Her er gartnerens råd til havearbejde i den lunefulde påske
Den våde vinter og let frost påvirker påskens havearbejde.
Sommerhalvåret er skudt i gang, dagene bliver længere og længere, og naturen er begyndt at vågne efter vinterhalvåret.
Foran os ligger påsken med flere fridage i træk. Det kan få det til at krible i fingrene hos alle dem, der elsker at gå i haven.
Forårets vejr er altid lunefuldt, og derfor skal man tænke sig godt om, før man kaster sig over havens gøremål.
Timingen gør en stor forskel på, om det, man gør, bliver en succes eller i værste tilfælde bliver både forgæves og dyrt.
Derfor har vi kontaktet gartneren i Haveselskabets have på Frederiksberg, Anja Kelvin, for at høre, hvad vi med fordel kan gå i gang med i påsken med det vejr, vi får, og hvad vi skal være særligt opmærksomme på, inden vi tager fat.
Den våde vinter
Græsset begynder at gro, når jordtemperaturen er cirka syv grader, hvilket vi ligger meget tæt på nu.
For at give græsset de bedste startbetingelser, er det en god ide at rive det, men det er ikke alle, der skal kaste sig ud i den opgave endnu. Gartner Anja Kelvin forklarer:
- Den våde vinter, vi har haft, betyder, at nogle græsplæner stadig er meget våde, og har man sådan en, er det bedst at vente lidt med at rive den.
Fordelen ved at rive græsset er, at dødt græs og andet nedfaldet haveaffald fjernes. Det giver mere plads og lys til de nye friske græs, der kommer op.
Let nattefrost kræver særbehandling af nogle blomster
Påsken i år byder på både sol og lune dage, men også let nattefrost, hvilket er helt normalt i marts måned.
Det betyder, at vi skal tænke os lidt om, når vi køber blomster til haven og dens krukker, fortæller Anja Kelvin:
- Løgblomsterne er hårdføre og kan godt tåle frosten. Andre blomster som for eksempel stedmorblomst, primula og hornviolerne kan også godt tåle let frost, men vi skal bare huske at vænne dem til det, før vi sætter dem ud.
Mange af blomsterne står inde, når vi køber dem, og de skal vænnes langsomt til kulden. Derfor har gartneren dette råd:
- Inden du planter dem i en krukke, så sæt dem ude om dagen og inde om natten de første par døgn, mens de endnu er i de små potter. Det kan være enten i et lukket drivhus eller indenfor. Så kan de langsomt tilpasse sig de koldere omgivelser.
Tjek inden planterne købes, om de kan tåle let frost. Ellers er der stor risiko for, at de ikke overlever til efter påske, hvis de plantes udenfor.
Oprydning i bedene inden rigtig varme tager fat
Den sidste oplagte opgave i haven til denne påske er oprydning i bede og staudebede. Alle de gamle og visne toppe på stauderne kan med fordel fjernes nu, siger Anja Kelvin.
- Fordelen ved at gøre det netop nu er, at planterne kun lige er på vej op. Det betyder, at de nye skud i stauderne ikke er for store. Når de bliver lidt større, er risikoen for at komme til at knække dem større.
Endelig kan vi med fordel lue de små tidlige ukrudtsplanter væk, inden de vokser sig store.