Vejret torsdag: En overgang med smukt forårsvejr
Flere steder kan man opleve sol, tocifrede temperaturer og rolige vindforhold samtidigt.
Torsdag kan man glæde sig til en kort overgang af flot vejr. Dagen er dog begyndt med et regnvejr og kommer også til at slutte med regn.
Natten over har et regnvejr passeret hen over Danmark, som har sendt mere end 10 millimeter regn over flere dele af landet. Mest regn er faldet over Horsens, hvor det er målt 14,2 millimeter nedbør i forbindelse med regnvejret.
I morgentimerne hænger det sidste af regnvejret fortsat over de østlige egne af Danmark. Skal man tidligt ud ad døren i disse landsdele, kan det være rart at have paraplyen ved hånden.
For mange kan det også være en diset morgen at stå op til. Det er særligt over Sjælland, men også i enkelte dele af Fyn og Jylland.
Der er derudover også melding om tåge ved Karup, Møn og Sjælsmark. I Nordjylland er det havgus, der driller.
Udbredt tørvejr indtil aftentimerne
Ud på formiddagen begynder regnvejret at slippe over Sjælland, mens det fortsat hænger over Bornholm.
I resten af landet vil det disede vejr begynde at høre op. Over dele af Jylland kan man være heldig få solen at se mellem skyerne.
Som eftermiddagen nærmer sig, flytter chancen for sol sig lidt længere mod øst. Der begynder nemlig at trække flere skyer ind fra vest.
I eftermiddag kan temperaturerne nå op mellem 7 og 11 grader, hvor det forholder sig køligst mod nordvest og på Bornholm.
Det kan ikke udelukkes, at temperaturen kan snige sig op på 12 grader i de sydlige egne af landet.
Vinden drejer i løbet af dagen fra en nordlig retning til at komme fra vest. Det blæser generelt med en svag til jævn vind.
Skyerne, som trækker ind fra vest i løbet af dagen, bringer en ny front med sig ind i aftentimerne.
Den nye front har udsigt til at gå i land omkring 19-tiden, hvor den i løbet af aftenen og natten vil bringe regnvejret med sig over stort set hele landet.