatiseret.

Efter ti dages ulidelig ventetid vender sherpaen tilbage - rask og i godt humør. Glæden varer dog ikke længe. Få dage før deres rejse op ad bjerget skal begynde, bliver Emma Østergaard selv syg med voldsomme muskelsmerter.

- Jeg har de vildeste smerter ned langs rygsøjlen. Jeg kan ikke komme ud af teltet, jeg kan ikke spise, og jeg har feber. Jeg er enormt ulykkelig over det her. Vi er så afhængige af det her vejrvindue, og vi ved ikke, om det holder til de næste dage, fortæller hun. 

På dagen for afgangen op ad bjerget vågner Emma Østergaard dog med lidt færre smerter. Hun tager nogle smertestillende, og så er hun ellers klar til en ekstreme tur op mod "verdens tag".

Første skridt er fra Everest Base Camp op til Camp 2. En tur på 11 timer direkte op i luften. 

Emma Østergaard har sammen med Jakob Urth og sherpaen besluttet at springe Camp 1 over og klatre hele vejen til Camp 2 samme dag.

På den 11 timer lange klatretur skal Emma Østergaard blandt andet klare det frygtindgydende Khumbu isfelt. 

- Det er et af de farligste steder på ruten. Det er et sted, hvor der kan ske laviner. Det er et sted, hvor istårne kan falde ned over os. Det er et sted, der er fyldt med spalter og naturlige isbroer, vi skal gå på, fortæller hun. 

Træningen hjemmefra har dog ikke været forgæves. Alle forhindringerne klares, og Emma Østergaard føler endelig, at hun er ved at være tilbage i overskud. Men så rammer en ny udfordring.

Kvartetten får besked om, at samtlige af deres iltflasker, som var lagt klar ved Camp 4, er blevet stjålet. Uden iltflaskerne er deres topforsøg umuligt. 

Gruppen må derfor bede to unge, stærke sherpaer om hjælp. Sherpaerne går heldigvis med til at tage hele turen fra Base Camp til Camp 4 for at levere nye iltflasker. 

Gruppen klarer de efterfølgende dage uden store udfordringer. De ankommer derfor til Camp 4, der ligger i 8000 meters højde, i højt humør. Her begynder de også for første gang at tage ilt. 

- Jeg har aldrig taget ilt før, så det var nyt for mig. Du fik på en eller anden måde noget nyt ind i din bestigning. Du fik energi ud i benene, du fik mere overskud og kunne tænke mere klart, siger Emma Østergaard.

Fra Camp 4 er der kun én udfordring tilbage - den sidste strækning på godt 850 højdemeter. Emma Østergaard og Jakob Urth lægger sig til at sove i campen, hvor planen er gå det sidste stykke samme dag klokken 20 om aftenen. 

Klokken 19 står de op for at gøre sig klar. Men noget er galt. 

Vinden rusker i teltdugen, og kæmpesnefnug vælter ned med hård kraft. Mere end 25 centimeter sne er faldet på de få timer, de har sovet. Deres hjerter synker. 

Det er umuligt at nå toppen i så voldsomt snevejr. Og tiden er ved at rinde ud. 

- Jakob og jeg tager en kritisk snak. Vi sidder i 8.000 meters højde, og vi har kun ilt til rådighed til, at vi går afsted samme aften. Vi har ikke ilt til, at vi skal have en overnatning her, fortæller Emma Østergaard. 

De beslutter at afvente vejret. Hvis sneen ikke stopper, er de tvunget til at vende om.

Klokken 21 gør Emma Østergaard og Jakob Urth sig igen klar, og klokken 22 åbner de på ny teltdugen. Ingen sne. Men heller ingen mennesker. 

Alle andre bjergbestigere i Camp 4 er taget afsted mod toppen. 

- Det er lidt et slag, for det er hårdt mentalt at være bagerst. Det er hårdt at vide fra start, at vi er fuldstændig bagud, siger Emma Østergaard. 

Hun gør sig klar til den sidste del af turen. 

De er nu kommet ind i den såkaldte "dødszone". Alt fra Camp 4 og opad er i over 8000 meters højde, og her er ilt altafgørende, for at Emma Østergaard kan klare forsøget.

Emma Østergaard har allerede set et lig. Hun håber ikke, at hun selv ender som en del af den tragiske statistik over liv, som Mount Everest har taget. 

Blot 100 højdemeter fra toppen, i 8749 meter, skal Emma Østergaard for sidste gang skifte iltflaske. Den sidste, der er med på turen. 

Men da sherpaen skifter iltflasken går det galt. Ilten fiser ud af flasken, og panikken griber Emma Østergaard. 

Sekunder føles som minutter og minutter som timer, mens hun venter, gispende efter luft. Inde i hovedet er hun allerede begyndt at planlægge, hvordan hun kommer ned igen uden ilt. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Svimmelheden begynder at ramme hende, da iltflasken endelig bliver skruet på. Men barometret på flasken viser 0 ilt tilbage. 

- Der tænker jeg bare: 'Nej. Nu er det slut', siger Emma Østergaard.

Hun råber til sherpaen, at der intet ilt er. Men han forholder sig rolig. 

Sherpaen slår gentagende gange på flasken. Emma Østergaard kigger med desperate øjne på barometeret, der fortsat viser 0. 

Men pludselig sker der noget. Den røde pil på flasken bevæger sig i et hurtigt ryk.

Barometret viser 200 bar. Ikke helt fyldt, men nok til at klare turen til toppen. 

Emma Østergaard tager en dyb indånding i iltmasken og samler sig selv igen. Toppen er nu inden for rækkevide. 

I horisonten kan Emma Østergaard se en stor bunke bedeflag, der symboliserer toppen af Mount Everest. 

Hendes krop er ved at være tømt for energi. De sidste 40 meter tager hende 20 minutter at gå. Men hun gør det. 

Emma Østergaard skriver sig ind i historiebøgerne som den yngste danske kvinde nogensinde til at bestige Mount Everest. Og den kun 20. dansker overhovedet.

Hun tager de sidste skridt og sætter sig ned. Toppen af verden. Verdens tag. Hun har trodset sygdom, stjålne iltflasker, snestorme og dødszonen. Hun gjorde det. 

- Det er så stort et øjeblik. Det er ikke kun ekspeditionen, det er også tre års ekstremt hårdt arbejde, der kulminerer på toppen, siger Emma Østergaard med stoltheden lysende ud af øjnene.

Selv en måned efter bedriften har hun svært ved at sætte ord på oplevelsen. 

- Det er så fuldstændig vanvittigt, at jeg ikke selv forstår det, siger hun.

Hun håber, at hun kan være et forbillede for andre unge kvinder. Måske kan nogen af dem bruge hendes motto. Du ved ikke, om du kan noget, før du forsøger. 

- Jeg vil gerne gå forrest som en ung kvinde i det danske bjergmiljø. Og så kunne skrive mig ind i historiebøgerne med den her titel, siger hun. 

Selvom hun normalt er en ydmyg østjyde, vil hun gerne rose sig selv denne gang. 

Der er trods alt kun én, der kan kalde sig Danmarks yngste kvinde til at bestige Mount Everest. Og det er Emma Østergaard. 

- Det er jo badass, siger hun med et stort grin. 

Se udsendelsen "Emmas Everest" nedenfor. Programmet kan også ses på TV 2 Play

Tekst: Benjamin Nielsen Hald

Billeder og video: TV2 Østjylland og privat

Redaktør: Anne Troensegaard

Udgivet: juli 2023