Ry vil ikke støtte Asien
Ry Kommune mener ikke, at det er en kommunal opgave at yde støtte til katastroferamte områder.
De østjyske kommuner er dybt splittede i spørgsmålet om, hvorvidt det er en kommunal opgave at yde støtte til områder, der er blevet ramt af en naturkatastrofe.
Politikerne i Ry Kommunes økonomiudvalg besluttede på et møde i aftes, at kommunen ikke vil give økonomisk støtte til de katastroferamte områder i Sydøstasien.
Politikerne lægger blandt andet vægt på, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet for kort tid siden har fastslået, at det som udgangspunkt er en statsopgave at yde hjælp efter naturkatastrofer, krige m.v.
Ry Kommune ligger dermed på linie med blandt andet Århus Kommune, som også har afstået fra at yde hjælp.
Til gengæld har Randers, Silkeborg og Them kommuner alle ydet et bidrag på mellem to og fem kroner pr. indbygger.