Derfor skete påsejlingen
M/F Samsø sejlede efter et forkert program, da den tidligere på året påsejlede et færgeleje ved Sælvig på Samsø
Den 18. marts i år påsejlede den helt nye M/F Samsø et færgeleje i Sælvig på Samsø. I stedet for at sejle ind i det nye færgeleje sejlede M/F Samsø ind reservelejet og påsejlede en broklap. Årsagen til påsejlingen skyldes, at færgen var indstillet til at sejle efter et forkert program, viser en undersøgelse lavet af Samsø Rederi.
Uheldet betød, at M/F Samsø måtte otte dage på værft for at få repareret skaderne på skroget.
Den Maritime Havarikommission har besluttet ikke at lave en undersøgelse af hændelsen og betragter derfor sagen som afsluttet.
Samsø Rederi har derfor besluttet selv at lave en undersøgelse af hændelsen, så offentligheden kan få en forklaring på påsejlingen, og så rederiet kan lære af de fejl, der er blevet begået, fortæller Carsten Kruse, der er direktør for Samsø Rederi.
Samsø Rederis undersøgelse bygger blandt andet på oplysninger fra en "sort boks", der registrerer alle foretagne manøvreringer i skibet.
Forkerte program
Kort fortalt skyldes påsejlingen, at færgen var indstillet til at sejle efter et forkert program, hvilket betyder, at kaptajnen derfor ikke kunne styre færgen så meget, som han skal kunne under indsejling.
M/F Samsø var på daværende tidspunkt udstyret med to indbyggede programmer til sejlads med færgen samt en autopilotfunktion.
Se: Billeder: Se den nye færge
Det ene program var til "manøvrering i havnen," der bruges til at sejle ind og ud af havnen, og den anden var til "manøvrering på havet".
Ved "manøvrering i havnen" har kaptajnen den fulde kontrol over skibet ved hjælp af styrehåndtag i færgens bro. Ved "manøvrering på havet" har kaptajnen ikke den fulde kontrol, og færgen kan for eksempel ikke drejes mere end maksimalt 50 grader i stedet for 180.
Da M/F Samsø den 18. marts omkring klokken 18.00 var på vej ind til havnen i Sælvig, var færgen indstillet til at sejle med programmet "manøvrering på havet" i stedet for "manøvrering i havnen," og derfor kunne kaptajnen ikke dreje færgen 180 grader, men kun 50.
Kaptajnen trykkede på en nødstopsknap, som automatisk bremser færgen, men dette skete ikke tidsnok til at forhindre påsejlingen. Kaptajnen nåede at advare passagererne, og ingen personer kom til skade.
Carsten Kruse fortæller, at kaptajnen er overbevist om, at han havde trykket på knappen, som aktiverer "manøvrering i havnen"-programmet. Det ligger dog ikke fast, om kaptajnen er kommet til at trykke på "manøvrering på havet"-knappen igen, eller om han ikke fik trykket knappen "rigtig" ned, så systemet registrerede det.
Får ikke konsekvenser
- Hele ansvaret ligger ikke ved kaptajnen. Færgen skulle ikke have haft begge systemer fra starten af, men kun "manøvrering i havnen." Systemet var ikke hensigtsmæssigt indrettet, og jeg skulle have sørget for, at det det andet program ikke var installeret, siger Carsten Kruse og fortsætter:
- Set i bagklogskabens lys, skulle vi have fjernet programmet fra starten. Jeg har ansvaret for det, og jeg har ansvaret for, at personalet er ordentligt uddannet, og det kunne vi have gjort bedre.
Påsejlingen af broklappen kommer ikke til at få konsekvenser for nogen.
Skal lære af ulykken
- Det får ikke konsekvenser for kaptajnen. Om det får konsekvenser for mig, ved jeg ikke, og det er ikke mig, der afgør det. Det vigtige er at lære af det her, så det ikke sker igen. Derfor skal vi bruge denne undersøgelse til at sikre, at lignende ikke sker igen fremadrettet, siger Carsten Kruse.
Mens M/F Samsø var på værft for at få repareret skaderne efter påsejlingen, valgte Samsø Rederi at fjerne programmet "manøvrering på havet", så denne mulighed ikke længere eksisterer.
Samsø Rederi har lagt resultaterne fra sin undersøgelse ud på sin hjemmeside. Du kan læse det hele her.