Børn spytter på Boy
Kunstmuseet Aros' stolthed, den fem meter høje statue, Boy, bliver overdynget med mundvand.
Selvom det er blevet bedre, siden Aros åbnede i 2004, er der stadig mange børn, som lader mundvandet flyde over Ron Muecks Boy.
- Det er mangel på respekt for kunsten, siger kommunikationschef på Aros, Bjarne Bækgaard, til Århus Stiftstidende.
Ifølge ham er det typisk børn i 5.-8. klasse, som er på Aros i forbindelse med en skoleudflugt, der spytter på statuen. Og det kan skade kunstværket.
- Vi er stolte af værket, og selv om Boy er skabt i glasfiber og malet i 16 lag, kan det skade kunstværket, hvis det skal rengøres for mange gange, siger Bjarne Bækgaard.
Regningen for en rengøring er 1500 kroner, som sendes direkte til synderen. Hvis ikke vedkommende kan identificeres, sender museet regningen til den pågældende skole.