Tilskuere bortvist efter jubel ved drømmemål
Tre dage inden den første pokalsemifinale advarede AGF mod lige netop dén situation, der opstod.
Stemningen var på kogepunktet i AGF's udsolgte udebaneafsnit på Right to Dream Park, da Gift Links fredag aften bragede AGF foran 1-0 i den første pokalsemifinale mod FC Nordsjælland.
Scoringen efter 33 minutter blev dog også det sidste, en gruppe AGF-tilskuere blev vidner til, da de kort efter blev bortvist fra stadion. Det skriver AGF selv på det sociale medie X.
- Vi kan med beklagelse og stor forundring konstatere, at flere tilskuere på Right to Dream Park bliver bortvist for at juble over årets mål. Vi vil gerne kompensere dem med en gratis billet til returopgøret, skriver AGF.
På TV-billederne kunne man se, hvordan en håndfuld vagter umiddelbart efter scoringen fulgte flere personer væk fra den ene endetribune, mens flere andre blev bedt om at rejse sig og gå ud.
Havde advaret egne fans
Forundringen bør dog måske ikke være så stor. Gruppen af AGF-fans befandt sig således på en af hjemmeholdets tribuner, der ligger i samme ende som AGF's udebaneafsnit, da de jublede.
Og selvom AGF altså skriver, at det er med "beklagelse og stor forundring", så havde klubben selv advaret mod lige netop den situation, da de tirsdag udgav en artikel med overskriften "Turen går til Farum" på hjemmesiden. Her skrev AGF:
Det er kun tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet i form af påklædning, gestikuleren eller lignende på det udsolgte udebaneafsnit. Man vil blive bedt om at forlade stadion uden mulighed for refundering, hvis man udviser tilhørsforhold til AGF i FCN-afsnit, oplyser FC Nordsjælland.
TV 2 Sport har været i kontakt med FC Nordsjællands pressechef, Mette Andersen, der bekræfter, at det drejer sig om "folk fra AGF på hjemmeholdets tribune", der blev bortvist fra stadion.
Over 40 tilskuere smidt ud
AGF oplyste under pokalsemifinalen til TV 2 Sport, at man på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer i sagen fredag aften fra Farum.
Til DR2 har AGF-direktør Jacob Nielsen efter kampen fortalt, at det drejer sig om cirka 40 personer.
- Som jeg har hørt det, er der over 40 fans, der er blevet udvist her på Farum Park på et neutralt afsnit, fordi de jublede over et fantastisk mål.
- Det, synes jeg, er en uskik for dansk fodbold, siger Jacob Nielsen til DR2.
AGF vandt i øvrigt den første pokalsemifinale med 3-2 ude over FCN. Der spilles returkamp i Aarhus torsdag den 11. april.