Ikke flere buræg i SuperBrugsen
Udfasningen af buræg hos en af Danmarks supermarkedsgiganter, Coop, er blevet fremskyndet
Coop standser al salg af buræg i SuperBrugsen i denne uge. Det sker som led i en planlagt udfasning af buræg, oplyser Coop.
Forretningen, der er en af Danmarks største ejere af supermarkeder, havde planlagt, at buræg skulle være fortid i butikkerne seneste 2020. Den deadline er altså nu rykket frem.
- Forbrugerne fravælger simpelthen buræg, og det er en tendens, der kun bliver stærkere. Så vi har kunnet udfase buræg i Superbrugsen hurtigere end ventet, siger CSR-direktør Signe Frese.
Læs også
Ifølge Coop er andelen af buræg af det samlede antal solgte æg i SuperBrugsen faldet fra 41 procent til 20 procent siden starten af 2016. Samlet udgør buræg nu 16 procent af det samlede salg af æg i Coop.
Coop udfasede allerede buræg i kæden Irma i 1993 og i Kvickly i 2013. Der bliver stadig solgt buræg i Fakta og Dagli'Brugsen.
- Vi udfaser buræg, men vi vil gerne gøre det gradvist, så burægsproducenterne kan følge med og lægge om.
- Hvis vi gjorde det pludseligt, så ville mange burægsproducenter gå konkurs, siger Signe Frese.
CSR-direktøren mener ikke, at man dermed sætter producenter over dyrevelfærd.
Læs også
- Jeg synes, det er et balanceret hensyn. Vi må erkende, at mange lever af at sælge buræg, og vi vil gerne give dem tiden til at lægge om. Det er også social ansvarlighed, siger Signe Frese og fortsætter:
- Men selvfølgelig - hvis kunderne helt vælger buræg fra, så kan vi ikke have dem på hylderne.
Mens Coop altså har ladet salget af buræg fortsætte i 23 år, efter at man i kæden Irma stoppede af etiske årsager, er der produkter, kæden ikke vil sælge trods fortsat efterspørgsel.
- Vi sælger eksempelvis ikke sprøjtegiften Round-Up. Og heller ikke eksempelvis Foie Gras, for der er vi ude i decideret dyrplageri, siger CSR-direktøren.