17-årig kørt ned på knallert
Vred bilist forlod uheldsstedet uden at give sig til kende
12. jan 2012, kl. 13:16
Mere end 30 dage gammel
Der var ikke megen hjælp at hente for en 17-årig dreng, efter at han blev påkørt af en bil i et trafikeret kryds midt i Silkeborg.
Ifølge politiet kom den 17-årige kørende på knallert ad Chr. 8.s Vej, da han i krydset ved Østergade blev ramt af en bil, der svingede til venstre.
Den 17-årige fik nogle skrammer og knallerten nogle mindre skader på grund af uheldet. Alligevel valgte føreren af bilen at overfuse den 17-årige.
- Føreren af bilen skældte ud på den 17-årige og forlod derefter stedet uden at oplyse navn, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Trafikuheldet fandt sted tirsdag aften kort før klokken 20.