Stig levede drømmeliv i Thailand - nu er det endt som et mareridt
65-årige Stig Wulff blev forleden idømt to år og fem måneders fængsel for bedrageri.
Det startede som drømmen om et feriehotel på en thailandsk ø, der blev til virkelighed, for den 65-årige dansker Stig Wulff, der selv oplyser, at han er fra Aarhus.
- Men det har udviklet sig til et mareridt for mig. Jeg har mistet alt, og jeg har også mistet min familie, siger Stig Wulff til TV 2 i telefonen fra Thailand.
Forleden blev han idømt to år og fem måneders fængsel for bedrageri.
En appeldomstol på Koh Samui slog fast, at Stig Wulff begik dokumentfalsk ved at forfalske en tidligere forretningspartners underskrift i forbindelse med et salg af feriehotellet, der ligger på ferieøen Koh Phangan.
Danskeren nægter at have begået dokumentfalsk.
- Det er rigtigt, der er begået dokumentfalsk. Men det er ikke mig, der har gjort det, og jeg har ikke givet ordre til det. Det må være sket i bogholderiet, siger Stig Wulff.
Udenrigsministeriet bekendt med sagen
Udenrigsministeriet har i en mail til TV 2 oplyst, at ministeriet er bekendt med sagen, og at man yder konsulær bistand i sagen, men at man derudover ikke kan oplyse yderligere.
Stig Wulff er nu på fri fod mod kaution, indtil en civil sag – som danskerens tidligere forretningspartner har anlagt mod ham – er afgjort. Det sker på Koh Samui 30. april.
TV 2 har via mail kontaktet danskerens tidligere forretningspartner, en britisk mand.
Han ønsker ikke at udtale sig om sagen.
- Efter min advokats råd giver jeg ikke interviews, skriver han i en mail til TV 2.
TV 2 kender den britiske mands identitet, men har valgt ikke at offentliggøre den, da han ikke er anklaget for noget i sagen.
Det startede ellers som en livsdrøm, der gik i opfyldelse, da Stig Wulff og hans danske kæreste omkring 2009 åbnede dørene til feriehotellet på Koh Phangan med 60 værelser.
Men kort tid efter døde hans danske kæreste.
- Jeg valgte at køre feriehotellet videre, det var jo også hendes drøm, som jeg viste ære på den måde, siger Stig Wulff.
Han mødte en thailandsk kvinde, som han siden er blevet gift med. Men for nogle år siden løb feriehotellet ind i økonomiske problemer.
- Vi havde et problem med cash flow (tilførsel af kapital, red.). De penge, vi tjente, investerede vi i yderligere byggeri, siger Stig Wulff.
Mistede alle bookinger på en enkelt uge
En skattegæld, som ifølge Stig Wulff er på cirka 300.000 kroner, bidrog til problemerne, og da så coronavirus og restriktioner ramte Thailand i 2020, blev katastrofen total.
- Vi mistede alle vores bookinger i løbet af en uge, siger danskeren.
Stig Wulff og hans forretningspartner gik hver til sit, og feriehotellet skulle sælges hurtigt.
- Vi havde brug for min tidligeres forretningspartners underskrift, siger Stig Wulff.
Da hans underskrift blev forfalsket, meldte den tidligere forretningspartner danskeren til politiet. Sidste år blev Stig Wulff dømt for bedrageri, og den dom bekræftede appeldomstolen på Koh Samui forleden.
- Jeg har ingenting nu, og min kone vil skilles. Jeg har heldigvis fået kost og logi hos en munkeorden i Bangkok, og det er jeg meget taknemmelig for, siger han.
Nu håber han, der kan findes en løsning, så han undgår fængselsstraffen.
- Jeg vil meget nødigt i fængsel, indrømmer han.
I slutningen af april tager Stig Wulff ud på den 13 timer lange rejse fra Bangkok til Koh Samui for at få det endelige svar på, om han kan få det ønske opfyldt, når retten 30. april afsiger dom i civilsagen mod ham.