Video: Udforsk Kalø Slot
Nationalparken Mols Bjerge har udviklet en app, der fortæller historien om det gamle slot
I dag er vidnesbyrdet om Kalø Slot blot ruiner og fortællinger om, hvad der foregik for flere hundrede år siden bag slottets tykke mure.
Den oplevelse skal danskerne dog ikke længere nøjes med.
Nationalpark Mols Bjerge har sammen med en række forskere og historikere fra blandt andet Nationalmuseet, Kulturstyrelsen og Museum Østjylland udviklet en app til mobiltelefonen, som vækker en del af historien til live.
Til app'en har man nemlig formået at bygge en 3D-rekonstruktion af Kalø Slot, hvor man kan se, hvordan slottet så ud tilbage i 1300-tallet, da det blev bygget.
Idéen er, at turister og andre historieinteresserede kan downloade app'en og tage den med til den nuværende Kalø Slotsruin. I takt med, at man bevæger sig rundt nær ruinen, vil man automatisk høre en fortælling om lige netop det sted, man befinder sig.
Der er i alt 61 indspillede fortællinger med billeder, som man kan lytte til undervejs. Fortællinger, som ifølge bestyrelsesformand i Naturpark Mols Bjerge, Erling Post, vil bidrage til en helt ny forståelse af ruinen:
- Formålet med appen er at gøre fortiden levende, for det kan være mere end almindelig svært at forestille sig livet, som det var på Kalø Slot for over 700 år siden. Appen giver besøgende på Kalø Slotsruin et ekstra lag til oplevelsen og tilbyder ny viden, siger han i en pressemeddelelse.
Den ny app, 'Kalø Slotsruin', kan downloades ganske gratis og er tilgængelig på dansk, engelsk og tysk.
Du kan se et videoklip fra den nye oplevelses-app øverst i artiklen.
Fakta om Kalø Slotsruin:
- Kalø Slot blev bygget i 1313 af den danske konge Erik Menved.
- I 1500-tallet fungerede slottet som fængsel. En af de mest kendte fanger er Gustav Vasa, som senere blev udråbt til konge af Sverige.
- I 1672 skænkede kong Christian d. II slottet til sin søn Ulrik Frederik Gyldenløve, der valgte at rive slottet ned.
- Slottet betegnes i dag som en af de bedst bevarede Middelalder-borge i Danmark.
Kilde: Fortidsmindeguide.dk