Rygter om milliardordre
En canadisk ordre på 3,4 mia. kr. rygtes på vej til Vestas
Vestas skulle angiveligt være tæt på at modtage en betydelig ordre i Canada - det skriver epn.dk.
- Der går rygter i markedet om, at Vestas skulle være tæt på at have modtaget en kæmpestor ordre fra Canada på 450 megawatt til en værdi af 3,4 mia. kr. Der skulle være tale om en ordre til to canadiske projekter, som udvikles af Greengate Power Corporation, siger aktiehandler Kivon Olesen fra Jyske Bank til Direkt/RB-Børsen.
Seneste officielle meddelelse fra Greengate Power er en uge gammel, fra den 10. marts. Her kunne selskabet fortælle, at det havde modtaget godkendelse til opførelse af vindmølleparken Blackspring Ridge I Wind Project på 300 megawatt.
Rygterne om at ordren ville lande hos Vestas satte torsdag gang i aktiehandlen på Børsen, og på et tidspunkt lå kursen på en Vestas-aktie med en stigning på lidt over 5%. Det højeste niveau siden oktober sidste år.
Kilde: epn.dk