Dagens mand i engelsk avis
Amatørhistoriker har løst mysterie om forsvundet flybesætning
Den pensionerede skolelærer fra Randers, Anders Straarup har gjort noget af et kup. Han er amatørhistoriker, men alligevel har han formået at gøre, hvad myndighederne i Danmark og Storbritannien ikke kunne.
Han har fundet resterne af en allieret flybesætning, som under Anden Verdenskrig i 1943 styrtede ned over Danmark, og som alle troede var forsvundet i havet.
Men besætningen var ikke forsvundet alligevel, har 67-årige Anders Straarup nu fundet ud af. Han har sporet flyets besætning frem til Bispebjerg Kirkegård, hvor de lå i umærkede grave.
Amatørhistorikeren er med sin opdagelse dagens mand i den britiske avis Daily Mail, hvor et familiemedlem til én i flybesætningen, står frem og takker for fundet. Sergent Alexander Barrie var ombord på flyet, da det styrtede i havet og har været savnet i 68 år.
- Min far og mine onkler og tanter føler en enorm taknemmelighed over for Anders Straarup. Endelig kan historien få en afslutning, og de kan ære deres bror på en ordentlig måde og sige et ordentligt farvel, siger en 80-årig lillebror til et af besætningsmedlemmerne til den britiske avis Daily Mail.