Kræftkampagne på populær strand
Nu får badegæster oplyst dagens UV-tal og udleveret gratis solcreme på Den Permanente Badeanstalt i Århus.
Som noget nyt kan badegæsterne, foruden vand og lufttemperatur, nu se dagens UV-indeks, når de besøger Den Permanente samt finde oplysninger om, hvad UV-indekset er.
Århus Kommunes Idrætscentre samarbejder nemlig med Kræftens Bekæmpelse i Århus om et nyt tiltag på Den Permanente som en del af "Skru ned for solen"-kampagnen.
Gode oplevelser og gode solvaner
I løbet af sommeren vil et team af unge frivillige fra Kræftens Bekæmpelse i Århus uddele solcreme og informere badegæsterne på Den Permanente om betydningen af UV-indekset, og om hvordan man bedst muligt beskytter sig mod solens stråler.
- Vi ønsker at give vores gæster gode oplevelser, hver gang de besøger os. På Den
Permanente betyder det også at vejlede om gode solvaner i samarbejde med
Kræftens Bekæmpelses team af unge frivillige. Derudover gør vi en indsats for at
fortælle vores badegæster, hvad UV-indekset er, og hvad de skal tage højde for,
når de bevæger sig ud i solen. Det gør vi bl.a. ved tre gange dagligt at notere UV-indekset
på tavler, udtaler Mikkel Bendixen, daglig leder på Den Permanente.
Livreddere på solkursus
Udover plakater med solrådene samt information om UV-indekset har alle livredderne på Den Permanente taget solkampagnens solformidlerkursus, så de har viden om UV-stråling og kræft i huden.
- Solens UV-stråling reflekteres i vandet og i sandet, så det er ekstra vigtigt at
passe på solen, når man er på stranden. Vi ved, at knap halvdelen af danskerne
blev solskoldede sidste år. Det tal skal vi have ned, for solskoldninger øger
risikoen for at få kræft i huden. Derfor er vi også rigtig glade for, at Århus
Kommunes Idrætscentre er med på at sætte fokus på UV-indekset og
solbeskyttelse på Den Permanente, udtaler Britta Kirdan fra Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Århus.
Det skriver Århus Kommunes Idrætscentre i en pressemeddelelse.