Roklub mistede mindeplade: Nu er den dukket op på skrotplads
Ingen af medlemmerne i Randers Roklub havde nogensinde troet, at deres stjålne mindetavle kom hjem igen. Men det er den nu
Lykken har tilsmilet Randers Roklub, der har fået en historisk mindetavle tilbage. Den er efter et tyveri dukket op hos en skrothandler i Bjerringbro og blev i dag genforenet med klubbens medlemmer.
Mindetavlen er sat op til minde om tre tidligere medlemmer og modstandsfolk under 2. verdenskrig. For en uge siden blev den stjålet, og håbet om at få den igen var lille.
Indtil et opkald tirsdag aften førte Pia Hinrichsen til et møde med skrothandleren Orla Rasmussen i Bjerrringbro.
- Jeg har den her plade til dig, som vi har fundet i en skrotbunke. Nu kan den komme hjem og hænge i roklubben. Pas godt på den, lød det nemlig for kort siden fra Orla Rasmussen.
Læs også
Pia Hinrichsen havde ringet rundt til et hav af skrothandlere i Randers og omegn uden held, indtil hun så fik det lykkelige opkald fra Bjerringbro.
- Vi er meget glade for at kunne hjælpe jer med at få mindepladen tilbage. Den er jo et stykke danmarkshistorie, siger Orla Rasmussen.
Pladen blev fundet på grund af Orla Rasmussen nysgerrig, for den dukkede nemlig tilfældigt op, da han rodede i noget skrot på pladsen.
Mindetavlen vedrører nogle faldne roklub-medlemmer, der blev skudt under 2. verdenskrig. De blev skudt i 1943 omkring Aarhus, og blev begravet nær Esbjerg. Efter krigen blev de fundet og stedt til hvile i Randers, hvor to af dem hørte hjemme.
Stod bag sprængninger
- Det er helt fantastisk, Orla har fundet pladen. Vi havde aldrig regnet med, vi skulle se den igen. Den betyder meget for Randers Roklub, som er en gammel roklub fra 1897, forklarer Pia Hinrichsen og fortsætter:
- Mange af roklub-medlemmerne har været her, siden de var barn. De var meget kede af det og triste, da pladen forsvandt.
Mindepladen er kommet til via donationer fra medlemmerne. I 1945 besluttede alle klubbens medlemmer nemlig at give en hel krone - som var mange penge dengang - til, at der kunne oprettes en mindetavle til minde om de tre faldne, Oluf Kroer, Sven Johannesen og Kai Hoff.
De tre modstandsfolk og altså tidligere medlemmer af roklubben havde igennem krigen gjort sig stort bemærket som modstandsfolk.
Både Oluf, Sven og Kai var nemlig blandt de seks mand, der den 17. november 1943 stod bag sprængningerne af Langåbroerne. En sprængning der eftersigende gjorde, at Adolf Hitler spurgte sin rigsbefuldmægtige i Danmark, Werner Best, om hvorfor han dog ikke kunne holde styr på et lille land som Danmark.
Læs også
Tre af bådene i Randers Roklub er opkaldt efter de tre modstandsmænd, og hver gang bådene er blevet kasseret på grund af metaltræthed, er de nye både ligeledes blevet opkaldt efter de tre mænd.
I klubben var der da derfor også af gode grunde glæde at spore i dag.
- Tusind tak. Det er dejligt at have den tilbage, så vi igen kan fortælle historien om de frihedskæmpere, vi havde i roklubben, lød det med stor glæde fra et af klubbens ældre medlemmer, Inger Andersen.