VIDEO: Hør østjydernes sidste farvel til prinsen
Prins Henrik er i dag blevet bisat. Det blev markeret med kirkeklokker, møller, mindeord og digte i hele Østjylland
Kirkeklokkerne har i dag, tirsdag, markeret et endeligt farvel til prins Henrik, der er blevet bisat fra Christiansborg Slotskirke i København.
TV2 ØSTJYLLAND har mødt nogle af de østjyder, der i løbet af dagen har været med til at markere et sidste farvel til prinsen.
Møller står på kors
Prins Henrik har siden 1988 været protektor for Dansk Møllerforening. Derfor stod landets møller i dag på kors for at markere prinsens bisættelse.
Det skete også hos Birgit Purup, der er formand for Møllelauget ved Baunhøj Mølle i Grenaa.
Klokkernes markering
Også i Nødager Kirke ved Kolind blev bisættelsen markeret. Alle landets kirkeklokker ringede nemlig i dag en halv time før og efter bisættelsen.
I Nødager Kirke var det ringer og graver, Orla Villy Johansen, der fik æren.
Og ved Aarhus Domkirke kunne aarhusianerne også mindes prinsen til lyden af ringende kirkeklokker.
Her var det kirketjener, Ida Madsen, der fik æren.
Nedskrevet mindeord og et digt
Siden prins Henrik gik bort, har der været sat kondolencebøger op, hvor borgere kan skrive sine sidste hilsener til prinsen og den kongelige familie.
Ét af stederne, hvor folk har kunnet skrive hilsener, er på Aarhus Rådhus.
Her har TV2 ØSTJYLLAND mødt Susanne Weinholt, der i dag fik markeret et endeligt farvel til prinsen med et lille digt.
Mette Hvid Johannesen fra Aarhus mødte også op på rådhuset for at skrive en sidste hilsen.
Borgere har også haft mulighed for at skrive hilsener ved Gardervagthuset på Marselisborg Slot.
I dag mødte blandt andet 11-årige Kristine Elise Morville Kruuse op.
Hun har taget turen fra Nørresundby til Aarhus for at udtrykke sin medfølelse over for den kongelige familie.
Tanker og hilsener fra gaden
Flere forbipasserende ved Aarhus Domkirke havde også et par ord og tanker på hjerte i anledningen af kirkeklokkernes markering.
Det er blandt andet Johnny Eriksen fra Aarhus. Han er ikke royalist, men han synes alligevel, det er godt, at Danmark markerer det.
Gitte Jakobsen fra Aarhus er også enig i, at kirkeklokkernes markering ikke er for meget. Hun synes, at det er fint, at prinsen bliver sendt ordentlig afsted.
Og hvad gør man, når man ønsker at følge bisættelsen i fjernsynet, men man sidder i en bil? Man gør som Christian Juhl Nielsen fra Skanderborg.
Han livestreamede hele bisættelsen fra sin smartphone, alt imens han ventede på konen i bilen.
Prins Henrik skal efter eget ønske kremeres. Den ene halvdel af asken skal spredes i de danske farvande, og den anden halvdel bliver sat i en urne i Fredensborg Slotshave.