Klimaforandringer kan gøre det umuligt at forsikre din bolig
Klimaforandringerne kan komme til at påvirke, hvordan du kan forsikre dit hus.
Rekordnedbør, højt grundvand og stormflod påvirkede mange danskere i 2023, der blev opgjort til det vådeste år nogensinde.
Men med klimaforandringerne kan det våde vejr i 2023 blive hverdagskost.
Og så kan det potentielt blive umuligt at forsikre sit hus.
Sådan lyder det fra Thomas Brenøe, der er direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension.
- For nogle grundejere vil prisen blive så høj, at det ikke kan betale sig at tegne en forsikring, siger han til TV 2.
Med rekordnedbør og højt grundvand har mange danskere oplevet kældre, der har stået under vand. Og skybrud sørgede for massiv stormflodssikring i bugtområderne.
Det våde vejr lavede mange skader på boliger, som sidste år resulterede i, at der ifølge Forsikring og Pension blev udbetalt tre milliarder kroner alene i klimarelaterede skader.
Men der er intet, der tyder på, at sidste års vejr var unikt. Tværtimod er 2024 startet ud med massive mængder nedbør.
Potentielt umuligt at forsikre
Risikoen for skader afgør, hvor dyr en forsikring er. Og det våde vejr udgør her en stor risiko.
Tænketanken CONCITO har vurderet, at stormfloder og ekstremregn risikerer at påvirke omkring 440.000 helårshuse, 160.000 fritidshuse og 120.000 erhvervsbygninger i Danmark. Det svarer til, at vejret kan påvirke cirka en tredjedel af vores areal.
Ligger det nye hus i et højrisikoområde, kan det blive så omkostningsfuldt at tegne en forsikring, at det ikke ville kunne betale sig.
Man risikerer altså, at det bliver umuligt at forsikre sit hus, siger Thomas Brenøe.
- Nogle projekter kan kun løftes af staten. Der skal laves lokal klimabeskyttelse, som staten skal koordinere og finansiere, lyder det til TV 2.
Han uddyber, at det blandt andet betyder, at der ikke skal udstykkes flere grunde, der ligger i oversvømmelseszoner.
Klimaforandringerne kan derfor få indflydelse på, hvordan Danmarkskortet ser ud, siger han.
Tjek dit eget boligområde
Der er flere faktorer, der har indflydelse på, om din bolig er i fare for oversvømmelse.
Det er blandt andet, hvor højt boligen ligger, hvor højt grundvandet står, og om huset er i risikozonen for en stormflod.
Ligger din bolig i en lavning, vil regnvand samle sig på grunden. Og hvis grundvandet ligger højt, ligesom det har gjort denne vinter, kan jorden ikke absorbere regnvandet. Ligger din bolig samtidig tæt på havet, kan en stormflod presse vandet ind fra havet og oversvømme hele området.
Det betyder alt sammen noget for, om man risikerer at få oversvømmelse i kælderen, lyder det fra Lars Groth, der er product manager i boligportalen Boliga.
Derfor har Boliga lavet et overblikskort, hvor disse tre faktorer medregnes.
På kortet kan man ved hjælp af de forskellige parametre tjekke, om ens bolig ligger i et højrisikoområde for oversvømmelse.
- Det er cocktaileffekten af flere former for vand, der ødelægger boliger og boligområder, særligt sommerhusområder, siger Lars Groth til TV 2.
Kortet samler de forskellige risici for oversvømmelse i ét kort, som dermed både giver overblik over risikoen for blandt andet højt grundvand, stormflod og lavninger i boligområder.
- Man kan bruge kortet til at vurdere, i hvor høj grad vandet kan trænge væk, hvis der bliver oversvømmet, siger Lars Groth.
Han fremhæver blandt andet sommerhusområdet ved Gudmindrup i Nordvestsjælland ved Sejerøbugten som et område, der kan være i fare for oversvømmelser.
Du kan indtaste din adresse på kortet her og tjekke, om dit eget hus er i risikozonen.
Klimasikring nødvendig
Brancheorganisationen Forsikring og Pension foreslår, at der skal bruges mindst lige så mange penge på klimasikring, som forsikringsselskaberne har udbetalt i klimarelateret skadeserstatning sidste år.
Organisationen foreslår, at der skal bruges tre milliarder hvert år på at klimabeskytte boligområder i Danmark.
Thomas Brenøe forklarer, at grundejere kan rådføre sig om, hvordan man laver klimabeskyttelse ved forsikringsselskaberne. Og derfra skal man gøre, hvad man kan for at klimasikre sit hus.
Men det egentlige arbejde ligger på politikernes bord ifølge Thomas Brenøe.
- Hvis vi ikke klimatilpasser vores land og bliver ved med at bygge de samme steder, som vi gør nu, så bliver det umuligt at forsikre sig, lyder det fra Thomas Brenøe.