Stor interesse for at opleve et beskyttelsesrum
Krigen i Ukraine har pustet til interessen for beskyttelsesrum, og krigen ligger i bevidstheden hos flere museumsgæster.
Det syner ikke af meget.
Fire betonvægge midt på en græsgrøn høj stikker op i Horsens. Lidt væk fra den grå klods formes en åbning i jorden.
Alligevel oplever Horsens Museum en stigende interesse for at se deres beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig.
- Krigen i Ukraine sætter noget perspektiv på det, og det giver noget nyt til de her rundvisninger, siger Sandra Lynge Pedersen, der er arkivar og formidler hos Horsens Museum.
Læs også
Men for flere af gæsterne skal forestillingen om et beskyttelsesrum justeres lidt.
- Mange har den forestilling, at de skal ned og se et helt vildt anlæg med alle mulige hemmelige kroge. Og så kommer man ned til det her golde rum, som bare er en halvkuppel formet. Så mange bliver måske en smule skuffede. Men fortællingen bliver ikke dårligere af den grund, siger Sandra Lynge Pedersen.
Fylder i bevidstheden
Siden 75-året for befrielsen har Horsens Museum haft rundvisning i beskyttelsesrummet i forårsmånederne og frem til den 12. maj.
I dag har Horsens Kommune beskyttelsesrum til lidt over 45.000 borgere.
Læs også
Men selvom de lige nu står tomme, er krigens spøgelse levende igen. Dét kan mærkes hos museets gæster efter rundvisningen.
- Jeg tænker lidt på det med et beskyttelsesrum nu. Sådan for mine børn og børnebørn, siger Bente Lyhne.
- Jeg tænker meget på det nu. På grund af det med Ukraine, stemmer Preben Dam Thomsen i.