50 års fængsel til narkosmuglere
Syv narkosmuglere fik tilsammen 50 års fængsel, og fire blev udvist for bestandig.
1. apr 2005, kl. 08:24
Mere end 30 dage gammel
Sammenlagt 50 års fængsel, fire gange udvisning af Danmark for bestandig, en dømt til psykiatrisk behandling og konfiskation af halvanden million kroner.
Det blev resultatet af den retssag, som et nævningeting ved Vestre Landsret afsluttede sent torsdag aften efter tre en halv måneds behandling.
Sagen, der begyndte med en anholdelse i Padborg 20. marts 2003, drejede sig om indsmugling af cirka 23 kilo kokain, 30 kilo amfetamin og 12 kilo heroin i perioden fra 2000 til 2003 fra Holland til Danmark.
Alle de dømte bor i Århus-området, og de tog alle betænkningstid med hensyn til at anke straffenes længde til Højesteret. /ritzau/