Dræbersnegle forsvandt pludselig
Flere steder i Silkeborg og Mariager er de plagsomme snegle helt forsvundet, fortæller naturvejleder.
- Jeg har kendskab til mindst to steder nær Silkeborg og Mariager, hvor sneglene stort set er forsvundet efter tidligere at have optrådt i ekstremt stort antal. Det siger biolog og naturvejleder Jan Kjærgaard fra Skov- og Naturstyrelsen til bolighjemmesiden Bolius.
Årsagen er lidt af et mysterium for eksperterne. Også for biolog, cand. scient. Sabine Engelke, der har skrevet speciale om de såkaldte dræbersnegle. Den hårde vinter er en af forklaringer. Men der kan også være andre:
- Nogle teorier går på, at tilbagegangen disse steder skyldes, at en snylter eller sygdom decimerer bestanden, hvis den når en vis størrelse. Men det forklarer jo ikke, hvorfor tilbagegangen kun er observeret så få steder. Andre mener, at en begrænset fødemængde har skylden, siger hun.
Bestanden starter alt andet lige fra et betydeligt lavere niveau end ellers. Det vil formentlig lægge en dæmper på plagen i år, vurderer Sabine Engelke.
Dræbersnegle kan vende tilbage i stor stil
Intet tyder dog på, at dræbersneglene er væk for tid og evighed. Ifølge Sabine Engelke skal de plagsomme bløddyr såmænd nok komme stærkt igen efter næste milde vinter - navnlig hvis den følges af et vådt forår.
Og helt slipper vi altså heller ikke for dræbersnegle i år. Lokalt kan man stadig opleve sneglene i overordentligt stort tal, så nogle haveejere vil stadig skulle trækkes med de slimede dyr.
Kilde: Bolius, Boligejernes Videncenter