Benzin-tyve borer hul i tanken
Benzin-tyve har fundet ny måde at stjæle de dyre dråber fra parkerede biler
15. feb 2011, kl. 21:29
Mere end 30 dage gammel
Benzinprisernes himmelflugt sætter tilsyneladende kreativiteten i gang hos østjyske tyve.
I løbet af de seneste dage har ukendte gerningsmænd tømt benzintankene for indhold på to parkerede biler i Nimtofte på Djursland.
I begge tilfælde har tyvene fundet vej til den værdifulde væske ved at bore eller slå et hul i tanken.
Det første tyveri gik ud over en bil, der var parkeret på Vinkelvej i Nimtofte.
Det andet tyveri fandt sted på Stationsvej, hvor der blev boret hul i tanken på en parkereret bil. Det skriver Lokalavisen Norddjurs.