Afviser at have smidt papirer ud
Randers kommune benægter, at den har smidt en afdød mands fortrolige papirer i en affaldscontainer.
Randers Kommune mener ikke, at de medarbejdere, der tømte en afdød mands lejlighed, har begået fejl.
Som omtalt i TV 2 / ØSTJYLLAND i aftes er mandens ekskone, Anne Marie Kofod, fortørnet over, at lægejournaler, samkvemsattester og personlige breve ifølge hende havnede i en offentlig tilgængelig affaldscontainer, da kommunen lod hans lejlighed tømme.
Randers Kommune nægter dog at være årsag til, at private papirer skulle være havnet i containeren. Ifølge kommunen er mandens papirer taget med på rådhuset, hvor de senere vil blive makuleret. Kommunen gør dog opmærksom på, at der efter mandens død har været en del personer i lejligheden, og at det derfor er muligt, at andre har smidt nogle af hans papirer ud.
- Jeg har ingen grund til at tro andet, end at medarbejderne har fulgt reglerne og den normale procedure i forbindelse med tømning af et dødsbo, siger borgmester
Michael Aastrup Jensen (V).
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen
i aftenens udsendelser.