Vi har nu gennemlevet seks år uden kolde måneder - et tydeligt klimasignal
Det danske klima er ikke kun noget, der ændrer sig i fremtiden - det sker lige nu, og det sker hurtigt.
Med en foreløbig middeltemperatur på 4,6 grader er det nu helt sikkert, at marts ender på den positive side af de nul grader.
I sig selv er det ikke bemærkelsesværdigt.
Til gengæld er det historisk, at marts bliver den 73. måned i træk med en positiv middeltemperatur.
Vi gennemlever således den længste periode i dansk meteorologisk historie uden en måned med negativ månedsmiddeltemperatur.
Senest vi oplevede en måned med en middeltemperatur under frysepunktet var i februar 2018, hvor en usædvanlig barsk kulde ramte os i slutningen af måneden og sendte februars middeltemperatur ned på minus 0,7 grader.
Længere mellem de kolde måneder
De 73 måneder i træk overgår den tidligere rekord på 72 måneder på stribe, der gik fra februar 1997 til januar 2003.
Samtidig kan det konkluderes, at den nye rekord på 73 måneder ender på mindst 81 i træk, da vi skal hen i december, før vi potentielt igen kan få en måned med en negativ gennemsnitstemperatur.
Lyn-analyse
Det danske klima er ikke kun noget, der ændrer sig i fremtiden; det sker lige nu, og det sker hurtigt. Det er disse data endnu et synligt bevis på.
Vi står midt i forandringerne, og er man gammel nok, kan man huske, da vejret var anderledes.
Især kulde, sne og frost kan vi se, føle og huske er forsvundet. Men én ting er, hvad man husker og føler, noget andet er videnskaben.
Gang på gang viser data, at det vi føler og husker også er det, der sker.
Nemlig at det danske klima er under forandring, og måske er der vejr, vi ikke kommer til at opleve i fremtiden, for eksempel kulde, sne og frost.
Kilde: Peter Tanev, meteorolog, TV 2 Vejret.
Grafen herunder viser sammenhængende perioder med positive månedsmiddeltemperaturer.
På trods af et lille knæk i starten af 2010'erne er den generelle tendens, at perioderne uden kolde måneder er blevet længere.
I de første cirka 100 år af den danske vejrhistorie kunne vi forvente mindst én kold vintermåned om året, hvor den gennemsnitlige temperatur endte under nul grader.
Men over de seneste 30 år er perioderne nu blevet forlænget til 36 måneder, hvilket betyder, at vi i gennemsnit oplever tre år uden en kold måned.
De manglende kolde måneder er endnu et tydeligt signal om, at klimaet er blevet varmere.
Kulden har fået svære betingelser
I takt med at temperaturen stiger, bliver der nemlig længere mellem de reelle kuldeperioder.
Eksempelvis skal vi helt tilbage til vinteren 2010 til 2011 for at finde den seneste vinter med en negativ middeltemperatur, hvilket ligeledes er en rekordlang periode uden en kold vinter.
Vi har simpelthen ikke de samme muligheder for at hente tung vinterkulde ned over landet som tidligere, da kloden over de seneste årtier er blevet betydeligt varmere.
Dette afspejler sig også i de danske temperaturrekorder. Selvom december 2010 var tæt på, skal vi helt tilbage til sommeren 1987 for at finde den seneste kulderekord i Danmark.
Siden da er det udelukkende blevet til varmerekorder.
Med fremtidens varmere klima i sigte er det da også tvivlsomt, om vi overhovedet kan få en kulderekord igen.