Brand i sættevogn
Er fyldt med flis og spåner
Torsdag sidst på eftermiddagen kort før klokken 18.00 udbrød der ild i en sættevogn på Ulvedalsvej ved Kjellerup.
- Der er ild i en sættevogn, der sidder bag på en lastbil, som er fyldt med 17 tons flis og spåner. Lastbilen er koblet af, og nu står sættevognen og brænder. Hvis sådan noget flis og spåner er presset hårdt sammen, kan det godt tage flere timer at slukke ilden, siger Rene Larsen, der er vaghavende hos Brand og Redning Silkeborg.
Han fortæller, at der er tilkaldt forstærkning fra brandvæsnet i Kjellerup.
- Trafikanterne kan sagtens køre på vejen og komme forbi ulykkesstedet, da vi har folk, som dirigerer trafikken. Jeg tror ikke, at vi er færdige med slukningsarbejdet før klokken 21.00, siger Rene Larsen.
Ingen personer er ifølge Brand og Redning Silkeborg i fare.