Naboens grise i køledisken
Her er mange varer fra lokale producenter
I Rønde på Djursland er der ikke langt fra dyrene på marken til kødet i køledisken.
Købmand René Povlsen fra SuperBest har besluttet, at en større del af butikkens sortiment skal stamme fra lokale producenter.
Derfor har han indgået et samarbejde med for eksempel de lokale gårde og byens økologiske landbrugsskole, som skal bakke op om produktionen og salget af varer fra nærområdet.
For forbrugerne betyder det helt konkret, at de kan finde alt lige fra hakkekød til øl i butikken, som er produceret på Djursland.
Det nye initiativ handler for René Povlsen om at gøre en forskel og give kunderne nye valgmuligheder. Muligheder, der samtidig har vist sig at være en god forretning:
- Det, jeg synes, er sjovest i det, er, at der er et salg i det. At folk gerne vil have det, siger René Povlsen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg synes, man kan gøre en forskel. Man kan som kunde gå og kigge på varerne og derefter finde dem i butikken.
Indtil videre har René Povlsen indgået aftale med 16 lokale producenter. Særligt kødkvæget har vist sig at være attraktivt. Omkring 20 procent af det samlede oksekødssalg i SuperBest i Rønde kommer fra kvæg, der har græsset i nærheden af butikken.
Den tanke har forbrugerne taget godt imod. Også dem TV 2 | ØSJTYLLAND talte med i dag, var positive over for flere lokale fødevarer:
- Jeg synes, det er godt at støtte lokalt. Det gør jeg, hvad kød og grøntsager angår, siger Ida Christensen fra Ugelbølle.
Se et tv-indslag om den lokale samarbejde øverst i artiklen.