Nominér til fællesskabspris
Fra i dag, mandag, er det muligt at nominere de, der gør en særlig indsats for fællesskabet
Fællesskabsprisen skal uddeles i år - for andet år i træk.
Og fra mandag den 30. marts er det nu blevet muligt at nominere den kollega, ven, bekendte eller fremmede, som du mener gør noget særligt for fællesskabet.
Der er mange forskellige parter involveret i samarbejdet om at uddele Fællesskabsprisen. Det drejer sig om politikeren Mette Frederiksen (S), 3F, Dansk Metal, DFDS, HK, ISS, Falck, PensionDanmark, Skanderborg Kommune, Professionshøjskolen Metropol og VIA University College.
Politikeren Mette Frederiksen (S) siger i en pressemeddelelse:
- Jeg er stolt over, for andet år i træk, at være med til at uddele Fællesskabsprisen. Mere end nogensinde har vi behov for at hylde vores fællesskab i Danmark. Den solidaritet og tillid, som kendetegner vores samfund, med højt til loftet og hvor trygheden er stor, må vi ikke blot tage for givet. Vi skal værne om fællesskabet.
Den første, der blev nomineret i år var Maria Arianfar fra Aarhus, der blev nomineret af kvinderne i Safa Hus, hvor hun hjælper ældre iranske kvinder med at oversætte nyheder, lave mad og bruge en computer.